Young Thug
Young Thug har gjort det, som ingen troede han kunne: Skabt en sammenhængende udgivelse. Men det er ikke kun en god ting, når rapperens mest fascinerende kvalitet er hans utilregnelighed.
’Barter 6’ skulle oprindeligt have heddet ’Carter 6’ – en hentydning til Lil Waynes albumserie, der for tiden er på standby, fordi Waynes labelboss og adoptivfar Birdman nægter at udgive næste i rækken. Selvsamme Birdman har taget Young Thug til sig som sin nye protegé, så ’Barter 6’ ligner den endelige udkåring af Young Thug som Lil Waynes afløser. Men faktisk er albummet rapperens mindst Lil Wayne-agtige, for her er ikke meget skinger galskab eller gal/genial-excentricitet. I stedet er det her et stilmæssigt stringent og (i hvert fald i Young Thug-regi) ret uspektakulært album.
Allerede på Young Thugs (fremragende) 2014-mixtape med Rich Homie Quan og Birdman holdt produktionerne sig i baggrunden og lod rapperne gøre arbejdet. Den udvikling intensiveres her, for mens beatsne på ’Constantly Hating’ og ’Halftime’ udforsker mærkelige, sært hypnotiserende melodier, der lyder ulig noget andet, er de ikke ligefrem overvældende beats. De er detaljerede og elegante, men også, ja, stille og rolige.
Young Thug er forsat alt andet end kedelig: Han udforsker flere flows end nogensinde før, og han kan rime og rable sig igennem vers for så på en eller anden måde alligevel at finde fodfæste på beatet – som en rappende Jack Sparrow, der alligevel altid klarer skærene. »When I put ice on, I am sub-zero«, brummer han på højdepunktet ’Check’, mens linjen »I swear everytime I dress myself it go motherfuckin’ viral« fra ’Halftime’ måske er den mest Young Thug-agtige punchline nogensinde.
Men der er få omkvæd, der sidder fast, og Young Thug syrer aldrig for alvor ud. Han rapper virkelig godt på hele albummet – men for manden bag herligt hektiske hostesaftshyldester som ’2 Cups Stuffed’ eller euforiske energiudladninger som ’Danny Glover’ er det hele lidt et antiklimaks. ’Barter 6’ er en fokuseret og frygtløst upoppet udgivelse i samme stil som Drakes ’If You’re Reading This It’s Too Late’ eller Futures seneste mixtapes: Sammenhængende og også kompromisløse værker, der ofte imponerer, men aldrig virkelig fascinerer.
Samtidig føles det som om, at Young Thug har lagt bånd på sig selv for at skabe den her sammenhæng. Og netop det gør albummet en smule skuffende, for det fascinerende ved denne skingre rapper var jo egentlig det tøjlesløse – det, at man nærmest kunne høre lyden af hiphoppens sædvanlige sammenhæng, der blev revet i småstykker, hver gang han rappede. Det savner man her.
Kort sagt:
Young Thug har fascineret nogle og forfærdet andre med sin udfarende og uforudsigelige rapstil og attitude. Han hyler og skriger, synger og nynner, og er på alle måder et omvandrende heksehyl. Men her er han nedtonet og fokuseret. Dét skaber en sammenhængende og solid udgivelse – men man savner lidt galskab.
Læs også: Sindssyge stemmer: 10 geniale rappere fra hiphoppens galehus Atlanta