Atlanta har altid været excentrikernes by. Siden Outkast kaldte sig for ATLiens for at understrege, at de var anderledes end resten af USA, har byen været knudepunkt for nytænkende og original hiphop, på samme måde som Los Angeles er hovedstaden for gangstarap og New York er traditionalisternes højborg.
Men de seneste år er galskaben groet udover alle grænser – rapperne fra miljøet omkring Atlanta-gudfaderen Gucci Mane kultiverer en særdeles eksperimenterende form for trap, mens en ny, alternativ undergrund skaber den skæveste hiphop siden Lil B’s storhedstid. Vi guider til byens 10 skøreste stemmer.
1. Young Thug
Der er mange skøre rappere, men der er nok ingen, hvis stemme knækker så sindssygt skingert som Young Thugs – han lyder, som om han rapper fra et brændende hus, hvor han skal lige til at hoppe ud af vinduet. Rapperen slog første gang igennem med det fantastiske ’1017 Thug’-mixtape, hvis højdepunkter var den catchy og kaotiske hostesaftshyldest ’2 Cups Stuffed’ og den lalleglade ’Picacho’, der handler om, at Young Thugs diamanter er gule som titlens Pokemon.
Siden har tingene taget fart, først med hits som ’Stoner’ og ’Danny Glover’, og siden med et mere struktureret mixtape med Cash Money-pladeselskabsbossen Birdman og Atlantas anden kronprins, Rich Homie Quan. Young Thugs frugtbare og fascinerende galskab kan minde om Lil Wayne i sin gale/geniale periode omkring 2007-2008. Det mener Cash Money-chefen Birdman (der jo er Lil Waynes mentor og adoptivfar) i hvert fald: Han har udtalt, at Young Thug har alt, hvad er skal til for at blive en stjerne i samme kategori som Drake og netop Wayne.
Skøreste øjeblik: Young Thug kan være udfarende og skinger som på ’2 Cups Stuffed’ eller sprogeksperimenterende som på ’The Blanguage’, men hans mest fascinerende øjeblik er måske den hostesaftsyrede og sært ømme ballade ’Strange Things’.
2. Father (+ Awful Records’ Ethereal, Lord Nar, Archibald Slim)
En af sidste års helt store opdagelser var crewet Awful Records og dets, øh, faderskikkelse Father. Kollektivet dyrker gør-det-selv-metoden og har en helt særegen, punket æstetik, hvilket selvfølgelig straks har vakt sammenligninger med Odd Future. Men faktisk er det en anden vestkyst-lyd, der mere synes at være forbilledet for Father og co. – nemlig det minimale og intense udtryk, der i Bay Area-området kaldes hyphy eller ratchet music.
Det har gjort, at kollektivet har en speciel lyd, der lyder som om den er opstået fuldstændig frakoblet fra resten af Atlantas scene. Samtidig er det en lyd, der fås i mange variationer: Awful Records-medlemmer som Ethereal og Slug Christ har trukket Awful Records’ lyd mod henholdsvis boom bap og Memphis-crunk.
Skøreste øjeblik: På internethittet ’Look at Wrist’ har Father samlet iLoveMakonnen og Key! fra Two-9-kollektivet til at overgå hinanden i halvmumlet galskab på et ekstremt tungt, minmalt og beskidt track.
3. Raury
For tiden domineres Atlanta måske af Gucci Manes excentriske trap-disciple, men byen har ikke glemt, at det meget længe kun var Outkast, der repræsenterede Atlanta på nationalt og internationalt plan. Derfor er der altid plads til originaler som Raury: Teenageren der synes at skifte mellem gamle Lil Wayne-flows, gospelkor-sang og Kanye-agtige vokal-uforudsigeligheder som var det ingenting, men from for alt udstråler en tilbagelænet excentricitet, der vækker mindelser om en ung André Benjamin (check bare stråhat-stilen i musikvideoen til ’God’s Whisper!) Ambitionsniveauet er – med andre ord – højt, men talentet synes at retfærdiggøre det.
Skøreste øjeblik: ’Wildfire’ starter som tilbagelænet funk-r’n’b a la N.E.R.D. omkring ’In Search Of…’, men efter cirka tre minutter muterer tracket pludselig til en gentænkning af ’Tha Block Is Hot’, Lil Waynes første hit fra 2008, for endelig at slutte med et horn-beat og tekster som »I’ll always be a nigga from the east side of Atlanta«.
4. Rome Fortune
En anden gren af Outkast-arven forvaltes af den karismatiske excentriker Rome Fortune: Den skæggede rapper synes mere at dyrke det tidlige Outkast-udtryk, der handlede om at være farverig og flamboyant. Og heldigvis smitter den farverige attitude af på musikken, der i Rome Fortunes tilfælde både bevæger sig i eksperimenterende trap med Dun Deal (produceren bag Young Thugs ’Stoner’) på ’Drive, Thighs & Lies’, lummer basmusik med Four Tet, Bassnectar og Blood Diamond på mixtapet ’Small VVorld’ og senest en ep med OG Maco, det nyeste frø der er spiret op af Atlantas undergrund. Sammen med rappere som iLoveMakonnen og netop OG Maco har Rome Fortune gennem det seneste års tid været med til at skabe en flersidig og fascinerende undergrund, der synes at være en innovativ gentænkning af det herskende trap-udtryk, snarere end en opposition til det.
Skøreste øjeblik: ’Four Seasons’ blanding af stemningsfuldt beat, Biggie-referende tekster og nynnede omkvæd (der pludselig afbrydes af 8bit-lyde), giver et godt indtryk af, hvilket uforudsigeligt univers den her rapper bebor. Og så skader det heller ikke, at OG Maco dukker op med et usædvanlig subtilt vers – check også den psykedeliske, VHS-agtige musikvideo, hvor Rome Fortune sporter turkist skæg.
5. Rich Homie Quan
Det var oplagt, at Young Thug skulle være stjernen på sidste års tidsåndsdefinerende ’Rich Gang’-album, men det var faktisk Rich Homie Quan – den anden halvdel af Atlantas astronomiske duo – der både bragte det bedste frem i Young Thug og samtidig stod bag en række af albummets bedste øjeblikke, som den hymniske ’War Ready’ og de afdæmpede, melodiske ’I Know It’ og ’Milk Marie’.
Netop Rich Homie Quans melodiske rapstil – der virker inspireret af Future – er sammen med hans strukturerede sangskrivning den perfekte modvægt til Young Thug. Samtidig er Quans tekster personlige i en udstrækning, der ikke er normen i Atlanta – hør for eksempel det helt nye track ’Daddy’, der beskriver en episode fra sidste september, hvor rapperens far blev skudt, på så udpenslende vis, at man bliver helt forstenet, når Quan giver sin far løftet: »I’mma find out who did that to you«.
Skøreste øjeblik: Der er stadig noget mærkelig magisk ved Rich Homie Quans gennembrudshit ’Type of Way’, hvor rapperen strør sungne stavelser ud i et flow, der skifter fra staccato til slagsang.
6. OG Maco
Hittet ’U Guessed It’ dyrker samme minimale, vestkyst-inspirerede lyd som Awful Records, men hvor en rapper som Father rapper monotont og hypnotiserende (på en nærmest Lil B-agtig måde), skifter OG Maco mellem hvisken og råben som en manisk patient i et galehus. Senest har han varieret sin lyd, men beholdt dens maniske kerne, på en fremragende ep (’OG Maco ep’) og på et fællesudgivelse med den ligeså excentriske Rome Fortune.
OG Maco er blevet sammenlignet med Waka Flocka Flame, men parallelen halter lidt, for mens Waka Flocka bruger sin råben for at overvælde lytteren og skabe størst mulig medrivende aggressivitet, er der noget mere kunstfærdigt på færde hos OG Maco – de stille, blide passager lokker lytteren tættere på, hvorefter han så bliver overfaldet af pludselige vokaludbrud. At lytte til denne sindssygt skøre Atlanta-rapper er at begive sig frivilligt ind i et bagholdsangreb.
Skøreste øjeblik: Maco har lavet en del sange, der kunde betegnes som skøre – ’FuckEmX3’, hvor han konstant råber henover Migos vokal, eksempelvis – men rapperens mest umiddelbart overvældende track er stadig ’U Guessed It’.
7. Migos
Hvis en rapper har et hit, bliver det remixet af alle de andre rappere. Hvis han har en speciel stil, bliver han måske også efterlignet. Men hiphop-historien har aldrig set et flow blive kopieret i sådan udstrækning som Atlanta-trioen Migos mekaniske, stavelsestætte rapstil, der først slog igennem på det fantastiske, euforiske ’Versace’ og derefter på den melodiske selvhyldest ’Handsome and Wealthy’ samt det DJ Mustard-inspirerede ’Fight Night’.
Heldigvis behersker ingen de her avancerede rimmønstre som Migos selv, og det har gjort trioen – der altid lader til at være sortklædte og gulddækkede – til en af Atlantas mest fascinerende grupper.
Skøreste øjeblik: På de seneste udgivelser er Migos blevet mere nuancerede i deres sangskrivning, men der var noget barnligt-genialt ved deres første tre hits, der alle havde geniale, gentagelsestunge omkvæd: Man kan næsten høre, hvordan ’Versace’, ’Chinatown’ og ’Hannah Montana’ lyder bare ved at se på titlerne.
8. iLoveMakonnen
Makonnen er pludselig blevet solen alle Atlantas planeter kredser om. Han har – ligesom Young Thug og Migos – samarbejdet med Gucci Manes producerhold omkring Metro Boomin og Sonny Digital, men har lokket produktioner ud af dem, der er mærkelige nok til, at numre med undergrundsgalninge som Rome Fortune og Father har virket naturlige. Og så er der hans rapstil – Makonnen rapper ikke, han synger ikke, han gynger gennem beatet, som om musikken var en slags karrusel, man bare skal køre med på. Der er noget helt vidunderligt ved, at dette er Atlantas mest hypede nye rapper: En goofy cirkussanger, der ligner en teddybjørn og synger om ecstasy og tirsdagsfester.
Skøreste øjeblik: Det er ikke Makonnens bedste sang – den ære går nok til ’Tuesday’ eller ’I Don’t Sell Molly No More’ – men ’Sarah’ er nok den mest mærkelige kærlighedssang, du kommer til at høre i dag. Lidt som Drakes ’Marvin’s Room’ – hvis Drake havde drukket en flaske vodka mere.
9. Rae Sremmurd
Young Thug er løssluppen som en raket klokken tolv nytårsaften, iLoveMakonnen har en karakteristisk, småsnaldret vokal, men ingen er så elektrificerende euforiske som Brødrene Swae Lee og Slim Jimmy. Sammen med Mike Will Made It – stjerneproduceren, der både har signet Rae Sremmurd og ser ud til at gemme sine bedste beats til dem – har de skabt en lyd, der er mere melodisk og mere ungdommeligt begejstret end nogen anden hiphop i Atlanta – eller i resten af verden for den sags skyld.
Skøreste øjeblik: Der er mange euforiske numre på ’SremmLife’, men det mest udskejende er måske ’Safe Sex Pay Checks’, der har et tivolilykkeligt beat og barnligt glade tekster, der er svære ikke at smile af, som når linjen »now I’m jumpin’ up and down off the Hennessey« leveres så energisk, at Slim Jimmy ikke kan lade være med at rappe den to gange.
10. K Camp
Skellet mellem rapper og sanger er i opløsning, og få udstiller dén opløsning mere tydeligt end K Camp. Hans alt-er-et-omkvæd rapstil er tydeligvis inspireret af det tragisk afdøde kultikon Speaker Knockerz og Soulja Boy-samarbejdspartneren Kwony Cash (ham fra ’Zan Wit That Lean’), og det har allerede ført til hits som ’Money Baby’ og ’Cut Her Off’. Førstnævnte gæstes af inspirationskilden Kwony Cash, og sidstnævnte har for ikke så længe siden fået et kvalitetsstempel i form af et officielt remix med stjernerne Lil Boosie, Too Short og YG. Derudover har K Camp leveret en af sidste års bedste gæsteoptrædener på Snootie Wilds ’Made Me’.
Skøreste øjeblik: »I like smoking weed / I like having sex!« Nej, det er ikke kompleks lyrik, der bær ’Money Baby’, men hvorfor er den sang så catchy og så glad? K Camp har en evne til at skære alt overflødigt fra og lave næsten karikeret simple sange om at flyde rundt i en pool fyldt med piger med en flaske champagne. Det er nemt at gøre nar af, men det er svært ikke at synge med.
Læs også: Kommentar: Hvordan Rae Sremmurd har gjort hiphoppen uskyldig igen
Læs også: 10 friske hiphop-producere der kommer til at dominere 2015