1. ‘Game of Thrones’ sæson 6
Så kan vi næsten ikke vente længere. 25. april vender verdens største serie tilbage, når ’Game of Thrones’ endelig giver os svar på, hvordan Sansa og Reek klarede hoppet, om Arya Stark er gået ren Daredevil, og hvad #$@&%*! der skal ske med Jon Snow.
Afslutningen på femte sæson bød på mange cliffhangers, og hvilken vej vi bevæger os mod tronen er stadig uvis. Men det kommer ikke til at gå stille for sig i den nye sæson, hvor Cersei Lannister i hvert klart vælger vold over fred, og hvor Tyrion påminder os om, at »the great game is terrifying«. Indeed.
HBO har teaset med en plakat af bastarden og onde teasere i en grad, så det nærmer sig tortur a la Joffrey. Og så er sjette sæson jo også stedet, hvor vi for første gang skal møde Pilou Asbæk i rollen som Euron Greyjoy.
Premiere på HBO Nordic 25. april.
2. ‘The Girlfriend Experience’ sæson 1
Instruktør Steven Soderbergh har svoret, at han aldrig vil lave film mere, kun tv, og med den succesfulde lægeserie ’The Knick’ på cv’et ser vi ekstremt meget frem til hans ’The Girlfriend Experience’.
Selvom Soderbergh ikke indtager instruktørstolen i denne omgang, er han producer på serien inspireret af sin egen spillefilm, ’The Girlfriend Experience’ fra 2009. 2016-serien fokuserer på studinen Christine – Riley Keough fra ’Mad Max: Fury Road og Elvis Presleys barnebarn (!) – der af veninden Avery (Kate Lyn Sheil, der spillede Lisa i ’House of Cards’) bliver lokket ind i et sidegesjæft som luksusprostitueret med en ‘kæresteoplevelse’ som retten, hun skal servere.
Som hendes dobbeltliv tager fart, mister hun overblikket, og spindet af løgne bliver større og større i en verden, der langt fra er sukkersød og glamourøs.
Soderberghs kølige aftryk er smurt ud over ’The Girlfriend Experience’, der udkommer i et anderledes format som en dramaserie på 13 afsnit á kun 30 minutter stykket.
Premiere på CMore Play 12. april.
3. ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’ sæson 2
På trods af en overvældende barnlig naivisme og flere fallerede slapstick-momenter fik den Tina Fey-producerede ’Unbreakable Kimmy Schmidt’ alligevel fremprovokeret grin, kærlighed og fine anmeldelser. Og som en af de mest sete Netflix-serier glæder mange sig utvivlsomt til, at anden sæson er på vej.
Kimmy Schmidt (Ellie Kemper) forsætter, hvor hun slap i sidste sæson med sin nysgerrige og velmenende uvidenhed om livet uden for en sekterisk bunker, hvor hun har tilbragt adskillige år i troen på, at Jorden gik under. I anden sæson er hun stadig i selskab med Titus (Titus Burgess) og Jacqueline (Jane Krakowski), men møder også både en sød fyr, en sæsonløs julebutik og genfundet mod gennem en katte/kanin-video.
Netflix har i øvrigt allerede bestilt en tredje sæson.
Premiere på Netflix 15. april.
4. ‘Silicon Valley’ sæson 3
Som en af de mest originale og nørdelskende komedieserier til dato er ‘Silicon Valley’s tredje sæson stærkt imødeset.
Og tingene spidser til: Pied Pipers skæbne er uvis, efter Richard (Thomas Middleditch) i afslutningen på anden sæson mistede titlen som CEO, og dermed sit livsværk. Nu forsøger han at kæmpe sig tilbage sammen med sit programmør-entourage. Selvom Erlich Bachmann (T.J. Miller) nok er bitter over, at han ikke blev CEO frem for den ældre Jack Barker, er hele holdets støtte til Richard solid. Og mon ikke tredje sæson kommer til at udfolde outsidernes kamp tilbage til toppen, med adskillige bump på vejen.
Den humoristiske dialog, der altid balancerer mellem intelligent observation og ligefrem dude-humor, er med sit bidende portræt af teknologiens mekka ikke bare en hyperaktuel fortælling, men også en gedigen kvalitetskomedie. Og med fem stjerner til både første og anden sæson, tror vi på, at niveauet holder.
Premiere på HBO Nordic 25. april.
5. ‘Veep’, sæson 5
USA’s helt egen kvindelige præsident Selina Meyer er både rap i kæften, uheldig som bare fanden, dybt uvidende og omgivet af inkompetente medarbejdere. Og det har skam ikke ændret sig i femte sæson af komedieserien ’Veep’, hvor et genvalg kan gøre Selina til folkets helt egen POTUS.
HBO’s ’Veep’ er den komisk-skruppelløse pendant til Netflixs ’House of Cards’. Her er problemerne så banale, at de bliver betragtelige skandaler for Selina (Julia Louis-Dreyfuss), og hvor sloganet ikke lyder »Yes We Can!« men derimod det mere tilbageholdne »Maybe!«.
Humoren er knivskarp, satirisk og velskrevet i HBO’s Emmy-vindende serie, som blot bliver bedre og bedre for hver sæson. Vi satser på, at den opadgående kurve fortsætter i femte ombæring.
Premiere på HBO Nordic 25. april.
6. ‘Digging for Fire’
Joe Swanbergs film ’Drinking Buddies’ var noget af et særsyn, idet han havde ladet sine skuespillere improvisere til den helt store guldmedalje kun vejledt af en overordnet plotlinje og ikke et eneste nedskrevet ord – og til tider også med flere genstande indenbords.
Ligesom ’Drinking Buddies’ er Swanbergs nye film ’Digging for Fire’ nærmest 100 procent improviseret, og fra førstnævnte film har han taget Jake Johnson (’New Girl’), Anna Kendrick (’Pitch Perfect’) og Ron Livingston (’Boardwalk Empire’) med videre. Historien er simpel: Da Tim (Johnson) finder en pistol og en knogle i baghaven på det hus, hvor han ferierer med familien, bliver han besat af mysteriet. Hans kone Lee tager børnene med til sine forældre, så de får lidt tid hver for sig (Rosemarie DeWitt), og over en weekend kommer de på hver deres eventyr. Brie Larson, Mike Birbiglia, Sam Rockwell og Orlando Bloom (!) dukker også op undervejs.
The New Yorkers Richard Brody kaldte filmen en af 2015’s bedste og skrev: »I dens rolige, friske, komiske og muntre facon får ’Digging for Fire’ taget fat på nogle fundamentale fantasmer om den stereotypiske amerikanske drøm og påpeger de uløste modsætninger og store dramaer, der er på spil under dagliglivets overflade«.
Kan streames på Blockbuster nu.
7. ‘Banshee’ sæson 4
Den underholdende pulp-actionserie ’Banshee’ lakker mod enden, når fjerde og sidste sæson rammer HBO Nordic i starten af måneden.
’Banshee’ udspiller sig i en Amish-religiøs by, hvor en fange på flugt (Antony Starr) via en række forviklinger bliver sat ind som den nye sherif. Her kommer han blandt andet i karambolage med den lokale gangsterboss Kai Proctor (Ulrich Thomsen), ligesom fortiden truer med at indhente ham,
På trods af stigende ratings har hovedforfatteren Jonathan Tropper besluttet at stoppe, mens legen er god: »’Banshee’ har været en fantastisk rejse, og vi fortsætter med at forny os i fjerde sæson«, siger han og fortsætter: »Selvom vi klart overvejede en femte sæson, har jeg altid sagt, at når historien var fortalt, var det på tide at gå videre, og den tid er kommet nu«.
Ud over Ulrich Thomsen har den danske instruktør Ole Christian Madsen også en stor andel i serien, der er spækket med rå americana og vilde slåskampe. Madsen har instrueret afsnit siden første sæson og er tilmed showrunner på denne sidste sæson, så der er al mulig grund til at se med.
Premiere på HBO Nordic 2. april.
8. ‘Fear the Walking Dead’ sæson 2
Zombiefeberen er stadig høj med ’The Walking Dead’, der kører på sjette sæson, og anden sæson af prequelen ’Fear The Walking Dead’ undervejs. Efter en lidt sløv start fik forhistorien til AMC’s successerie fundet sine egne ben at stå på, således at den nye sæson sagtens kan være et kig værd.
»To kill the monster, you become the monster« lyder taglinen, der indleder den nye sæson, hvor den sammenbragte familie med Madison (Kim Clarke) og Travis (Cliff Curtis) i front forsøger at begribe den uforudsigelige katastrofe, der har ramt verden, med kampgejsten i behold.
Med et ganske betydeligt spring byder anden sæson på hele 15 afsnit modsat de blot seks i første sæson. Om det betyder, at vi får udfoldet præ-apokalypsen på tilfredsstillende vis, eller om det hele trækkes i langdrag, må tiden vise.
Premiere på HBO Nordic 11. april.
9. ‘Special Correspondents’
Efter samarbejdet på komedieserien ’Derek’ er der stadig god kemi mellem Netflix og Ricky Gervais i sådan en grad, at Ricky Gervais nu har skrevet, instrueret, produceret og medvirker i den originale Netflix-film ’Special Correspondents’, som er baseret på den franske film ’Envoyés très spéciaux’.
Ricky Gervais spiller sammen med Eric Bana de to radiokorrespondenter Ian og Frank, der får det til at lyde, som om de befinder sig i et turbulent Ecuador, men i virkeligheden sidder i en lejlighed i New York. Pludselig får de viklet sig selv ind i en kidnapningsskandale, der kræver deres faktiske tilstedeværelse i Ecuador, mens en bekymret amerikansk befolkning beder for deres sikre hjemvenden.
’Special Correspondents’ er kun den femte originale spillefilm fra Netflixs hånd – og forhåbentlig en del sjovere end deres lettere uforståelige Adam Sandler-samarbejde.
Premiere på Netflix den 29. april.
10. ‘The Path’
Eddie er fanget i en kult, som han ikke længere tror på. The Meyerist Movement, hedder den – med en karismatisk leder og tunge, familiebårne værdier, hvor utroskab er den største synd, i fokus. Men Eddie er bange for at gå imod sin tro, for så forsvinder familien, og muligvis er hans egen sikkerhed også i fare.
’The Path’ er ikke blot en appetitvækkende serier om religioner, kulter og psykologiske fangelege, men markerer også en tilbagevenden til serieformatet for både Aaron Paul fra ’Breaking Bad’, Hugh Dancy fra ’Hannibal’ og Michelle Monaghan fra ’True Detective’. Tre formidable skuespillere, der tørner sammen i Hulus helt store dramasatsning for 2016.
Paul indtager hovedrollen som Eddie, Monaghan som hans kone Sarah og Hugh Dancy som den uforudsigelige leder Cal Roberts.
Kan ses på HBO Nordic nu.