Efter flere måneders forsinkelse – og tilmed en halv times henstand på målstregen grundet »finishing touches« på radioudsendelsen – fik Drakes såkaldte playliste, ’More Life’, omsider premiere på rapperens OVO Sound Radio natten til søndag dansk tid.
Med hele 22 tracks og en spændvidde på lidt over 80 minutter er projektet en særdeles massiv affære, hvis spilletid er nøjagtig lige så lang som Drakes foregående album, ’Views’.
Rygterne angående ’More Life’ har svirret lystigt, hypen har hobet sig op, og ikke mindst mystikken omkring playliste-konceptet har været et element omgivet af polemik forud for udgivelsen. Hvordan skal formatet forstås? Og hvad endnu vigtigere er, hvordan lyder det hele? Her får du vores førstehåndsindtryk efter et døgn med ’More Life’.
1. Gammel vin på nye flasker
Da Drake sidste år bragte ’More Life’s mystifistiske playliste-koncept for dagen (selve formatet dissekerer vi i næste punkt), affødte det i hiphop-kredse en smule forvirring, men også et varsomt håb – for ville dette tiltag betyde en ny slags lyd? En ny (og givtig) måde at udgive musik på, som ingen havde tænkt på før?
Well, ikke helt. Faktisk langt fra. Hvis man musikalsk gjorde sig nogle som helst forhåbninger om nye facetter og atmosfærer set i forhold til den canadiske mastodonts hidtidige værker, er ’More Life’ næppe projektet, man får slukket sin nyskabelsestørst med.
Projektet består nemlig overvejende af tre forankringer, der i dag uløseligt hænger sammen med Drake: Flødestuvede crooner-skæringer (’Blem’, ’Nothings Into Something’, ’Teenage Fever’), bombastiske bangers (’No Long Talk’, ’Gyalchester’, ’KMT’), og slutteligt glødende tropefrugtvibrationer (’Passionfruit’, ’Madiba Riddim’, ’Fake Love’), som multitalentet stadig har et lidt for godt tag i.
Sagt på en anden måde lægger ’More Life’ sig mageligt et sted mellem ’Views’ og ’If You’re Reading This It’s Too Late’. Så kan man jo diskutere i ét væk, om det er en god eller dårlig ting.
2. Formatet er som skræddersyet til streaming
Hvad vil det overhovedet sige, at ’More Life’ er en playliste? At projektet skulle uropføres over æteren på OVO Sound Radio var en oplagt grund til at brændemærke det som sådant, eftersom utallige radiomixes trods alt er OVO-radioens bread and butter med livlige bidrag fra kendte producere, diverse OVO-affilierede kunstnere og et trofast kommentarspor fra værten Oliver El Khatib, der i tilgift er Drakes manager.
Men El Khatibs introducerende ord forud for premieren var ikke synderligt tilbundsgående og strakte sig blot over ganske få linjer, inden albummet – som ’More Life’ jo i virkeligheden er – blev sat i rotation og håbefulde lyttere var overladt helt til sig selv.
Nok er der flydende overgange sangene imellem, men det er intet, man ikke har set før. Derfor er ’More Life’s playliste-stempling i bedste fald misvisende, for i grunden kan man vel kalde et hvilket som helst album for en playliste.
Det er ikke utænkeligt, at Drake, under påskud af at have kreeret en uforpligtende og bugnende spilleliste, med dette album har haft særdeles gunstige streamingforhold for øje – både for sig selv og alle de førende streamingtjenester, som ’More Life’ er udgivet på. 22 numre er trods alt en monstrøs (nogle vil endda sige overlæsset) omgang, som utvivlsomt kan se frem til et utal af streams. Det må skæppe godt i kassen, men det var sådan set det samme, han gjorde på ’Views’.
Der er flere muligheder. Er det bare et fancy navn, så Drake kan kalde sig selv frontløber? Eller er det måden at italesætte et mere løst sammensat album, hvor han ikke nødvendigvis har tænkt alt for meget over sekvensering og sammenhæng? Et slags album, hvor man lige laver et par numre med Giggs i London og smækker dem på albummet uden at tænke alt for meget over det? Det er muligt, at det her er Drakes afslappede tilgang til at udgive en samling sange under én fane.
3. Klædeligt eldorado af features
Selv om playliste-formatet altså virker en anelse dubiøst, er der ingen tvivl om, at vi har med en vaskeægte hiphopstjerne at gøre. I alt 13 features pryder sanglisten – nogle mere overraskende end andre – og generelt er det klædelige og velvalgte gæster, Drizzy har udpeget.
Grime-talentet Giggs er i sit rette element på ’No Long Talk’ og ’KMT’, og Samphas velourvokal pynter gevaldigt på ’4422’. Men feature-medaljen går utvivlsomt til soulsanger-opkomlingen Jorja Smith, der med sit ustyrligt velsmurte stemmebånd på ’Get It Together’ får den bongotromme-fyldte house-seance til at lyde som en jazzet evergreen a la 90’ernes Frankrig. Kæmpe cadeau herfra.
I det hele taget skinner alle de engelske features på ’More Life’ (hvorfor det ikke er underligt, at legekammeraten Skepta har fået sit helt eget interlude), men også rapperne fra Guds eget land – navnlig Kanye West, Travis Scott og Young Thug – indgyder respekt.
4. Få bangers, men de slår fandens hårdt
Overlad det til ’More Life’ at levere hårdhændet og iskold bombast til ethvert hiphop-hoved, der sætter pris på en gedigen banger. Med lidt godt vilje er der omtrent syv-otte af slagsen her, og selv om det som sådan ikke betyder nogen gangbar fornyelse i Drake-øjemed, er størstedelen af dem bastante og fandens dragende.
Specielt de Giggs-assisterede ’No Long Talk’ og ’KMT’ gør sig positivt bemærket med en mere rustik tilgang end ellers, da den skippende bas i begge numre til forveksling lyder som en minimalistisk stortromme. Der er en sjælden gadebeskaffenhed over det – især i kombination med Drakes roadman-leveringer og Giggs’ råkolde stemmeføring.
5. Titlen og dens (transatlantiske) symbolik
Det er bemærkelsesværdigt, at titlen på projekten helt op til sin udgivelse blev brugt i flæng af Drake som en altomfattende frase: Til hans ’The Boy Meets World’-koncerter udgjorde ordene nærmest et støt mini-mantra, og på sin Instagram har han flittigt smidt referencer til både blomster og bier.
Den velkendte analogi om blomsterne og bierne behøver næppe at forklares yderligere, men hvordan skal den egentlig forstås i Drake-perspektiv?
Et forsigtigt bud kunne være, at Drake ser sig selv som bien, der bestøver blomsten – i dette tilfælde hiphop-kulturen – i kraft af sin åbenlyst transatlantiske inspiration. Han leger med patois-udtryk på ’No Long Talk’ (ved for eksempel ikke at udtale h’erne i thing), ’gyal’ i sangen ’Gyalchester’ er en patois-omskrivning af ’girl’, og ligeså er sangtitlen ’Blem’.
Derudover er det ingen hemmelighed, at Drake i noget tid har haft et særlig godt øje til Englands musik, på det seneste i særdeleshed den genopblussede grime-scene. Men også Sampha og Jorja Smith tildeles rummelig plads på ’More Life’, hvis titel altså måske skal forstås som en international og transatlantisk omspændende symbolik.
Læs også: Drakes ‘More Life’ er ude nu – med gæsteoptrædener fra Kanye West, Young Thug m.fl.