Det har været en del problemer med Nicki Minajs turné med Future. I USA blev den i første omgang aflyst nogenlunde samtidig med, at Nicki Minaj fik et mindre meltdown, fordi salget af hendes 2018-album ‘Queen’ ikke gik så godt som håbet. Billetsalget var vist gået dårligt, men den europæiske del af turneen skulle stadig være på programmet.
Men nu er Future altså hoppet af, hvilket betyder, at Atlanta-rapperen ikke er med, når Nicki Minaj gæster Royal Arena den 1. marts 2019. Til gengæld er der allerede fundet en afløser, der faktisk måske endda er endnu mere populær her i landet end Future.
Det er nemlig den unge emorapper Juice WRLD, der kommer med i stedet. Han har haft et exceptionelt succesfuldt 2018, hvor han hittede stort med den Sting-samplende ‘Lucid Dreams’ og albummet ‘Goodbye & Good Riddance’. Senest har han faktisk udgivet albummet ‘WRLD On Drugs’ med netop Future, som han jo erstatter på Nicki-turneen. Han har også været forbi et udsolgt Store Vega, hvor han gav en lidt upoleret men mestendels veloplagt koncert.
Navnet på turneen, der før var ‘NickiHndrxx Tour’, er nu også skiftet ud med ‘Nicki WRLD Tour’, men datoen for koncerten er stadig den 1. marts. Derudover skulle der vist også blive tilføjet lokale navne som opvarmning.
Da showet oprindeligt var annonceret som en co-headliner koncert, vil billetkøbere kunne få billetter refunderet, hvis de ønsker det. Billetter refunderes hvor de er købt indtil 1. februar 2019.
Nicki Minaj + Juice WRLD (US)
1. marts
Royal Arena
Billetpris: 320 / 370 / 470 / 550 kr.
Læs interview: Juice WRLD skal løfte emorap-arven fra Lil Peep og XXXTentacion