Efter ASAP Rockys fængsling i Stockholm fik dele af USA’s hiphopmiljø til at boykotte landet, er det nu den måske mest beef-glade og konfrontatoriske rapper overhovedet, der er ude efter Sverige: Azealia Banks.
Rapperen fra New York var nemlig i Sverige forleden, og det har åbenbart ikke været en rar oplevelse, hvis man skal tro hendes Instagram. Det startede med, at hun anklagede landet for skjult racisme, for at være kedeligt, og for ikke at have en mere liberal alkoholpolitik (der var åbenbart en, der ikke var så vild med Systembolaget?).
Derdover mente hun, at hun var undertykt af svensk socialisme, og at den slags styresystem aldrig måtte komme til USA – her er det måske værd at huske, at Banks er en fremtrædende Trump-støtte. Slutteligt var der denne godbid: »Jeg forstår godt, hvordan Sveriges passive aggression kombineret med en mangel på cocktails fik ASAP Rocky til at gå amok«.
De anklager virkede ret harmløse, men desværre var det her kun starten. Efterfølgende skrev rapperen, at hun »ville elske at se en eller anden bombe det her sted sønder og sammen«, så »alle I hvide røvhuller kan få noget at fucking græde over« – og så kaldte hun svenskerne for »grimme blonde grise«.
Men så kom den sande katastrofe. For det, der fulgte, var en storm af anklager, bombetrusler, flysex, slåskampe og FBI-involvering.
Efter besøget i Sverige røg Azealia Banks nemlig i et klammeri på et SAS-fly, hvor hun anklagede flypersonalet for at have begået vold og racediskrimination mod hende.
I en video, Banks har lagt op fra flyturen, filmer hun en passager på sædet bag sig og råber først »denne hvide dame lige her tror, at mig og min kæreste har haft sex på flyet«. Derefter skændes hun med en kvinde fra flypersonalet, som hun råber »du slog mig lige!« til – hvortil kvinden svarer »nej, jeg gjorde ej«.
Efterfølgende har Azealia Banks skrevet til SAS, at hun var udsat for racisme og vold fra flypersonalet, og at de skal kontakte hende. Svenske Expressen fortæller dog, at SAS via en pressetekst har udtalt følgende: »Vi kan bekræfte, at der var en episode på flyet til Los Angeles fra Arlanda, hvor en passager opførte sig meget upassende overfor andre passagerer og vores personale ombord. Politiet og FBI måtte kontaktes, da flyet landede i Los Angeles«.
Og sådan sluttede Azealia Banks’ svenske eventyr altså: Med FBI og politi i Los Angeles’ lufthavn. Slutteligt har rapperen på Instagam skrevet et længere post om, at hun altså ikke vil have, at nogen bomber nogen. Og at hun midt i sin utilfredshed under Sverige-besøget besluttede sig for at trolle pressen – i dette tilfælde de »racistiske svenske medier«.
Episoden er langt fra Azealia Banks’ første kontrovers. Hun har før været i medierne på grund af heftige beefs med Cardi B, Rihanna og mange flere. Engang har hun edda været i håndgemæng med Russell Crowe. Tidligere i år var hun også ude i en konflikt med flypersonalet på et fly til Dublin, hvor hun endte med at kalde irske kvinder »grimme« og brugte racistiske ordvalg.
Læs også: Efter dommen: ASAP Rocky-sagen var en perfekt storm af fake news, sociale medier og Donald Trump