Der blev eksperimenteret i dansk film i 2019, med alt fra dansk fantasy til Bergman-inspireret artfilm, sønderjysk minimalisme og kønspolitisk sprængfarlige fortællinger. Noget lykkedes til fulde, andet strandede enten ved billetlugerne eller kritikernes dom, men i det mindste blev der taget chancer både blandt nye og etablerede stemmer. Tilbage står en kvalitetsmæssigt mellemgod, men løfterigt vovet årgang. Her er de fem film, der betog os mest i det forgangne år.
5. ’Før frosten’
Et historisk drama uden afsæt i hverken en roman eller en virkelig begivenhed er et særsyn i dansk film, men den originale tilgang til fortællingen gav et frihedsbrev til instruktør Michael Noer og manusforfatter Jesper Fink, der kunne fokusere deres kræfter på at skabe autentisk detaljerigdom i miljø- og karaktertegningen. Jesper Christensen er umanerligt intens som bonden, der kommer i så store problemer efter en fejlslagen høst, at han tvinges til at gifte sin datter væk til en rigmand, hun intet har til overs for. Der kræves visse usandsynligheder for at få plottet til at gå op, men aldrig har en dansk film givet et så medrivende og realistisk indblik i, hvordan det var at leve i Danmark før industrialiseringen.
Læs vores anmeldelse.
4. ’Cutterhead’
I kølvandet på ’Den skyldige’ kom endnu en svedfremkaldende dansk lavbudgetsthriller skabt på en enkelt location. I Rasmus Kloster Bros debut skal en ung pr-medarbejder fortælle historien om det københavnske metrobyggeris mange gæstearbejdere, da en ulykke låser hende inde i et trykluftsbor med to af dem. Pludselig er hendes liv i deres (og skæbnens) hænder, mens hun – som luften svinder ind – også bliver konfronteret med sine egne grimmeste sider. Som publikum glemmer man selv at trække vejret, mens Kloster Bro bedragerisk enkelt og effektivt iscenesætter både overlevelseskampen og de moralske dilemmaer, der leverer stof til eftertanke for alle, der nyder den vestlige verdens privilegier uden at tænke så meget over, hvordan fundamentet for dem bliver lagt.
Læs vores anmeldelse.
3. ’Onkel’
Frelle Petersens lille sønderjyske filmperle gik på forunderlig vis hen og blev en af årets største danske biografoplevelser, som med sparsom dialog (der går rundt regnet et kvarter, før nogen ytrer flere ord end »nutella«) og et jordnært billedsprog fra de flade markvidder tegnede et uendeligt fint portræt af en ung kvinde og hendes gamle onkel i et landmandsprovinsmiljø, der sjældent ses skildret som andet end bonderøvspunchlines i dårlige folkekomedier. Hovedrolleindehaver Jette Søndergaard er en åbenbaring som en forsagt, jysk Frances McDormand, hvis tørre repliklevering dækker over en konflikt mellem behovet for at knuge sig fast til hverdagens monotone tryghed i lyset af en stor tragedie og drømmen om at stå på egne ben.
Læs vores anmeldelse.
2. ’Cold Case Hammerskjöld’
Mads Brügger har for længst skrevet sit eget kapitel i dansk dokumentarhistorie med ’Det røde kapel’ og ’Ambassadøren’, men han overgik sig selv med ’Cold Case Hammerskjöld’, der kombinerede hans formudfordrende og provokerende stil med hans journalistisk set mest hårdtslående stykke arbejde hidtil. I samarbejde med den utrættelige svensker Göran Björkdahl når han på forbløffende vis frem til et sandsynligt svar på mysteriet om den tidligere FN-generalsekretær Dag Hammerskjölds død ved flystyrt over Afrika i 1961, mens Brügger selv i et ærligt øjeblik må lade sin vanlige hang til performance og maskerade falde. Det kan godt være, filmens sidste del om aids- og white supremacy-sammensværgelser var på grænsen til det konspirerende, men det var omvendt heller ikke så grebet ud af den blå luft, som nogle medier har ønsket at gøre det til. Uanset hvad er ’Cold Case Hammerskjöld’ en sensationel film.
Læs vores anmeldelse.
1. ’Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge var ikke bare årets bedste danske film, men slet og ret en af de forgange årtis vigtigste. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
Læs vores anmeldelse.
Se også: DE BEDSTE SERIER I 2019
Se også: DE BEDSTE FILM I 2019