’Før frosten’: Jesper Christensen triumferer i Michael Noers forfriskende anderledes periodedrama
Jeg kan næsten se dem for mig: Historikerne, der som vanligt sidder klar med deres støvede bøger og historiske fakta for at udpege fejl og anakronismer i Danmarks nyeste periodedrama.
Selvom jeg på ingen måde er ekspert i traditionelle høstteknikker og dansk landbrugshistorie, tror jeg imidlertid godt, de kan klappe bøgerne sammen og gemme slettelakken væk. ’Før frosten’, Michael Noers første danske historiske drama, emmer nemlig af den kærlighed til rå realisme, der i varierende grad har været den dokumentarskolede instruktørs trademark siden debutspillefilmen ’R’.
Nuvel, visse friheder har han vel nok taget sig. For eksempel tror jeg ikke, man talte helt så københavnersnøvlende på 1850’ernes Sjælland. Men det gør nu ikke noget, for den hverdagsagtige sprogbrug understøtter blot en følelse af, at filmen – modsat mange danske historiske dramaer – er forfriskende realistisk i sin granskning af mudderindsmurte furer i et råt danskergråligt lys, der mesterligt indfanges af den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen.
Furerne tilhører vores egen realismekonge Jesper Christensen. Midt i det grå mørke indtager han den altoverskyggende rolle som bondemand Jens, der ser sig nødsaget til at sælge sin sjæl til storkapitalen og gifte sin datter (Clara Rosager) bort til en »ækel svensker« for at sikre slægtens fremtid.
Der er ikke noget at sige til, at Christensen allerede har høstet internationale priser for sin fremførsel. Den gamle James Bond-skurk og Bænken-dranker er med sin krognæse og sine tvetydige blikke som født til rollen som krumbøjet og moralsk udfordret landmand anno 1850.
Hans triumf skyldes ikke mindst manuskript af Jesper Fink og Michael Noer, der lader Jens både skrumpe og vokse gennem fortællingen. Den gamle bonde pendler mellem det læselige og det ulæselige og forbliver derved lige så troværdig som omgivelserne i ’Før frosten’.
Helt det samme kan ikke siges om flere af de andre nøglekarakterer eller om det overordnede plot, der tager et par voldsomme og til tider utroværdige drejninger undervejs.
Den ellers prisværdige realisme pibler som en mus tilbage i sit hul, når dronning Elizabeth-lookalike og svenskermor Ghita Nørby begynder at stille overdrevne krav om »rotteudryddelse« til den betrængte Jens. Og særligt Elliot Crosset Hove – der siden ’Vinterbrødre’ er blevet lidt af en stjerne på min himmel – får aldrig rigtigt lov til at falde til rette i rollen som Jens’ stakkels nevø Peder, der protesterer lidt for højt over svenskens komme.
Hans dramatiske handlinger er på ingen måde uforståelige. De kommer bare lidt for abrupt og for kluntet til udtryk i filmens lidt afhægtede sidste del.
Alligevel er der masser at komme efter i ’Før frosten’, der i hvert fald tonalt gør noget, som mange danske periodedramaer hverken formår eller synes at stræbe efter. Den ligner, lyder, nærmest stinker af levet liv og realisme. Det er forfriskende efter et år med store glansbilledportrætter som ’Lykke-Per’ og ’I krig og kærlighed ’.
Kort sagt:
Pragtpræstation fra Jesper Christensen og betagende usentimental historieformidling vejer op for et vaklende plot i ’Før frosten’.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019