De sidste par sange, vi har fået fra Branco, har vidnet om internationale ambitioner. Han har således haft besøg af den britiske stjerne Kojo Funds på ‘Ballin’ og derefter remixet det franske hit ‘Djomb’ af Bosh.
Sådan nogle internationale krydderier er der ingen af på ‘Tempo’. Til gengæld er Brancos nye single en opdateret version af ‘Bonnie & Clyde’. Sangen handler om at køre væk fra det hele (antageligvis i en meget dyr bil), og der er også udkommet en minivideo til sangen, hvor et kærestepar (manden spillet af Dulfi Al-Jabouri) røver en bank og racer afsted fra gerningsstedet.
Sangen er Brancos fjerde solosingle i 2020, og han har derudover også udgivet det storhittende ‘Euro Connection’-album med Gilli. Det vides endnu ikke, om ‘Tempo’ kommer til at være med på ‘Baba Business 2’-albummet, som Branco har teaset løbende.