Eminem og Snoop Dogg kolliderede sidste sommer, da sidstnævnte udtalte, at Eminems succes i høj grad skulle tilskrives Dr. Dre – og at Eminem i øvrigt ikke var i nærheden af at nå hans top 10 over yndlingsrappere. Og nu lader det til, at beefen ikke bliver henlagt til det herrens år 2020.
Snoop Dogg kommenterede over weekenden på Eminems modsvar på sangen ‘Zeus’ fra ‘Music To Be Murdered By – Side B‘. I et kommentarspor på en Eminem-fanside på Instagram skrev han: »Bed til, at jeg ikke svarer på det her soft ass shit«.
På ‘Zeus’ omtaler Eminem sin noget overraskende beef med Snoop Dogg, som han har lavet flere numre med, med ordspillet:
»As far as squashing beef I’m used to people knocking me / But just not in my camp/And diplomatic as I’m tryin’ to be / Last thing I need is Snoop doggin’ me / Man, Dogg, you was like a damn god to me / Meh, not really (haha) / I had dog backwards«.
Eminem har siden motiveret linjerne i et interview i radioprogrammet Shade 45, hvor han særligt nævner, at det var Snoop Doggs tone, der fik ham til at nævne rapperen på ‘Zeus’. Og det er altså denne uddybning af disset, som Snoop Dogg mener er »soft ass shit«.
»Det var mere måden, han sagde det på, der overraskede mig. Jeg havde det sådan: ‘Hvor kommer det her fra?’ Vi har lige været sammen, what the fuck? Det hev mig ud af den«.
Eminem fortsætter: »Jeg kunne sikkert godt være kommet mig over tonen og alting, hvis ikke det var for den sidste statement, hvor han sagde: ‘Når det gælder musik, jeg godt kunne leve uden, så kunne jeg sagtens leve uden det lort’. Det var bare respektløst. Det tog mig på sengen. Jeg var ikke klar på det«.