Dansk skuespiller i ny ’Fast & Furious’-film: »Vin Diesel var enormt støttende«

Danske Thue Ersted Rasmussen har fået chancen i en stor birolle i en af verdens største filmfranchises med den biografaktuelle ’F9’. På optagelserne fik han opmuntring fra Vin Diesel, når replikken var svær – og bag kulissen havde han Mikkelsen-brødrene med som behjælpelige livliner.
Dansk skuespiller i ny ’Fast & Furious’-film: »Vin Diesel var enormt støttende«
Thue Ersted Rasmussen i 'F9'. (Foto: Giles Keyte/Universal Pictures)

Vi er vant til, at hårdtpumpede actionstjerner som Dwayne ’The Rock’ Johnson og Vin Diesel pryder plakaterne, når endnu en ’The Fast and the Furious’-film lander i biograferne. Men der har faktisk også været danskere på de stjernespækkede rollelister.

I ’Fast and the Furious 6’ var det Thure Lindhardt og bodybuilderen Kim Kold, der fik lov til at kanalisere deres indre dæmoner ud igennem to skurkeroller, som dog bød på ganske få replikker og begrænset skærmtid.

Og nu træder Thue Ersted Rasmussen så ind på scenen i den biografaktuelle ’F9’ med en rolle, der ligeledes er ond og modbydelig. Men det er også en af filmens største biroller.

35-årige Rasmussen, der herhjemme nok endnu er et relativt ukendt navn, men bedst er kendt for sine roller i ’Sygeplejeskolen’ og Melvin Kakoozas ’Sunday’, spiller en diktatorsøn ved navn Otto, der arbejder sammen med Dom Torettos hidtil ukendte bror, Jakob Toretto (John Cena). De to skurke fungerer som forretningspartnere for at opnå deres mål, og sammen forsøger de at nedkæmpe Doms team/familie, som er lige i hælene på dem.

Thue Ersted Rasmussen i ‘F9’. (Foto: Giles Keyte/Universal Pictures)

Det virker umiddelbart som enhver skuespillers drøm, når telefonen ringer fra Hollywood, og selvom det ikke tog lang tid for Rasmussen at sige ja tak til rollen, var han alligevel en smule modvillig i starten, da tilbuddet landede på hans bord:

»Jeg fik tilbuddet i 2019. I første omgang tænkte jeg: ’Jeg gider ikke lave det, der er alligevel ikke nogen chance for, at jeg lander den her rolle, og jeg kan lige så godt bruge min energi på andre auditions, hvor der er mulighed for, at jeg lander den’. Men min agent fik mig overtalt til at lave et bånd alligevel, og min gode ven (skuespiller, red.) Casper Crump hjalp mig med at få sendt det afsted«, fortæller den teaterskoleuddannede skuespiller, da vi møder ham på Frederiksberg op til premieren.

»Da jeg så så båndet dagen efter, så tænkte jeg: ’Det er sgu ret godt det her, jeg er ret stolt af det, jeg har fået lavet’. Så gik der en måneds tid, og så fik jeg svar: De gerne ville have mig med om bord. Så lavede de et udkast til en kontrakt, og jeg jo ved at falde om. Jeg kunne slet ikke forstå det«.

»You got this«

Pludselig var intime produktioner præget af en familiær stemning som ’Sygeplejeskolen’ skiftet ud med et voldsomt setup, hvor der nogle dage kunne stå op til 1500 mennesker bag kameraet, som var afhængige af, at skuespillerne reciterede replikkerne korrekt – helst i første hug.

»Det er så stort et maskineri, at det nærmere er en hærdeling. Der er så mange mennesker, som skal stå klar, for at skuespillerne kan levere. Det er jo et enormt pres«.

Alligevel var der stor opbakning fra kollegaerne på settet – særligt fra selveste Vin Diesel, hvilket gav et selvtillidsboost.

»Vin var enormt støttende, og da jeg havde bevist mit værd, sagde han: ’Det er fedt, min dreng, go on!’. På et tidspunkt havde jeg også svært ved en replik, og der sagde han: ’Just say whatever you want, man. It’s your role. You got this’«.

»Jeg følte stor støtte fra Vin, og fra Charlize (Theron, red.) var der godt kollegaskab. Da jeg spillede sammen med hende, forsøgte jeg at lægge mærke til, hvilke tekniske ting jeg kunne gøre, så hun fik det federe – altså være en god kollega. Den rolige kollegiale tilgang, den fungerede godt for mig. (…) Jeg skulle lige lægge janteloven til side, og så sige: ’Kom så Rasmussen, nu skal du bare vise dem, at du er god nok til det her’«.

Thue Ersted Rasmussen i ‘F9’. (Foto: Giles Keyte/Universal Pictures)

Helt afslappet blev stemningen på holdet, da instruktøren havde fødselsdag.

»Justin (Lin, red.) havde fødselsdag, så vi holdt fest for et lille lukket selskab, og vi endte klokken fire om morgen med at stå skidefulde og synge karaoke. Der føltes det pludselig venskabeligt. Jeg sang ’With a Little Help From My Friends’«.

Ud over stjernekollegaerne stiftede Thue Ersted Rasmussen selvfølgelig også bekendtskab med biler og locations i millionklassen. Selv fik danskeren lov til at smadre en helt særlig bil.

»Jeg fik kørt nogle ret funky biler. Jeg fik lov til at smadre en Jaguar Limited Edition ind i en væg, og jeg lavede også nogle stunts. Det var jo helt vildt fedt, for jeg har aldrig prøvet at lave stunts i danske film før. (…) Jeg var kun med i Los Angeles, Edinburgh og London. De tre steder er fuldstændig fænomenale. Tænk at stå i Edinburgh, og så lukker de domkirken af, hvorefter der kommer 500 statister ud efterfulgt af mig. Det var en kæmpe oplevelse«, siger danskeren, der dog ikke selv går så meget op i biler.

»Det er jo pinligt at være med i ’Fast & Furious’ uden at eje en bil. Jeg har min cykel, og det synes de altså var noget underligt derovre«.

Danskerfællesskab i udlandet

For Rasmussen var det også en stor hjælp, at han mærkede et tæt fællesskab blandt de danske skuespillere i udlandet. Det blev undervejs naturligt for ham at ringe til Lars eller Mads Mikkelsen eller til Casper Crump, der medvirkede i Disneys nye Tarzan-film, for at fået godt råd eller bare en hurtig sludder, når der var brug for det.

»Jeg var så heldig, at jeg har et godt forhold til nogle af de danske skuespillere, blandt andet Mikkelsen-brødrene og Casper (Crump, red.), der har været i udlandet og arbejde. Når jeg så var i tvivl om et eller andet, så kunne jeg altid lige gribe knoglen og give dem et ring, og der kunne jeg mærke, at vi var gode til at passe på hinanden«.

Thue Ersted Rasmussen i ‘F9’. (Foto: Giles Keyte/Universal Pictures)

Faktisk er der et større netværk på tværs af danske skuespillere i udlandet.

»Vi snakker sammen, og for eksempel udvekslede jeg erfaringer med Peter Christoffersen (’Når støvet har lagt sig’), som er nede og filme en fed serie (’Raised by Wolves’, red.) sammen med Amanda (Collin, red.). Så ringede Lars (Mikkelsen, red.), og så kunne jeg også lige få en snak med ham«.

»At dele erfaringer og frygt – det er virkelig fedt, når vi kan det. Altså når vi ikke ser hinanden som konkurrenter, men som ligeværdige. Vi forstår hinanden og er med på, hvor hårdt det kan være med ensomheden og presset«.

’F9’ kan ses i biografen 24. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af