‘The Legend of Tarzan’: Tarzan-nyfortolkning er himmelråbende anonym
‘The Legend of Tarzan’ er instrueret af manden bag de sidste fire ‘Harry Potter’-film (samt den kommende J.K. Rowling-filmatisering ‘Fantastic Beasts and Where to Find Them’), og på papiret lød projektet særdeles lovende.
Craig Brewers (‘Hustle and Flow’, ‘Black Snake Moan’) præmis bruger Edgar Rice Borroughs karakter lidt på samme måde som Steven Spielbergs ‘Hook’ fra 1991 gjorde, da den genopfandt Peter Pan som en helt almindelig voksen, og skuespillerne (Alexander Skarsgård i titelrollen og Margot Robbie som Jane) er – i hvert fald efter udseende og fysik at dømme – umiddelbart velvalgte.
Så ved første øjekast syntes der altså at være potentiale i denne nye udgave af action-eventyret. Men beklageligvis er der ikke meget pænt af sige om den færdige film.
I 1880’ernes London lever Lord Greystoke et civiliseret liv sammen med sin kone, Jane Clayton, og den velhavende John Clayton III er således ved historiens begyndelse ikke længere, som han beskrives i legenden, et lændeklædeklædt spøgelse i Congos trækroner. Men så overtaler den garvede jæger George Washington Williams (Samuel L. Jackson) ham til at vende tilbage til den afrikanske jungle.
Forhistorien – den klassiske fortælling om Tarzans opvækst blandt aberne – opridses i flashbacks, og i nutiden hyrer høvdingen Mbonga (Djimon Hounsou) den lede opportunist Leon Rom (en typecastet Christoph Waltz, hvis skuespil ikke afviger fra hans tidligere præstationer) til at fange den forhenværende liansvinger, som han vil hævne sig på. Denne konflikt og kontrasten mellem Tarzans tidligere og nye jeg får dog ikke tilstrækkelig plads til at give grobund for nævneværdig dybde, for da Rom kidnapper Jane, sættes den farefulde jagt i centrum.
Men ‘The Legend of Tarzan’ leverer heller ikke varen som slå-hjernen-fra-blockbuster. Actionscenerne er tamme, især fordi de i høj grad bærer præg af at være computerskabte. Alle dyrene er realiserede uden den stoflighed, der får det til at ligne, at de er til stede side om side med menneskerne.
Desuden er Skarsgårds joviale ping-pong med Samuel L. Jackson omtrent lige så vittig og raffineret som en slidt pruttepude, og generelt gør en mangel på personlighed og friskhed filmen næsten himmelråbende anonym.
Kort sagt:
David Yates’ ‘The Legend of Tarzan’ med Alexander Skarsgård og Margot Robbie har meget lidt at byde på, for den har slet ingen kant, og hverken i de utilfredsstillende actionscener eller i resten af filmen bliver dyrene, hovedkaraktererne eller tematikkerne gjort levende og interessante.