KOMMENTAR. Young Thugs nye album ‘Punk’ er hans med afstand mindst mindeværdige. Og det er faktisk til dels min skyld. Mig, og alle de andre, der i årevis højlydt krævede, at den originale, utilregnelige artist skulle lave album.
Ja, album: Ikke bare kaotiske, spraglede mixtapes og løst sammensatte udgivelser. Men et stort værk. Noget sammenhængende. I lang tid var Thug jo en rapstjerne uden et egentligt studiealbum på cv’et.
Det har Atlanta-rapperen så lavet om på de seneste år, hvor han har omfavnet en mere reguleret og (gisp) normal udgivelsesproces. Først med ’So Much Fun’ fra 2019, så med opsamlingsudgivelsen ’Slime Language 2’ fra tidligere i år, og senest med ’Punk’.
De udgivelser har frem for alt vist én ting: Vi skulle aldrig have bedt Jeffery Lamar Williams, som han hedder, om at ændre sig. De polerede albumudgivelser har nemlig fjernet meget af det, der gjorde Thug interessant til at starte med.
På ’So Much Fun’ forsøgte han for første gang at underordne sin kaotiske stil en vis orden.
Albummet er fyldt med buldrende trap-bangers og har en masse sjove festsange – det er langt fra mislykket. Men det har ikke den gakkede galskab, der engang fik mig til at sammenligne ham med et menneskeligt heksehyl.
Hvis vi lige skal opslide fyrværkerimetaforikken, kan man måske sige, at ’So Much Fun’ var mere som en håndfuld knaldperler end et kanonslag. Sjovt nok, men ikke noget hvor man tænkte: Hvad i alverden er mine ører lige blevet udsat for?
Det er måske ikke fair at kalde ’Slime Language 3’ for et album, men alligevel: Det virkede som en salgs knæfald til streamingindustriens tankegang om, at flere gæster + flere sange per album = mere succes.
Det er dog først med ’Punk’, at det er gået helt galt for Young Thug. På sit nye album forsøger Atlanta-rapperen at skabe et form for stilskabende værk. Han gentænker hele sin lyd. Lidt som tidligere stjerner som Kanye West og Lil Wayne har gjort på henholdsvis ‘808s & Heartbreak’ og ‘Rebirth’.
Resultatet er desværre mere katastrofalt a la sidstnævnte Lil Wayne-eksempel: ‘Punk’ er en raket fyldt med vådt krudt. (Okay, det var den sidste fyrværkerimetafor, jeg lover.)
Her er meget få mindeværdige flows, et stort fravær af fængende omkvæd og nærmest ingen steder, hvor Thug største kvalitet – hans utilregnelige stemmebrug – skinner igennem.
I stedet holder han sig tilbage. Som en person der ikke helt tør være sig selv til en fest, fordi han ikke helt kender de andre gæster.
Rapperen har udtalt, at det her album er mere indadvendt og personligt, hvilket det måske også delvist er. Thug nævner sin brors fængsling og ulykkelige kærlighedsforhold på spoken word-introen ‘Die Slow’.
Men Young Thugs musik har altid føltes forankret i virkeligheden og i rapperens følelser. Det er ikke noget nyt. Det nye er bare, at han formulerer sig langt mindre originalt end før.
Albummets svageste side er dog produktionerne. Lydbilledet er så tilbageholdende, at de fleste beats føles ikkeeksisterende.
Der er masser af cocktailbar-klaver og akustisk easy listening-guitar. Nogle gange endda på samme sang, som på ’Insure My Wrist’. Thugs stemme forsvinder i de her anonyme lyde.
Det er lige til at falde i søvn til. Især mod slutningen af det 20 sange lange album, hvor numre som ‘Faces’, ‘Droppin Jewels’ og ‘Fifth Day Dead’ begynder at smelte sammen til én klæg klump af akustisk singer/songwriter-rap.
Man savner helt knaldperlerne fra ’So Much Fun’ – der skete der da i det mindste et eller andet. Faktisk er der endda, mærkeligt nok, en lille håndfuld sange, der lyder som overskydende materiale fra 2019-albummet.
Som Juice WRLD-samarbejdet ’Rich Nigga Shit’ og ’Bubbly’ med Travis Scott og Drake. De sange passer overhovedet ikke ind den overordnede æstetik, men de vækker i det mindste albummet fra sin lejrbålsslummer.
Apropos: ’Punk’ (som albummet selvmodsigende nok hedder) er mange steder blevet kaldt lejrbålsmusik, hvilket til dels passer fint nok. Hvis der hentydes til, at en diskret guitar frembringer ekstremt søvndyssende lyde.
Hvilket er ekstremt frustrerende, for Young Thug har jo bevist, at han sagtens kan mestre den her halvt country-agtige trap-variant på det undervurderede ’Beautiful Thugger Girls’-mixtape.
Den udgivelse lagde grundstenene for det, Lil Nas X senere gjorde til country-rap på ’Old Town Road’. Men ’Punk’ har meget lidt af de melodier eller den sangskrivning, der løftede ’Beautiful Thugger Girls’.
Hvad i alverden er der gået galt?
Måske er Thug helt enkelt blevet opslugt af sin egen hype. I et nyligt interview hos Complex er rapperen megaloman på Kanye-niveau. Han har åbenbart isoleret sig i et studiekompleks, hvor alle gæster skal have hvidt tøj på. Bygningen får han omringet af kunstig is og sne, selv når der er varmt udenfor. Ikke særlig klimavenligt, Thug!
Den slags opførsel skal man da have lov til, hvis man er et musikalsk geni. Men på ’Punk’ er det, som om sangene på ingen måde kan følge med de store armbevægelser. Thug tror nok, han har lavet et enestående, genialt værk. I virkeligheden har han barberet alt det væk, der gjorde ham speciel.
Forhåbentlig udgiver han et mixtape næste gang. På den type udgivelser plejer han jo at være et festfyrværkeri.