Det er ikke nemt at være Pete Davidson i disse dage. Først disser Kanye West ham med en slet skjult trussel, og nu melder Jake Paul sig så ind i kampen.
Det sker på Twitter, hvor YouTube-stjernen blandede sig i kontroversen, efter West truede med tæsk i den nye sang ‘Easy’.
Efter truslen er det kommet frem, at Davidson har hyret private sikkerhedsvagter – ikke fordi han frygter West, men derimod hans fans, hvilket Paul på drilsk vis ikke kunne lade være med at kommentere på.
At Paul disker op med det, der vel bedst kan beskrives som en lam trussel, er ikke overraskende, for de to har ligget i infight i længere tid.
Da youtuberen sidste år skulle bokse mod Ben Askren, var det netop Davidson, der interviewede ham op til dysten.
Det gik dog slet ikke som planlagt, og det blev helt tåkrummende, da interviewet kørte af sporet med latterliggørelse af en tydeligt irriteret Jake Paul.
Beefen blev taget til nye højder i efteråret, da ‘Saturday Night Live’ langede ud efter Paul og hans boksedrømme i en komisk sketch med Jason Sudeikis.
Her kunne Davidson ikke dy sig for at dukke op, og da han tonede frem på skærmen, var det (naturligvis, fristes man til at sige) som en bevidst bøvet udgave af den unge Paul-bror.