Denne uges modeuge kunne på en måde ikke være timet bedre. Den finder jo sted lige på det tidspunkt, hvor Danmark er åbnet op igen. Men selvfølgelig sætter pandemien stadig sine spor, for alt er jo ikke helt normalt igen.
Ganni valgte for eksempel at holde deres show digitalt. Det danske brand gjorde så til gengæld ekstra meget ud af det ved at afholde en minikoncert med Jada på Vega, som du nu kan se på YouTube.
Det 14 minutter lange klip har faktisk en slags behind the scenes-agtig følelse. Vi møder Jada og en håndfuld dansere – alle iført Ganni, naturligvis – backstage og følger dem rundt i alle mulige afkroge af det københavnske spillested. Hvorefter Jada så spiller et kort show, der blandt andet inkluderer ‘Nudes’, ‘On Me’ og den seneste single ‘Something To Say’.
Nu skal man selvfølgelig ikke vurdere en livevokal ud fra en redigeret video, men det lyder som om, Jada er i fremragende liveform. Hvilket er godt nyt, for i år har hun planer om at spille blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og NorthSide.
Et album skulle også være på vej, fortalte Jada, da Soundvenue talte med hende i starten af året.