Siden ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ har filmfronten i galaksen langt, langt væk været rimeligt svag. Det har set mere ud, som om fremtiden for ’Star Wars’ lå hos Disney+-serierne, især med den længe ventede ’Kenobi’-serie, som kommer næste måned.
Der har dog været rigeligt med rygter om nye film. Et samarbejde med ’Wonder Woman’-instruktør Patty Jenkins gik i vasken, mens Taika Waititi efter sigende har planer om en ’Star Wars’-film.
Nu går der også rygter om, at serieskaberen Damon Lindelof arbejder på en film til universet, rapporterer The Ankler. Lindelof skulle efter sigende skrive på en ’Star Wars’-film, men meget mere vides der ikke.
Efter den store succes af ’Watchmen’ har Lindelof holdt relativt lav profil. Han skriver på en mindre Peacock-serie, men det ville give god mening, hvis han arbejdede på noget stort og hemmelighedsfuldt.
Lindelof har haft stor succes med sine serier, fra ’Lost’ til ‘The Leftovers’ og altså ‘Watchmen’, mens hans film har været en mere blandet landhandel.
Blandt nederlagene ses ’Tomorrowland’ og ’Cowboys & Aliens’, men han producerede også de nye ’Star Trek’-film, så han er i det mindste vant til rabiate, eller, ahem, passionerede sci-fi-fans.