‘Atlanta’ sæson 4
Med mesterværket ’Atlanta’ har Donald Glover vist sig som en af serielands mest visionære auteurs i nyere tid. Opusset er en skiftevis hårdtslående og poetisk tackling af, hvordan det er at være sort og desillusioneret i USA, men også en komplet uforudsigelig seriestørrelse, hvor hvert afsnit fungerer som en perfekt afrundet novellefilm spækket med overraskende drejninger.
Nu kommer fjerde og sidste sæson, hvor slænget vender tilbage til Atlanta efter at have været på turné i Europa.
Udover Glover består hovedcastet af Brian Tyree Henry, Lakeith Stanfield og Zazie Beetz.
Kan ses på Disney+ fra 28. december.
‘Kaleidoscope’
Netflix har aldrig været blege for at eksperimentere med formater. Det beviste de med den interaktive ‘Bandersnatch’. Nu forsøger de igen at ændre formatet med ‘Kaleidoscope’.
Serien består af otte afsnit, der bliver vist i tilfældig rækkefølge – med undtagelse af finaleepisoden, som altid vil blive afspillet til sidst.
‘Kaleidoscope’ er executive produceret af Ridley Scott og er løst baseret på den virkelige historie om tyveriet af op mod 70 milliarder dollar i obligationer, der blev stjålet fra USA’s mest sikre bankboks i Manhattan under Orkanen Sandy.
Giancarlo Esposito spiller lederen af røverholdet, mens Rufus Sewell spiller hans ærkefjende. Hvert afsnit springer rundt i en ambitiøs tidslinje på 24 år, hvor man ser årene op til kuppet, holdets forberedelser og månederne efter røveriet.
Kan ses på Netflix fra 1. januar.
‘Nope’
Jordan Peele er på få år blevet en af USA’s mest skelsættende instruktører efter det banebrydende gennembrud med ’Get Out’ og den skarpe efterfølger ’Us’, satiriske horrorfilm med tematisk slagstyrke.
I ‘Nope’ følger man Daniel Kaluuya i rollen som hesteopdrætter for filmbranchen, der overtager familiens ranch sammen med sin søster, spillet af Keke Palmer, efter deres fars død. Pludselig skal de kæmpe mod overnatulige kræfter, da en mystisk, ondsindet sky, som hænger over det lille lokalsamfund, begynder at røre på sig.
Filmen fik fem stjerner af Soundvenues anmelder ved biografpremieren, og nu lander den så på streamingtjenesterne.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay fra 2. januar.
‘Reservation Dogs’ sæson 2
Første sæson af Taika Waititi og Sterlin Harjos ‘Reservation Dogs’ var en af 2021’s absolut bedste serier.
Serien, som er den første af sin slags udelukkende med indfødte amerikanere på rollelisten, følger fire elskeligt skæve teenage-rødder i et nutidigt »indianerreservat« i Oklahoma, hvor dagene går med småkriminalitet, så vennerne kan spare penge sammen til at flytte til Californien.
Vennernes plan gik ikke som forventet i første sæson, og nu er de blevet spredt for alle vinde.
Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner til seriens første sæson.
Kan ses på Disney+ fra 4. januar.
‘Copenhagen Cowboy’
For første gang i mange år vender Nicolas Winding Refn hjem til dansk grund, og det sker med Netflix-serien ‘Copenhagen Cowboy’. Ikke siden ‘Pusher III’ i 2005 har den danske auteur lavet en film i sit hjemland.
Seriens officielle synopsis lyder således:
»Efter et helt liv i slaveri og på randen af en ny begyndelse krydser Miu det faretruende landskab i Københavns kriminelle underverden. I sin søgen efter retfærdighed og udøvelse af hævn møder hun sin nemesis, Rakel, idet de begiver sig ud på en odyssé gennem det naturlige og overnaturlige. Fortiden transformerer og definerer i sidste ende deres fremtid, da de to kvinder opdager, at de ikke er alene – de er mange«.
Nicolas Winding Refn har skabt serien og instrueret de seks afsnit, der er skrevet af Sara Isabella Jönsson, Johanne Algren og Mona Masri. På rollelisten finder man blandt andet Refn-regular Zlatko Buric samt stortalentet Angela Bundalovic.
Kan ses på Netflix fra 5. januar.
‘The Pale Blue Eye’
‘The Pale Blue Eye’ markerer tredje gang, at Christian Bale og Scott Cooper slår pjalterne sammen efter samarbejdet på den kritikerroste ‘Out of the Furnace’ samt westernfilmen ‘Hostiles’, som fik en lidt hårdere modtagelse af anmelderne.
Deres nye film er baseret på Louis Bayards værk af samme navn og fokuserer på en række mord på det amerikanske militærakademi ved West Point i 1830. Bale spiller en garvet detektiv, som bliver hyret til at opklare mordene, og han får uventet hjælp af en protegé, en ung og ukendt Edgar Allan Poe (Harry Melling).
På rollelisten findes desuden navne som Gillian Anderson, Charlotte Gainsbourg og Robert Duvall, mens ‘Ringenes Herre’- og David Cronenberg-komponist Howard Shore står for musikken.
Kan ses på Netflix fra 6. januar.
‘Welcome to Chippendales’
Fra skaberne af ‘Pam and Tommy’ kommer den vanvittige og virkelige historie om det omrejsende amerikanske mandestrip-fænomen Chippendales med ‘Welcome to Chippendales’.
Kumail Nanjiani spiller hovedrollen som selskabets skaber Somen Banerjee, en indisk immigrant, der ønsker at udleve den amerikanske drøm. Men vejen til toppen er hård, og Banerjee vil ikke lade noget eller nogen stoppe ham i at opnå succes.
På rollelisten finder man desuden Murray Bartlett som Nick De Noia, Somen Banerjees direkte konkurrent, samt Annaleigh Ashford og Juliette Lewis.
Kan ses på Disney+ fra 11. januar.
‘Vikings: Valhalla’ sæson 2
Nu ankommer anden sæson af serien, hvor omdrejningspunktet er den legendariske, norske opdagelsesrejsende Leif den Lykkelige (Sam Corlett) og vikingernes invasion af England og Frankrig i begyndelsen af det 11. århundrede.
De store plotdetaljer omkring anden sæson bliver holdt bag lås og slå, men traileren vidner om, at vikingerne er på flugt og må kæmpe for at overleve i fjendtlige landområder langt væk fra Skandinavien.
Kan ses på Netflix fra 12. januar.
‘The Last of Us’
Den postapokalyptiske dramaserie ‘The Last of Us’ er et af 2023’s mest imødesete projekter, da det prisvindende videospil af samme navn har fået sig en overdådig filmatisering.
Fortællingen følger Joel (Pedro Pascal) og Ellie (Bella Ramsey) på deres rejse gennem et postapokalyptisk USA, hvor en farlig virus hærger storbyerne.
‘The Last of Us’ revolutionerede spilbranchen, da det udkom i 2013, med en hjerteskærende og brutal historie, og det var især forholdet mellem netop Joel og Ellie, der var central for spillets succes.
Udover Pascal og Ramsey medvirker skuespillere som Gabriel Luna, Anna Torv, Nico Parker, Murray Bartlett, Nick Offerman, Melanie Lynskey og Storm Reid.
Kan ses på HBO Max fra 15. januar.
‘Litvinenko’
Den vilde historie om den tidligere KGB/FSB-agent og Putin-kritiker Aleksandr Litvinenko bliver filmatiseret i en miniserie på fire episoder.
I år 2000 flygtede Litvinenko til Storbritannien og blev statsborger i 2006. En måned senere var han død, forgiftet med en meget lille mængde af den radioaktive isotop Polonium.
Dramatiseringen ‘Litvinenko’ følger Aleksandr Litvinenko, her spillet af David Tennant, op til sin død og den opfølgende efterforskning af Scotland Yard.
Kan ses på Viaplay fra 17. januar.
‘Holy Spider’
Ali Abbasi har skabt røre i andedammen med sin samfundskritiske seriemorderfilm ‘Holy Spider’, årets danske Oscarkandidat. Nu rammer den streamingtjenesterne.
Den højaktuelle film udspiller sig i Iran i starten af 00’erne, hvor en række brutale mord bliver begået på prostituerede i den hellige by Mashhad. En kvindelig journalist (Guldpalmevinder Zar Amir Ebrahimi) bliver sat på sagen og vikles gradvist ind i den såkaldte ’edderkoppemorders’ spind, da myndighederne ikke er til meget hjælp, og hun ser sig nødsaget til at tage sagen i egen hånd.
Soundvenues anmelder kvitterede med fire stjerner til ‘Holy Spider’.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio fra 23. januar.
‘Shrinking’
Fra Brett Goldstein, Bill Lawrence (‘Scrubs’, ‘Ted Lasso’) og Jason Segel kommer en komedieserie om en sørgende terapeut, der vælger at droppe regelbogen og fortælle sine klienter, præcis hvad han tænker, i forsøget på at redde og forandre ikke bare sine klienters liv, men også sit eget.
Jason Segel spiller hovedrollen, mens blandt andet Harrison Ford, Jessica Williams, Christa Miller og Michael Urie er at finde blandt castet.
Kan ses på Apple TV+ fra 27. januar.