’Holy Spider’: Man kan ikke forberede sig på voldsom scene i årets danske Oscar-kandidat
»Jeg flår din fisse i stykker«, får en iransk sexarbejder at vide, mens hendes ansigt presses mod lagenet, og en kunde tager hende voldsomt bagfra i starten af Ali Abbasis ’Holy Spider’, årets danske Oscar-kandidat.
Scenen er et forvarsel om den voldsomme og kompromisløse udstilling af det iranske patriarkats højaktuelle misogyni, der venter forude. Alligevel kan åbningen på ingen måde forberede én på ’Holy Spider’s voldsomme slutning – en scene så kraftfuld, at den får de forudgående knapt to timers kvindemord til at ligne uskyldig søndagsunderholdning.
Iranskfødte og herboende Ali Abbasi (’Grænse’, ’Shelley’) dramatiserer med filmen den virkelige sag om seriemorderen Saeed Hanaei, der dræbte 16 sexarbejdere i den hellige by Mashhad mellem 2000 og 2001 under påskud af at rense gaderne for moralsk fordærv.
Prostitution er strengt forbudt fra kirkens side, men foregår alligevel i det åbne – et interessant skisma, der synes at antyde, at religionens forbud mod seksuelle drifter er med til at opretholde selve prostitutionsbranchen. Og at patriarkatets skam forbundet med dette materialiserer sig i koldblodige kvindemord.
I ’Holy Spider’ møder vi Saeed omkring hans niende mord, hvor den kvindelige storbyjournalist Rahimi (Cannes-vinder Zar Amir-Ebrahimi) samtidig rejser fra Teheran til Mashhad for at dække sagen. For hver myrdet kvinde kommer hun nærmere at afsløre Saeed, der kæmper med at balancere sine grusomme natlige aktiviteter med et liv som familiefar, plaget af krigstraumer og et brændende ønske om at blive martyr.
Abbasis mål er ikke at begå sensationalistisk true crime, men at skildre den kultur af kvindehad, som han mener har rodfæstet sig i Iran. Det er en pointe, at Rahimi løbende udsættes for misogyni i forskellige afstøbninger, som når hun forsøger at komme ind på sit hotel, men får at vide, at hun ikke kan få sit værelse, fordi hun er enlig kvinde. Eller da hendes professionalisme drages i tvivl af magtfulde mænd, som bruger en MeToo-sag begået mod hende til at underminere hendes integritet. Eller da en politimand antaster hende.
Her viser filmen på eksemplarisk, foruroligende vis, hvordan kvinderne konstant undertrykkes i det offentlige rum. Tydeliggjort ved selve kravet om, at kvinderne skal bære de tørklæder, som morderen bruger til at kvæle dem. Kvinderne iagttages uafbrudt, når de bevæger sig alene rundt i gaderne efter mørkets frembrud. Selv samlejet – den mest private akt – er blevet en vare, som kvinderne er nødt til at sælge for at overleve hverdagen.
Det er en slagkraftig grundide, som undervejs i filmen formidles med lidt for store bogstaver. Den grundlæggende udfordring er, at ’Holy Spider’ både vil fortælle historien om den fiktive journalists opklaringsarbejde i en patriarkalsk kultur og følge og psykologisere morderen, når vi både ser ham begå sine mord og være sammen med sin kone og børn.
Det gør desværre, at Rahimis sporarbejde ikke altid føles lige troværdigt og først alt for sent bliver medrivende, mens Saeed ikke bliver til meget mere end en klichefuld eksponent for den samfundsorden, filmen vil kritisere.
Inspirationskilder som ’Zodiac’ og ’Memories of Murder’ viser ellers med al tydelighed, hvordan man ved simpelthen at udelade morderens synsvinkel kan skabe en langt større effekt og faktisk blotlægge endnu dybere samfundsmekanikker og -traumer, end ’Holy Spider’ formår.
Når Saeed undervejs i filmen bliver hyldet for sine ugerninger af lokalbefolkningen, og Rahimi begynder at tvivle på, at retfærdigheden vil ske fyldest, fordi Saeeds mord på mange måder tjener patriarkatet, begynder man at forstå, hvorfor Abbasi har valgt at fortælle historien, som han gør.
Netop fordi vi ser, hvor nærmest grinagtigt dårlig Saeed er til at skjule sine mord – som han gudhjælpemig begår i sit eget hjem – forstår vi, hvordan samfundet var med til at dække over en morder i op mod et år. Hos politiet hører vi nemlig, at kriminologiens hovedregel er, at en morder altid bliver fanget, når vedkommende begår fejl.
Men selvom Rahimis opklaringsarbejde aldrig helt lever op til filmens thrilleraspirationer, er ’Holy Spider’s sønderlemmende kritik af et helt samfunds kvindehad umulig at glemme.
Kort sagt:
Ali Abbasis danske Oscar-kandidat er en voldsom og indigneret fortælling om et kvindehadende seriemordersamfund, der med en uforglemmelig slutscene sender en slagkraftig anklage mod de aktuelle kvindemord i Iran.