Dar Salim har karrierens største rolle som den ene hovedrolle i Guy Ritchies kommende krigsfilm ‘The Covenant’.
Her spiller han over for altid fremragende Jake Gyllenhaal, der på sociale medier har haft en solid bromance kørende med sin danske medstjerne.
Første trailer til filmen er landet, og her er de to skuespillere i centrum på en skæbnesvanger amerikansk militærmission i Afghanistan.
Jake Gyllenhaal spiller den amerikanske soldat John Kinley, der får til opgave at rekognoscere fjendtligt territorie med hjælp fra den lokale tolk Ahmed (Salim).
Men da gruppen pludselig bliver fanget i et bagholdsangreb, hvor Kinley og Ahmed er de eneste overlevende, må Ahmed risikere sit liv for at redde den hårdt sårede amerikanske soldat.
Tilbage på sikker grund i USA, erfarer John Kinley, at Ahmed ikke har fået opholdstilladelse i USA, som han ellers blev lovet. Opsat på at betale sin gæld til Ahmed, rejser Kinley tilbage til Afghanistan for at hjælpe ham i sikkerhed, inden militsen fanger ham og hans familie.
Dar Salim har tidligere markeret sig internationalt med roller i ‘Game of Thrones’ og Ridley Scotts ‘Exodus: Gods and Kings’, men Ritchie-samarbejdet giver ny grobund for et større gennembrud på verdensplan.
I Danmark springer Dar Salim ud som udvikler af sin egen action-serie. Derudover er han også snart aktuel i Fenar Ahmads ventede efterfølger til ‘Underverden’.
‘The Covenant’ har endnu ikke fået dansk premieredato, men får premiere i USA 13. april.