AI har efterhånden formået at pisse et par artister af.
I starten af året kaldte Nick Cave en fanskabt chatbot-sangtekst »noget lort«. Nu har Drake også fået nok af kunstig intelligens.
Det seneste stykke tid er et AI-genereret cover af Drake, der rapper Ice Spices ‘Munch’, nemlig gået viralt på TikTok.
Dette har nu fået Drake til at ty til Instagram, hvor han har smidt en story op af coveret og skrevet: »Det her er dråben«.
Dette er langt fra første gang, at Drake er blevet imiteret af AI.
Han stemme er flere gange blevet genereret til at synge hits som Cardi B’s ‘WAP’ og Bryson Tillers ‘Dont’ .
Og så var der selvfølgelig sanggeneratoren Drayk.it, hvor fans kunne lave en Drake-inspireret sang ud af ethvert emne, man fodrede den med.
Det er ikke til at sige præcis, hvorfor Drake er blevet en af de helt store musikalske ofre for AI-drillerier. Men Drake er træt af det.