Hvis man har fulgt med på internettets rygtebørs, har der længe svirret rygter om, at Timothée Chalamet datede Kardashian-klanens Kylie Jenner.
Nu er der dog ikke længere nogen tvivl, da parret i går blev fanget på video, der nu er delt vidt på sociale medier såvel som nyhedskanalen TMZ, mens de kyssede i VIP-båsen til en Beyoncé-koncert i Los Angeles.
Chajenner, Timoliée eller, hvad vi end skal kalde dem, lader til at være en realitet!
Kylie Jenner har tidligere dannet par med rapperen Tyga og derefter Travis Scott, som hun har to børn med, mens Chalamet før har været kædet sammen med ‘The Idol’-skuespiller Lily Rose-Depp.
Godt nok er Timothée Chalamet på sociale medier også kendt for sin skoletids rappende alterego Lil’ Timmy Tim, men mest kendt for sin imponerende skuespilkarriere og samarbejder med prestigeinstruktører som Denis Villeneuve i ‘Dune’, Greta Gerwig i ‘Lady Bird’ og ‘Little Women’ samt Luca Guadagnino i ‘Call Me by Your Name’ og senest ‘Bones and All’.
Videoen af det celebre discosnav har mildest talt sat ild til internettet, der har det ambivalent med forholdet mellem de to kendisser, der beskæftiger sig med rimelig forskellige dele af populærkulturen som reality-stjerne og Hollywood-skuespiller. Det har affødt et hav af reaktioner, hvor fans deler deres chok og begejstring over deres mismatchende kulturelle kapital.
Nogle har sågar momager Kris Jenner mistænkt for at have orkestreret det hele som et pr-stunt.
Sjovest er måske dem, der har fundet ligheder mellem Kylies Greyhound-hunde og den ranglede skuespiller.
En anden fraktion af reaktionerne handler om Jenners ekskæreste Travis Scotts formodede tristesse over forholdet.
På rapperens seneste album ‘Utopia’ var der nogle der mente, at sangen ‘Meltdown’ indeholdt et diss rettet mod Chalamet, der spiller chokoladefabrikanten Willy Wonka i den kommende ‘Wonka’. Her sang Scott nemlig følgende linjer:
»Wrappin’ the cheese, wrap around me ’cause I’ve got property (Wrap, cheese, wrap) / Chocolate AP and chocolate the Vs (Vs), got the Willy Wonka factory (Vs) / Burn an athlete like it’s calories, find another flame hot as me, bitch«.