‘The Bear’ sæson 3
Det gik nok ikke mange fans’ næser forbi, da hovedrolleindehaver Jeremy Allen White og det øvrige hold fra hitserien ’The Bear’ for nylig var i København forud for premieren på tredje sæson. Mange spekulerede på, om vi mon fik endnu en episode med Danmark som omdrejningspunkt, som vi så i anden sæson. Det melder historien ikke noget om endnu, men det er da bekræftet, at der endnu engang kommer et dansk islæt.
Tredje sæson dykker ned i dynamikken i ejerskabet mellem Carmy (White) og Sydney (Ayo Edibiri) af den titulære restaurant The Bear, mens det naturligvis bliver til et gensyn med resten af det kaotiske hold, der får hjulene til køre (eller stoppe) på daglig basis. Desuden vil sæsonen også fokusere på Carmys ambitioner om, at restauranten skal have den ypperste gastronomiske hæder: en Michelin-stjerne.
Om tredje sæson lever op til de to foregående Emmy-vindende sæsoner, vil tiden vise, når den kommer på dansk streaming, noget irriterende forsinket efter den amerikanske premiere i juni.
Premiere 17. juli på Disney+.
’Graverne’
Den nye TV 2-dramaserie ’Graverne’ tager os med ind i bag kulissen i den lille, men prominente redaktion bag tv-programmet ’Brændpunkt’. Med den benhårde stjernejournalist Liv (Mille Dinesen) i spidsen har redaktionen en række imponerende afsløringer på cv’et. Da de efter en tør periode med få afsløringer snubler over en potent historie, bliver det startskuddet til en opsigtsvækkende sag, der trækker spor op til de øverste politiske tinder.
Foruden Dinesen medvirker også Afshin Firouzi, Søren Malling, Lila Nobel, Clint Ruben og Johanne Milland. Serien er skrevet af Jenny Lund Madsen og bliver instrueret af Jesper W. Nielsen.
Premiere 28. juli på TV 2 Play.
’Skywalkers: A Love Story’
Man skal ikke have for meget højdeskræk, når dokumentaren ‘Skywalkers: A Love Story’ tager os med op i toppen af nogle af de højeste bygninger i verden i følgeskab med to vovehalse.
Angela og Ivan har skabt en karriere ud af at dokumentere deres bestigninger af nogle af de højeste bygninger i verden. Deres klatreture sker ofte helt uden sikkerhed, og typisk kommer de til toppen af bygningerne gennem ulovlig indtrængen.
For de to er der dog også noget andet på spil. De er nemlig forelskede og forbundet gennem det adrenalinkick, det giver, at se byens skyline fra øverste punkt. I forsøget på at bestige én specifikt skyskraber, der aldrig er blevet besteget før, sætter parret deres penge, forhold, frihed og liv på spil.
Der er dømt dokumentarisk drama i skyhøjde i tråd med de Oscar-vindende ‘Free Solo’ og ‘Man on Wire’, når ‘Skywalkers: A Love Story’ rammer Netflix.
Premiere 18. juli på Netflix.
‘Lady in the Lake’
Laura Lipmans kritikerroste roman ‘Lady in the Lake’ fra 2019 bliver nu til en serie af samme navn på Apple TV+.
Her spiller Natalie Portman den jødiske journalist Maddie, der i 1960’ernes Baltimore bliver opslugt af historien om borgerrettighedsforkæmperen Cleos (Moses Ingram) mystiske død, som hun forsøger at koble sammen med drabet på en 11-årig jødisk pige. Det tyder på, at serien springer i kronologien, og vi får et indblik i både Maddies og Cleos forskellige liv.
Serien er skabt af Alma Har’el, der brød for alvor igennem med debuten ‘Honey Boy’ fra 2019, hvor Shia LaBeouf spillede en fiktionaliseret version af sin far.
Premiere 19. juli på Apple TV+.
‘Beverly Hills Cop: Axel F’
30 år efter den rapkæftede og uortodokse politibetjent Axel Foley sidst tørnede ud for at beskytte Beverly Hills-området mod skruppeløse forbrydere, er Eddie Murphy endnu engang klar til trække i sin ikoniske Letterman-jakke og gå i kamp mod de kriminelle – denne gang med et personligt aspekt for den garvede politimand.
Foley bliver nemlig tvunget tilbage til Beverly Hills, da hans datter Jane (Taylour Paige) kommer i livsfare. Her bliver han nødt til at alliere sig med gamle og nye venner for at bringe hende i sikkerhed og afdække en større sammensværgelse.
‘Beverly Hills Cop: Axel F’ byder på et gensyn med den klassiske trio bestående af Murphy, Judge Reinhold, der spillede Billy i de forrige film, og John Ashton, der spillede Taggart. Desuden optræder nye navne som Joseph Gordon-Levitt og Kevin Bacon.
Premiere 4. juli på Netflix.
’Kom du?’
»Hvad nu hvis der eksisterede en måde, vi kunne have sex på, hvor det var lige rart for os?«
Det spørsgmål stiller en af de fire kvinder i TV 2 Plays kommende dokumentarserie ‘Kom du?’.
‘Kom du?’ følger fire unge kvinder, der vil gøre op med orgasmekløften og de vanskeligheder, folk har ved at tale om sex. Mens den ene konstaterer, at hun altid kun har haft sex på mændendes præmisser, nærer en anden af kvinderne det simple ønske om at komme.
Utallige serier har de seneste år skubbet til grænserne for, hvordan vi taler om sex, og hvordan det skildres på tv. Fiktionsserier som ‘Salsa’ og ‘Killjoy’ og oplysningsprogrammer som ‘Sex med P3’ har alle været med til at aftabuisere diskussionen.
‘Kom Du?’ er seneste skud på stammen, der gennem en dokumentarisk linse udforsker orgasme, samvær og kønnenes forhold til sex.
Premiere 3. juli på TV 2 Play.
’I Used to Be Funny’
Rachel Sennott har på ganske kort tid cementeret sig som en vaskeægte indie-darling og en af tidens mest lovende komedieskuespillere. Med roller i ’Bodies, Bodies, Bodies’ og Emma Seligman-samarbejderne ’Shiva Baby’ og ’Bottoms’ er den 28-årige skuespiller blevet et efterspurgt navn i industrien.
I Ally Pankiws debutfilm ’I Used to Be Funny’ spiller Sennott komikeren Sam Cowell, der arbejder som au pair ved siden af sine standup-jobs. Da pigen Brooke forsvinder, overrumples Sam af depression, og traumer fra hendes fortid gør, at hun eftertænker, om hun skal deltage i eftersøgningen.
Filmen fik premiere på sidste års SXSW-festival, hvor Collider fremhævede Sennotts skuespil og kaldte den »en sårbarhed vi ikke har set fra hende før« og »et must-watch i hendes filmografi, der tillader hende at give en dybt bevægende og følelsesladet præstation«.
Premiere 18. juli på Blockbuster
‘The Decameron’
Mens Den sorte død hærger i 1300-tallets Italien, flygter en gruppe adelsmænd ud på landet for at leve i dekadence og vente på, at pandemien forsvinder. Men i takt med at desperation ophæver de sociale kontrakter, bliver den vinfyldte og sexdrevne eskapisme hurtigt overtaget af en kamp for livet.
Det er præmissen i Kathleen Jordans periodekomedie ‘The Decameron’. Historien er baseret på renæssanceforfatteren Giovanni Boccaccios novellesamling af samme navn, der satiriserer det fine borgerskabs moralske forfald.
På rollelisten finder vi blandt andet ‘Girls’-skuespiller Zosia Mamet, og ‘Derry Girls’-skuespiller Saoirse-Monica Jackson.
Premiere 25. juli på Netflix