’The Bear’ sæson fire er ikke optaget endnu ifølge Jeremy Allen White

’The Bear’ sæson fire er ikke optaget endnu ifølge Jeremy Allen White
'The Bear'. (Foto: FX)

I sommer landede tredje sæson af den populære kokkeserie ’The Bear’, og man har allerede for længst kunnet se frem mod fjerde sæson, da det tidligere på året blev meldt ud, at den ville blive optaget i forlængelse af den tredje.

Men nu har piben fået en lidt anden lyd. I hvert fald når man spørger seriens hovedrolleindehaver Jeremy Allen White. I et interview med Esquire fortæller skuespilleren nemlig, at serien tidligst går tilbage i optagelse næste år. »Jeg er ikke sikker på, præcist hvornår det er. Jeg ved, at det ikke bliver før næste år« siger White og gætter desuden på, at det bliver omkring februar-marts.

Om dele af sæsonen allerede er optaget, eller der er sket forsinkelser i den oprindelige plan er ikke til at sige lige nu. FX-serien har ellers haft et strømlinet mønster med premiererne på de tidligere sæsoner, som alle er kommet ud med ét års mellemrum.

White fortalte også Esquire, at Sam Rockwell er en kollega, han ønsker sig at se som gæstestjerne i ’The Bear’: »Sam Rockwell er en af mine favoritter – jeg ville elske at se ham i serien på en eller anden måde«.

Tredje sæson af ’The Bear’ kan streames på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af