Der er mange fællestræk mellem det første og det sidste afsnit af sæson tre af ‘The Bear’.
De starter med Nine Inch Nails-nummeret ‘Together’. De er fyldt med flashbacks fra Carmys kokkekarriere og vrimler med cameos fra nogle af verdens mest feterede kokke. Begge viger insisterende bort fra seriens centrale karaktergalleri og handling.
Der er dog en ret afgørende forskel.
Afsnittet, der sparker første sæson i gang, er anderledes på en god måde. Finaleafsnittet er derimod ikke bare sæsonens værste, men et hidtidigt lavpunkt for hele serien.
‘Forever’ er nemlig et opkog af alt det, jeg håber ‘The Bear’ vil lægge på hylden i næste sæson.
Mufasa på Michelin-restaurant
I afsnit 10 står det med det samme klart, hvordan kokkeserien er fløjet til en anden planet.
Her går der fem lange minutter udelukkende med, at den kendte kok Thomas Keller forklarer Jeremy Allen White, hvordan man fjerner ønskebenet fra en kylling. Imens udfolder han noget småbudhistisk vrøvl om, hvordan kokke og restauranter bliver hinandens »arv«. Det er egentligt fint nok, men selvhøjtideligt som at se Mufasas stjernebillede brøle »SIMBA«, bare på Michelin-restaurant.
På det her tidspunkt har man i ni afsnit snacket i Carmys professionelle minder. Til gengæld er man ved af dø af sult efter det ‘The Bear’, der handler om mennesker mere, end det handler om mad.
Hvilket ellers er en pointe, Olivia Colmans Chef Terry selv fremlægger i afsnittet, der er dedikeret til lukningen af hendes restaurant Ever. Den hvor Cousin Richie fandt lykken som gaffelpudser i sidste sæson. Det er menneskene, hun vil huske, ikke maden, siger hun efter at have klinket med sit rolexur på et glas.
Med det in mente, er det besynderligt, at ‘The Bear’ har valgt, at sæson tre skal slutte i selskab med nogle helt andre mennesker, end dem serien egentlig handler om.
I ‘Forever’ kommer vi nemlig helt tæt på kokke fra den kulinære verdenselite, som er samlet for at mindes og spise på restauranten for sidste gang. At være med til bords er som at bevidne en meget elitær terapicirkel.
‘The Bear’ vil muligvis gerne menneskeliggøre navnene bag den fine mad, men det lykkes ikke helt. Ligesom introduktionen minder det mere om Netflix-dokumentaren ‘Chef’s Table’.
Det bliver unødvendigt verdensfjernt at behandle lukningen af et etablissement som en død. Men værst af alt behandler ‘The Bear’ lukningen af Ever, som om restauranten har haft en essentiel betydning for serien.
Og det er udtryk for et bekymrende gearskift i seriens selvopfattelse.
En helt forkert retning
I sæson tre virker det i stigende grad, som om ‘The Bear’ gerne vil agere partsindlæg i en samtale om kokkekunst i en økonomisk presset branche fyldt med Easter Eggs for en meget snæver skare amerikanske foodies.
De skuldergnubbende »corner«-råb fra første sæson med Original Beef of Chicagoland er long gone, og den koloenorme køkkenø, der har indtaget kulissen efter The Bears genåbning, er egentlig et meget godt symbol på, hvor distanceret karaktererne er blevet fra hinanden, som serien er blevet det fra sin ånd.
Her har man hele sæsonen hungret efter sammenhængskraft i ‘The Bear’-ensemblet, men til syvende og sidst bliver vi fluen på væggen i et fællesskab af verdensberømte kokke i stedet for med de karakterer, der har reel betydning for seriens univers.
Det bliver til tåkrummende scener, hvor Will Poulters Luca, der medvirkede i ét sølle afsnit af sidste sæson, fangirler over en kendt koks ret med »lavendelpude«.
En anden fortæller om sin første ret, der havde hele »12 elementer«.
»Hvor mange forskellige måder kan man få is til at smage af majsbrød?«, bliver der spurgt.
I ‘The Bear’ kan en donut godt være spændende, fordi den bliver lavet en karakter, man er interesseret i. En samtale om at putte sour cream and onion-chips på en omelet kan fortælle en større historie.
Men ligesom at ‘The Bear’ ikke er en romantisk kærlighedshistorie, er det heller ikke en serie om mad. Det er en serie om, hvad mad repræsenterer.
Og hvad det for gud skyld ikke må være, er en dokumentarfilm, hvor betydningsfulde kokke taler om, hvor fedt det er, når man bliver anerkendt for sit arbejde.
Midt i det hele opstår der en konfrontation mellem Carmy og den modbydelige tidligere newyorker-chef David (Joel McHale). Som er et både mærkeligt og rædderligt skrevet sideplot til snakkefesten ved bordet.
Håb for sæson fire
‘The Bear’s mest irriterende afsnit har til gengæld en af sæsonens bedste scener.
Her er alle (undtagen Carmy, intet finalesnit hvor Carmy ikke er væk) samlet til Ever-gravøl hjemme i Sydneys nye lejlighed.
Olivia Colmans kok går i gang med at lave natmad ud af tilfældige frysepizzaer og frosne vafler, som bliver piftet op med en stor bøtte kaviar.
Først her virker det som om, ‘The Bear’ kommer i tanke om, at det er netop den kombination af luksus og noget elementært jordnært og menneskeligt, der er dens helt store styrke. På det tidspunkt er der desværre kun omkring fem minutter tilbage af sæsonen.
Og i sidste øjeblik bliver den fine stund afbrudt, da den potentielt fatale anmeldelse fra The Chicago Tribune endelig lander, og Carmy udbryder »motherfucker« væk fra festen. At det først er to minutter i lukketid, at vi nærmer os antydning af et dramatisk plot, er et tamt antiklimaks for hele sæson tre. Og en virkelig doven slutning.
Man kan kun håbe på, at ellevte times så småt genfundne tone og bandeordene ringer ind til en ny sæson, hvor kaosset bliver genkendeligt igen.
‘The Bear’ kan ses på Disney+.