’De lydløse’: Gustav Giese er frygtindgydende fysisk i overrumplende dansk kupfilm
Med ’De lydløse’ har Frederik Louis Hviid skabt en dansk kupfilm, der befinder sig længst muligt fra ’Olsen-banden’.
Den danske instruktør har allerede bragt tiltrængt slagkraft ind i den danske filmbranche – først med politithrilleren ’Shorta’, som han instruerede sammen med Anders Ølholm, dernæst med den klaustrofobiske DR-fængselsserie ’Huset’, hvor han tog sig af halvdelen af afsnittene.
Nu er Hviid for første gang helt alene i instruktørstolen på en spillefilm, der er mest sammenlignelig med Fenar Ahmads ’Underverden’, Gustav Möllers ’Vogter’ og ’R’ af Michael Noer (som i øvrigt instruerede de resterende ’Huset’-afsnit).
For Hviids nye kupfilm kommer med en overrumplende intensitet og Hollywood-inspirerede actionscener placeret i en dansk realismekontekst
’De lydløse’, med manuskript af Anders Frithiof August, er baseret på virkelighedens største pengerøveri i Danmark. I august 2008 begik en gruppe kriminelle med internationalt netværk et storstilet kup mod Dansk Værdihåndtering, hvor de stjal kontanter for mere end 70 millioner kroner.
I hovedrollen optræder Gustav Giese (der også havde en mindeværdig rolle i ’Huset’) som den knap så succesfulde professionelle bokser Kasper, der er besat af at vise, han er en vinder. Denne besættelse synes at være grunden til, at han sætter samværet med sin lille vestegnsfamilie på spil for kupmillioner.
Giese får selskab af en håndfuld svenske skuespillere og den fransk-algierske stjerne Reda Kateb (’Profeten’), der udgør den brogede gruppe skruppelløse medsammensvorne. Amanda Collin optræder desuden i en (overraskende lille) rolle som en vagt hos Dansk Værdihåndtering, der kommer forbryderne på tværs.
’De lydløse’s skæbnesvangre krimifortælling, de kontrastfyldte billeder og den synthmættede underlægningsmusik er formentlig inspireret af 90’er-klassikeren ’Heat’. Hviids film er dog noget mere enstrenget end Michael Manns virtuose katten-efter-musen-mesterværk.
Fordi Amanda Collins karakter viser sig at fylde temmelig lidt, taget i betragtning af hendes introduktion i filmens anslag, forbliver fokus i høj grad på de kriminelles detaljerede planlægning og udførelse af kuppet samt det uundgåeligt efterspil. Hviid har skåret heist-genren helt ind til benet.
Gieses karakter (løst baseret på den virkelige bagmand Steffen Andersen, der er tilknyttet som filmens konsulent) har derfor ikke en synderligt dyb eller original baghistorie. Alligevel gør skuespilleren stort indtryk. Giese er frygtindgydende fysisk, og kameraet fokuserer hyppigt på hans pumpede og tatoverede overkrop, når den er spændt op af karakterens aggression og frustration. En enkelt gang, inden kuppet for alvor skydes i gang, slår han sig tilmed på brystet, mens han brøler som en gorilla.
Selvom filmen, i god overensstemmelse med heist-genren, har en iboende drenget spænding over det nærtforestående kup, er ’De lydløse’ også fuld af smerte og tung alvor. Den er ikke blind for kriminalitetens konsekvenser.
Faktisk starter vi hos ofrene for en forbrydelse begået af nogle af hovedpersonerne. Filmen åbner med en længere scene, der er optaget i sin helhed fra bagsædet af en svensk pengetransportbil. En håndfuld røvere truer de to chauffører til at komme ud af vognen, og da de ikke kan få fingrene i værdierne, er vi via sidespejlet vidne til en koldblodig likvidering.
Nok har Frederik Louis Hviid lavet en underholdende actionfilm, men det er slet, slet ikke for sjov.
Kort sagt:
Gustav Gieses fysiske præstation står frem i Frederik Louis Hviiids intense og æstetisk gennemførte heistfilm ’De lydløse’.