Justice – megamix for menigheden

Den danske folkekirke har svært ved at lokke folk til søndag formiddag. Men der var nærmest pladsproblemer, da den franske dj/producer-duo Justice onsdag aften kaldte til gudstjeneste for fulde huse i Store Vega på deres fjerde Danmarksbesøg.

Omgivet af en mur af Marshall-forstærkere indtog Gaspard Augé og Xavier de Rosnay som sædvanligt deres prædikestole på hver sin side af det karakteristiske kors, som også pryder debutalbummet fra sidste sommer. Det setup på den scene understreger ganske godt, hvad den franske nybølge version 2.0 handler om, et årti efter Daft Punk & Co. brød igennem lydmuren: Oktanfyldt electro med rockattituder og rigeligt distortion – vel at mærke uden at den nye parisiske klublyd ender som billig big beat.

D’herrer lod klogeligt deres instrumentbræt føre ordet, og med numre som ‘Tthhee Ppaarrttyy og ‘D.A.N.C.E’ var budskabet da heller ikke til at misforstå. De 1500 publikummer i den kogende sal blev udsat for en elektronisk eksorcisme og var i ekstase lige fra første kapitel i skabelsesberetningen ‘Genesis’, der fyrede op for festen. Herfra gik det over stok og sten i et eksplosivt megamix af numrene fra ‘(Cross)’, med masser af jumpcuts og små twists & turns.

Det var beskidt hele vejen igennem, men det blev decideret brutalt på ‘Stress’ med dens sindssyge sirener. Og kogepunktet blev nået, da ‘We Are Your Friends’ stødte frontalt sammen med den fræsende og overstyrede ‘Waters Of Nazareth’, der er en værdig arvtager til Daft Punks ‘Rollin’ and Scratchin’.

Efter præcis en time var tanken tom. Et effektivt show for de allerede troende, men så heller ikke meget mere. Menigheden fik et remix af Metallicas ‘Master Of Puppets’ til at gå hjem på, men det var mere malplaceret end velplaceret, når nu duoen indtil da havde insisteret på at smide deres eget materiale på mixerpulten. Amen.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af