Det er blot lidt over et år siden, at den amerikanske countrystjerne Tyler Childers sidst lagde vejen forbi Danmark, så man må gå ud fra, at han kan lide at være her.
Denne gang bliver det K.B. Hallen, der har æren af at husere den Kentucky-baserede musiker og hans faste band, The Food Stamps, når de 17. marts vender tilbage til København medbringende det nye album, ‘Snipe Hunter’, der udkom i juli.
Tyler Childers fik sit brede gennembrud i 2017 med albummet ‘Purgatory’, der med sin blanding af country, folk og bluegrass kom til at definere den stil, som sidenhen har kendetegnet hans musik.
Det seneste album, ‘Snipe Hunter’, udvider paletten med elementer af psykedelisk rock og gospel. Tematisk kredser albummet om døden, tro, personlig mytologi og regional identitet.
Albummet er produceret af koryfæet Rick Rubin, der blandt andet er berømt for at stå bag en serie af stildannende plader af country-ikonet Johnny Cash. Childers går på den måde i fodsporene på de helt store.
Billetsalget starter fredag 12. september klokken 09.00.
Tyler Childers
K.B. Hallen
17. marts 2026
Billetpris: 440 kr.
