Quentin Tarantinos glemte ‘Kill Bill’-kapitel bliver vakt til live … i ‘Fortnite’

Quentin Tarantinos glemte ‘Kill Bill’-kapitel bliver vakt til live … i ‘Fortnite’
Uma Thurman i 'Kill Bill: Volume 1'.

Quentin Tarantinos største fans vil vide, at instruktøren skrev et helt kapitel til ‘Kill Bill: Volume 1’ med titlen ‘Yuki’s Revenge’, som aldrig blev optaget og dermed ikke endte i den færdige film.

Kapitlet, som kan læses online i det oprindelige manuskript, følger lejemorderen Gogo Yubaris (Chiaki Kuriyama) lillesøster Yuki, der forfølger Uma Thurmans brud for at hævne sig over drabet på søsteren.

Nu bliver ‘Yuki’s Revenge’ endelig realiseret – men på en måde, som de færreste helt sikkert havde regnet med. Det tabte kapitel vækkes simpelthen til live i onlinespillet ‘Fortnite’, skriver NME.

»Hævn er en ret, der er bedst serveret kold«, skriver ‘Fortnite’ fra spillets X-profil sammen med en plakat, der viser Uma Thurmans brud og Yuki. Spiludvidelsen lander ifølge opslaget 30. november.

Det specielle spilindslag er arrangeret i anledning af, at ‘Kill Bill: The Whole Bloody Affair’ i start-december distribueres i de amerikanske biografer. Den næste fem timer lange film, som oprindeligt udkom i 2006, samler som bekendt ‘Kill Bill: Volume 1’ og ‘Kill Bill: Volume 2’ i ét værk.

Ifølge NME har nogle biografer reklameret med, at den relancerede storfilm også indeholder en »ikke-udgivet syv-minutters anime«. Så måske ‘Yuki’s Revenge’ også ender på biograflærredet?

Quentin Tarantino har endnu ikke udset sig sin 10. og angiveligt sidste film endnu, efter han både skrottede en ‘Star Trek’-film og 70’er-fortællingen ‘The Movie Critic’.

Et tredje droppet manuskript har ingen ringere end David Fincher overtaget. ‘Seven’-instruktøren er i gang med at lave en opfølger til ‘Once Upon a Time in Hollywood’ med Brad Pitt tilbage i rollen som Cliff Booth.

Imens gør Tarantino comeback som skuespiller med en birolle i det kommende indiedrama ‘Only What We Carry’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af