KOMMENTAR. Lad mig opsummere hele satireåret 2025 med ét ord: fyret.
I USA blev late night-vært Stephen Colbert fyret, efter Paramount blev opkøbt af David Ellison, hvis stenrige far er Trumps bonkammerat. Kort efter blev Jimmy Kimmel fyret fra den ene dag til den anden, efter en kommentar om mordet på Charlie Kirk fik ham i præsidentens sigtekorn.
Kimmel vendte grædende tilbage, og mens USA mere og mere lignede en karikatur af en diktaturstat, var det andre afskedigelsesgrundlag, der karakteriserede vores egen lille andedam.
Det lød som en dårlig vittighed.
I efteråret blev DR’s ellers så pålidelige sandsigende satirefyrtårn Jonatan Spang fyret, efter anklagerne om en gammel overgrebssag pludselig kom frem i lyset.
Manden, der var forsvarende mester i jokes om Jeppe Kofod og havde revet typer som Mike Fonseca og Jon Stephensen nye røvhuller for at flirte med teenagere, viste sig ikke blot at være anklaget for seksuelt overgreb på en 15-årig pige tilbage i 2009, men ved samme lejlighed en gigantisk hykler.
Hele sagen var komplet usjov. Efter den første kvinde stod frem med sin anklage, fulgte flere trop, og der er på nuværende tidspunkt i alt fire politianklager mod den 47-årige komiker.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det værste ved sagen var konsekvenserne for ofrene. Men Spangs uundgåelige fyring fra DR betød også, at public service-stationens i forvejen skrabede satireudbud i den brede offentligheds øje var så godt som brændt ned til grunden.
Men allerede inden Spangs afskedigelse var der akut iltmangel i den institutionelle folkesatire.
‘Tæt på sandheden’ havde i 2024 allerede bokset med DR’s bremsning af et program om Samsam-sagen, ligesom en sketch baseret på skandalen omkring kryolit-dokumentaren ‘Det hvide guld’ bragte politianmeldelser og racismeanklager med sig – foruden en akavet digtbattle mellem den medvirkende antropolog Naja Dyrendom Graugaard i Politiken og Jonatan Spang på Instagram.
Inden årets udgang nåede TV 2 også at gøre sig selv til grin på falderebet.
Her kom det frem i en afsløring hos Frihedsbrevet, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun var bakket ud af en planlagt roast af Lars Løkke i TV 2 Charlies ‘Året der gak’-show, fordi en Holberg-reference blev vurderet for edgy til bedste sendetid af kanalens juraafdeling: »Alle i Herredet siger, at Lars Løkke drikker. Men ingen siger hvorfor … fanden, han ikke er død af druk endnu!«, skulle Kirsten Birgit have sagt.
I stedet måtte seerne tage til takke med Lasse Rimmer, der gjorde grin med rødvins/fadøls-Lars på en mindre potent måde.
Når TV 2 ikke længere orker at skelne mellem jokes og injurier, og der ikke er et fast satireformat på DR’s sendeflade, kunne man fristes til at sige, at dansk satire var så godt som død med Jonatan Spangs karriere.
Men måske var det den nødvendige nedbrænding, der kan bringe reel fornyelse med sig i 2026?
Var ‘Tæt på sandheden’ uerstatteligt?
Jeg troede faktisk ikke, det kunne blive værre for DR’s satire, end det var i efteråret 2024, hvor ‘Tæt på sandheden’ holdt pause.
Her forsøgte man at udfylde tomrummet med to nye tv-formater.
Quiz-formatet ‘Gæt på sandheden’, der havde Ramus Botoft som vært og ikke særlig meget andet kørende for sig. Og så spoof-nyhedspanelet ‘Den tid på ugen’, der var så pinagtigt anything goes, at Esben Pretzmann blandt andet reprisede ‘Drengene fra Angora’-karakteren Bobby Olsen.
Man kunne næsten høre lettelsens suk, da Spang vendte tilbage til skærmen, og de falske tænder kunne pakkes væk igen. I hvert fald indtil det stod klart, at bunden ikke var nået og befandt sig i nye hidtil unåede dybder af pinagtighed.
Det gjorde det dog imidlertid bare endnu sværere at se erstatningen for sig, da ‘Tæt på sandheden’ af gode grunde ikke vendte tilbage i september i år.
Programmet produceres af Spangs eget produktionsselskab, og derudover er den tomme værtsstol formentlig for betændt til, at nogen kan sætte sig i den som efterfølger.
Men generelt siger det også alt om originalitetens svære kår, at ‘Tæt på sandheden’ var det mest opfindsomme satire på tv-fladen. Et program, hvis største bedrift var at lave Jon Stewarts ‘The Daily Show’ fra 1996 på dansk med nok saft og kraft til at køre habilt i otte år.
Det store tab er ikke så meget selve programmet som den rådvildhed, fraværet repræsenterer.
Ufarlig underholdning
Hvis man kigger bredt på udvalget på tværs af kanaler og streamingplatforme dominerer den ufarlige syndikerede familieunderholdning, hvor kendte navne er på tur eller skal bære en spand vand på den sjoveste måde.
Hvor TV 2 har ‘Stormester’, Prime Video har ‘LOL – Den der ler sidst’, har DR forsøgt sig med indslag som ‘Optur’ uden held.
Men hvis den politiske satire ikke bliver sendt på tv, hvor er den så? I et hul Rasmus Bruun og Frederik Cilius har gravet?
Det er et faretruende signal om kreativiteten, at selvsamme talenthold på DR, der har udklækket talenter som netop Cilius & Bruun og de fleste andre sjove mediestjerner i Danmark fra Mads Brügger og Mikael Bertelsen til Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, Maria Fantino og Christian Bonde, Camilla Boraghi, Helin Erdem, Mathias Helt, Nina Rask og Lasse Dein, i år mest gjorde sig bemærket ved det modsatte. Under ny faretruende ledelse fra Bjarne Corydon.
I stedet for at udvikle unge stjernefrø fyrede man dem. Således måtte forhenværende Twitter-enfant terrible Harald Toksværd i oktober forlade DR’s Talenthold, efter hans optagelse allerede havde vakt harme på højrefløjen.
Og endnu en gang lykkedes DR så bedre med at levere inspiration til stof på satirekanalen R8ido end selv at producere det. Den fiktive R8dio-chef Klavs Bundgaard tog selvfølgelig med åbne arme imod det formentligt ‘pissedygtige’ ekstalent Toksværd, som kom på »genopdragelse«.
Selvironi!
Det er ikke, fordi DR er helt humorforladt.
Selvom det efterhånden er en gammel sang, at P3 Satire var bedre for fem år siden (besøg dr.dk/satire, og du møder videoer fra 2021), går det trods alt bedre end længe.
Ikke mindst beviste Adnan Al-Adhami og co. sit værd, da de kort efter Spang-sagen lavede en fantastisk video, der udstillede hele den penible DR-sag.
Derudover har Adnans enestående og utrættelige talent fået selskab af flere nye ansigter som Bella Norup såvel som et lovende collab med Instagram-duoen Det sorte hul.
Og mens det blev Radio IIII, der videreførte resterne af ‘Tæt på sandheden’ som det aldeles lovende radioprogram ‘Langt fra løgnen’, har podcasten ‘Dårlig stemning’ med værterne Adina Ren og Anna Olrik leveret glimrende satirisk nyhedsrevselse siden januar.
Det mest oplagte alternativ finder man desuden hos komikeren Michael Schøt, der både har den populære podcast ‘Dybt Go’ Nat Danmark’ sammen med Mikkel Klint Thorius og ‘Schøtministeriet’ sammen med Mads Holm og Simon Astrup.
Især ‘Dybt Go’ Nat Danmark’ udmærkede sig med det første program, de sendte ud efter Spang-afsløringerne, hvor både den unge komiker Cecilie Bau gned frygtløst salt i såret, og ‘Tæt på sandheden’-forfatter Morten Wichmann med forbilledlig ærlighed bedrev komplet galgenhumor midt i et chok, der gik ud over hele hans karriere. Få dage efter nyheden.
Måden det danske standup-miljø øjeblikkeligt og mere eller mindre kollektivt tog afstand fra en så indflydelsesrig figur som Spang og fra folk, der mistænkeliggjorde ofrene, vidner om, hvor meget der har rykket sig på en scene, mange stadig fejlagtigt anser som et slaraffenland for Uffe Holm-fans.
Avantgarde samfundsrevsere
Satireproblemet kan ikke forenkles til, at der ikke er nogen, der har Jonatan Spangs talent.
Først og fremmest lider genren i de klassiske visuelle tv-formater, fordi de er for firkantede og langsomme at producere, men det betyder ikke, at tv-satire er hverken irrelevant eller umuligt i dag.
Tværtimod tigger verden på at blive gjort grin med. Men det kræver, at der er nogen, der prioriterer den kreativitet, ungdommelighed og vildskab, der gjorde public service-satiren i 90’erne og 00’erne til noget, der i dag betragtes med stolthed. Der er masser af steder at finde inspiration.
Der, hvor den mest effektive, originale og til tider endda avantgardistiske danske satire skal findes lige nu, er i memelandskabet. Som udover at spidde mikrotrends fra Nørrebro til Vesterbro Syd (newspeak for Sydhavnen) i højere og højere grad også viser sine evner som dagsordensættende.
Cand.Merc.Memes er med sine 101.000 følgere ikke bare vanvittigt leveringsdygtig i hån af social runs, LinkedIn-bullshit og fleeceveste, men også en væsentlig vagthund, når det gælder tilstandene på det københavnske boligmarked. Og uden tvivl den sjoveste stemme i den debat.
På en langt mere nichet profil som memequeenshq bruges danske toppolitikere som stock-characters i æstetiserede fortællinger om at være ung i København, der nærmest har karakter af litterær føljeton.
Et billede af Inger Støjbjerg kan snildt være stand in for oplevelsen af at blive forladt af sit situationsship i rygerummet på Baggen. Morten Messerschmidt kan symbolisere performativ læsning af Sylvia Plaths ‘Glasklokken’ foran Empire Bio. Efter mindre end et år følger 14.000 mennesker med.
Generelt lever det satiriske verdenssyn i bedste velgående. De fleste af os interagerer med det dagligt i vores små onlinebobler. Og der er mere dårligdom og hykleri end nogensinde at kaste sig over.
Satiren blev muligvis fyret i 2025. Men måske var det på tide. Forhåbentlig kan der genopstå noget nyt af asken i 2026.