’Manden i hullet’: Frederik Cilius og Rasmus Bruun graver et hul – og det er både dybt og dumt på den mest elskværdige måde
PROGRAMSERIE. ’Manden i hullet’ er på én gang en dybt begavet eksistentiel refleksion over græsk mytologi og menneskets natur. Og bare … dumt. Superdumt.
Og måske er det netop det, makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun – som blandt meget andet har ’Den Korte Radioavis’, ’Operarejsen’ og ’Orkestret’ bag sig – har gjort til deres kendetegn: at lade det højpandede og det håbløst umodne mødes i elskværdig storytelling med lun humor.
Titlen skal tages helt bogstaveligt. Rasmus Bruun har besluttet sig for at grave et hul i sin have. En opgave, hans kone Bodil har beordret, fordi der skal anlægges en sø på parcelhusgrunden.
Men i stedet for at løse det med en gravemaskine eller et par håndværkere vælger Bruun den mest upraktiske løsning: Han vil gøre det selv. Med skovl og knofedt.
»Jeg skal være i hullet. Være hullet«, erklærer han over for en lettere forbløffet Frederik Cilius.
Cilius forstår det ikke, men kan ikke lade være med at involvere sig som selvudnævnt »graverkonsulent« og »hul-ekspert«. Hans rolle er primært at sidde ved siden af, kommentere, læse, filosofere og overfortolke hver et ord og handling fra den gravende »hamsterhjulets herre«. Cilius kalder Rasmus Bruun for en moderne Sisyfos: en mand fanget i et selvpålagt arbejde for at slippe ud af kontoret og mediefrikadelle-tilværelsen.
Hullet bliver hurtigt mere end bare et hul. I hvert fald i Cilius og Bruuns hoveder.
Det udvikler sig til en ramme for en mytologisk fortælling, hvor de to venner kobler gravearbejdet til oldtidens myter og eksistentielle spørgsmål.
I første afsnit er den røde tråd Theseus og Miniaturen-myten: Theseus drager ind i labyrinten for at dræbe uhyret og finder vej tilbage med hjælp fra elskeren Ariadnes … ja … røde tråd.
I serien er labyrinten udskiftet med et byggemarked, og jagten på den perfekte skovl (for guds skyld ikke en spade) bliver en absurd parallel til Theseus’ kamp mod Minotauros. Hullet er uhyret, der skal besejres. »Nogle gange er et hul bare et hul«, siger Bruun i serien, der modbeviser netop det.
Lige som i Odysseen er hjemturen efter slaget langt fra nem.
De ender i en afstikker til Brøndby Stadion med forfatter, sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen. De to hovedpersoner er som fisk på land i det maskuline fodboldfællesskab: »Jeg er ikke så glad for meget maskuline fællesskaber«, som Cilius bemærker. Senere ender de til musicalen ’We Will Rock You’, hvor de er lige så meget på udebane.
De blander kitsch-, pop- og finkultur – fra betontribuner til byggemarkedet svøbt i franske hotdogs og musik fra ‘Pans labyrint’ – for at forklare begrebet om skurke og helte. Og om Theseus og Miniaturen.
Hver gang Bruun og Cilius åbner munden, sprøjter det ud med betagede oldtidskunstskabs-akademiske vendinger, filmiske referencer eller storytelling-deviser.
Og det er altså bare i første afsnit. I andet afsnit kaster de sig over den mere oplagte Sisyfos-myte. Her møder de Svend Brinkmann bag kassen i Coop, besøger en færgemand, der sejler samme rute igen og igen, og ser på maniske kunstværker fra en psykotisk kunstner. Alt sammen pakket ind i dokumentariske greb og musikalske indslag meget i stil med ’Operarejsen’.
Musikken former og skaber det epos, de bevæger sig igennem. Som når de nærmest chasserer om bålet for i bedste Brødrene Price-stil at lave græsk souvlaki akkompagneret af de naive hobbittoner fra ’Ringenes herre’.
Det er Bruun som ringbæreren-Frodo, der piner sig igennem den nødvendige opgave, mens Cilius er Sam, den trofaste hjælper, der holder Frodo bare lidt på sporet, men som for guds skyld ikke bærer ringen. Det vil Frodo jo helst gøre selv.
’Manden i hullet’ føles på én gang som noget, Cilius og Bruun har smidt sammen på en uge, fuld af smådårlige jokes og hverdagsabsurditeter.
Og samtidig som et projekt så gennemtænkt, omhyggeligt komponeret og begavet humoristisk, at det lige så godt kunne have taget årevis at skabe.
Med blandingen af kulturformidling, meta-ironi og en næsten demonstrativ langsomhed emmer ’Manden i hullet’ af DR2 fra gamle dage. Nogle vil finde det charmerende, andre en smule bedaget.
I sidste ende er kernen Bruun og Cilius’ unikke måde at beskue verden på. Og jeg er sikker på, at de to herrer med denne serie har gjort de tidlige morgentimer med oldtidskunstskab på landets gymnasier en hel del sjovere.
Kort sagt:
’Manden i hullet’ er både dyb og dum på den mest elskværdige måde: en filosofisk komediedokumentar om at grave et hul, om helte, mytologi og det moderne menneske. Med tør humor og overskud har Frederik Cilius og Rasmus Bruun fundet eksistentiel dybde i trivielt gravearbejde.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.