Har du bare én gang scrollet dit Facebook-feed igennem de seneste år, er du med garanti stødt på dem: De kåde iværksættere fra ‘Løvens bule‘, det selvsmagende makkerpar fra popduoen DanneBros eller de håbefulde rockstjerneaspiranter i indiebandet SVØB.
Holdet bag P3 Satire har som få andre formået at knække Facebooks omskiftelige algoritmer med en fænomenal kavalkade af korte sketches, nyhedsspoofs og musikvideoer, der har genereret millioner af views og sikret kanalen et fast anker i den digitale sfære.
Redaktør Lasse Schøber er helt bevidst om gruppens imponerende resultater, da jeg møder ham og kollegaerne Kasper Stensgaard og Lasse Dein i DR Byen en fredag i december. Sammen med fotografen Janus udgør de tre satirikere deres egen lille enhed i redaktionen DR Ung Digital, der blandt andet leverer indhold til P3’s online-univers.
»Vi plejer for sjov at sige til vores chefer, at vi altid kan lave en video på Facebook, der giver 500.000 visninger«, griner Schøber, da jeg spørger ind til, hvordan deres sketches er blevet så populære.
»Det lyder som pral, og det er det også. Men man kan gøre det rimelig kalkuleret, fordi der er nogle regler, og hvis vi har den rigtige idé, så ved vi, hvordan vi skal skrive sketchen, så den i hvert fald har potentialet til at ramme det niveau«.
Drengene er dog langt fra kommet sovende til successen. Siden Schøber og makkeren Søren Hviid Melsen begyndte at lave some-satire for P3 for snart fem år siden, har gruppen – i skiftende konstellationer – produceret cirka 40 videoer om året. Det svarer til én om ugen, fraregnet ferier og perioder med udvikling. En rutine, der har skolet holdet i Facebook-mediets kontante betingelser.
»En Facebook-video kan jo ikke vare syv minutter med en overraskelse til allersidst. Den er bygget op på en stejl kurve af et punch eller et hook, derefter jokes, jokes, jokes, så et klimaks og måske en krølle på halen til sidst. Den form har vi i hovedet, når vi skriver«, forklarer Schøber.
Vi har taget plads i ’Pøllehullet’ – et afsidesliggende mødelokale, hvis latrinære titel skyldes de tilhørende toiletter, som åbenbart er i flittig brug efter frokostpausen i DR. Den lille afkrog har desuden lagt navn til den DR2-serie, som Kasper Stensgaard for nylig udgav i samarbejde med kollegaen Christoffer Prisholm, et tidligere medlem af den produktive redaktion.
Venter altid på den gyldne idé
Sammen varetager Schøber, Stensgaard og Dein alle opgaver i processen: fra idé og manuskript til klip og tilrettelæggelse, der alt sammen finder sted inden for en normal arbejdsuge. Selv den korte caption, der ledsager videoen, står holdet selv for.
Det høje arbejdstempo har lært dem altid at være loyale over for den gode idé. For som Stensgaard fremhæver, handler videoernes succes »i bund og grund om, at tingene er sjove«.
Stensgaard: »Vi prøver at have en åben proces, hvor det altid er de bedste idéer, der vinder. Så hvis kameramanden eller for den sags skyld en person, der bare lige går forbi, kommer med en god idé, så er det det, vi kører med«.
Dein: »Det handler også om kemien i et team. Hvis der var en, der var helt off i den her konstellation, ville det trække processen ekstremt meget ned. Vi er alle sammen indstillet på, at vi skal have det til at spille. Det nytter ikke noget at være forfængelig med sine egne ting«.
Schøber: »Derfor kan den sjoveste joke i manuskriptet ryge i klippefasen. Fordi den ikke passer helt på præmissen. Så man skal hele tiden tænke: ’Ok, bliver det en bedre video, hvis vi smider det her?’. Man skal virkelig ikke at tage sig af at få et nej«.
Holdets mantra er samtidig en direkte konsekvens af de vilkår, som platformen udstikker. Hvis ikke et tilstrækkeligt antal mennesker interagerer med videoerne, bliver de simpelthen ikke set, men forsvinder i Facebook-feedets endeløse flod af opdateringer. Derfor er man nødt til at finde en udtryksform, som et bredt publikum kan relatere sig til, pointerer Dein.
»I starten skulle jeg virkelig vænne mig til at tænke anderledes. At vi ikke bare kan lave en video, fordi det ser skørt ud, og vi laver noget fjollet. Undervejs er vi så blevet dygtigere og dygtigere til at tænke over, hvad vinklen skal være. Hvad er det, vi vil sige? Hvorfor laver vi den her video?«
Schøber fortsætter: »Vi arbejder rigtigt meget ned til præmissen. Og det er faktisk rimelig udtalt. Vi skal gerne kunne sige det i én sætning. Jeg skal kunne gå op til en eller anden fremmed og sige: »Vi skal pitche alkohol, som om det ikke fandtes«.
På samme måde dikterer de sociale mediers konstante nyhedsstrøm også de emner, som satireholdet vælger at parodiere. Selvom de er gået over til i højere grad at gribe fat om større tendenser i samfundet snarere end specifikke nyhedshistorier, er deres sketches stadig nødt til at være hamrende aktuelle, hvis ikke videoerne skal virke forældede, understreger Schøber.
»Jeg plejer at sige, at man næsten ikke kan finde på idéen fredag. Hvis der for eksempel er en sag, hvor Dansk Folkeparti har sagt noget racistisk, så ved vi, ok, det kunne vi godt lave sjov med. Men vi ved også, at det kommer til at gå så hurtigt, at når weekenden er ovre, har der allerede været jokes på Twitter og ministre, der har udtalt sig. Så man bliver nærmest nødt til at vente til mandag«.
»Vi er jo virkelig ikke graverjournalister«, tilføjer Stensgaard med et smil: »Vi er bare igler på andre nyhedsmedier. Så det er noget med at se på, hvad er de største tendenser lige nu og så prøve at finde en sjov vinkel på det.«
Af samme grund forsøger holdet altid at vente til sidste øjeblik, hvis nu den perfekte historie pludselig skulle dukke op.
»Der er jo nogle idéer, som bare skriver sig selv. For nylig lavede vi for eksempel en pressemøde-sketch. Da det først var oppe at vende, at der var tale om et ’presse-møde’, så skrev vi manus på en time. Alle jokes er jo skrevet på forhånd. Så vi prøver at trække processen så meget som muligt for lige at se, om ikke den helt rigtige idé kommer«, fortæller Stensgaard.
Designer ikke indhold efter kommentarsporet
Faktisk befinder satireholdet sig netop nu i en overgangsperiode. Indtil videre har Facebook været deres primære platform, men snart udvider de med originalt indhold til Youtube, hvor holdet har fået deres egen kanal. Et skift, de betragter som en kærkommen lejlighed til at sprænge Facebook-formatets ofte snævre rammer, forklarer Schøber.
»Du har ikke helt frie tøjler, for der er jo en måde at bygge videoerne op på, som du næsten er nødt til at følge. På Facebook gælder det, at hvis en video ikke rammer plet, så ligger der noget sjovt lige nedenunder. Så der er visse idéer, du bliver nødt til at smide ud, for det kan bare ikke lykkes på Facebook. Det tror jeg har hængt os alle sammen langt ud af halsen engang imellem«.
Stensgaard: »Det er jo ikke, fordi det ikke kan være sjovt at finde på en god præmis, men det lægger sig meget til det medie, vi arbejder på. Der, hvor det bliver rigtig godt, er, når vi kan få det til at mødes med det, vi selv synes er sjovt: karakterer, replikker, oneliners, stil og spoofs«.
Selv fremhæver holdet ‘Cola-krisen‘ som et eksempel på en sketch, hvor kombinationen af en samfundsrelevant præmis og gruppens egen humor går op i en højere enhed – hvilket også afspejles i de mere end 1,1 millioner visninger, som videoen har på Facebook.
Som udgangspunkt er holdet meget optaget af, om videoerne klarer sig godt, og læser gerne kommentarsporet igennem for at nærstudere, hvad publikum reagerer på. Som Dein forklarer, skal gruppen jo helst »ramme et niveau, hvor vi føler, at vi stadig er berettiget til at være i feltet«. Alligevel står de fast på, at likes og kommentarer aldrig må blive det afgørende succeskriterium.
Stensgaard: »Det er jo mega sjovt at se, om man kan regne det ud. Da vi lavede ‘Pøllehullet’, Christoffer Prisholm og jeg, blev nogle af videoerne også lagt online. Men det var jo noget helt andet, fordi vi netop gerne ville have et afbræk fra at tænke i sociale medier. Så vi vidste 100 procent, hvordan det ville gå med videoerne på Facebook. Det gik ad helvede til«.
Han understreger dog, at han stadig er enormt stolt af serien, som til gengæld leverede på en masse andre parametre. I sidste ende, bemærker Stensgaard, nytter det heller ikke at »designe indhold efter kommentarsporet«, da reaktionerne altid er blandede, uanset hvad gruppen udgiver.
Schøber uddyber: »Du kan godt få at vide, at du er en kæmpestor nar, og at det er den bedste video, du nogensinde har lavet, i det samme kommentarfelt. Så der er bare kontant afregning, både positivt og negativt«.
Satiren skal afspejle en ny kultur
I det hele taget virker de tre drenge afslappede omkring de vrede reaktioner, som deres videoer også afføder indimellem. I langt de fleste tilfælde drejer det sig om seere, der har misforstået pointen snarere end nogen, som føler sig stødt over indholdet. For eksempel gruppens nylige video om farverne i skak, der taler ind i en større diskussion om strukturel racisme i samfundet.
»Der var nogen, der troede, at den rent faktisk handlede om skak!« fortæller Stensgaard grinende: »At man ikke må spille skak mere. Nogen troede også, at vi lavede sjov med, at den ene karakter føler sig forurettet. Men de fleste så jo heldigvis videoen, som vores intention var«.
Holdet havde på forhånd haft flere overvejelser om videoen, da de var i tvivl om, hvorvidt de som tre hvide mænd var de rette personer til at skrive jokes om racisme. I sidste ende blev de dog enige om, at emnet var for vigtigt til ikke at tage det op. Som Dein forklarer, »kiggede vi hinanden i øjnene og sagde: »Det her bliver vi nødt til at lave, fordi det er det, vi skal kommentere på«.
Som udgangspunkt er holdet aldrig bange for at gribe fat om kontroversielle sager og er heller ikke utilfredse, hvis deres videoer afstedkommer en diskussion blandt seerne. Men deres fokus er altid på at skabe det sjoveste resultat, og provokation er aldrig et mål i sig selv, slår Stensgaard fast.
»Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, når nogen siger: ’Fuck krænkelseskultur, det skal vi ud og bekæmpe’. Det synes jeg er lidt fladt. Det virker en smule idéforladt ikke at følge med i det samfund, man lever i. At man bare stopper op og siger: ’Det er hertil, min personlige udvikling går, så fra nu af er jeg bare provokerende’«.
Tværtimod håber drengene, at de med eksempelvis skakvideoen eller deres sketch om venstrehåndede kan afspejle nogle af de aktuelle strømninger, der præger samfundsdebatten herhjemme.
Schøber: »Jeg synes umiddelbart, vi er rigtigt gode til at tilpasse os, hvad der sker lige nu, fordi vi er vant til, at platformen konstant ændrer sig. Fint nok, så må vi også ændre os. Jeg er overhovedet ikke enig, når folk siger, at ’nu må det stoppe, man må ikke sige noget mere’. Det er kun et benspænd for at sige det alligevel, bare på en ny måde«.
Dein: »Hvis vi kan være nogen af dem, der lægger en ny bane og viser, at det sagtens kan lade sig gøre, så er det meget sejere end at gå den anden vej. Unge mennesker, inklusive os selv, er jo del af en ny kultur, og vi prøver at tale til P3’s målgruppe. Så nytter det ikke noget at forholde sig ekstremt konservativt til humor. Det er meget federe at være lidt progressiv«.