‘Pøllehullet’: Danmarks komiske fremtid er i sikre hænder hos DR’s satiretalenter
Mine forventninger lå på et ret lille sted, da jeg først læste titlen ‘Pøllehullet’.
Lige indtil jeg hørte, at det var DR-talenterne Kasper Stensgaard og Christoffer Prisholm, der stod bag satireprojektet med det fladpandede navn.
For i løbet af de eneste år, har de gang på gang bevist deres værd som nuværende fanebærere ved den danske humortraditions arnested: P3-satire, hvor de også har været henholdsvis vært og medvirkende i den desværre oversete satirepodcast ‘Ausfahrt’.
Som medskabere af SoMe-hits som ’Løvens Bule’, hvor basale hverdagsfænomener som mælk, æg og badetøj bliver udstillet som de mest åndssvage perversiteter i kapitalismens højborg, har duoen for længst slået fast, at de er nogle af de mest aktive og underholdende sketchsmede i Danmark.
Men meget tyder på, at det med det mere traditionelle sketchshow ‘Pøllehullet’, der præsenteres som »en velskænket omgang mørk og absurd satire« er nu, gutterne fra Facebook-videoerne for alvor har fået deres store mulighed for at rykke et nøk op i satirehierarkiet.
Pøllehullet er navnet på et brunt værtshus, som er vandingshul for et hav af skæve personager. Blandt andet en wannabe-hæphopper, der sidder og skodbeatboxer uden at ænse sin smukke date, og den sølle sjæl Sofus, der har købt verdens mest realistiske sexdukke Tanja hjem fra Kina. Dukken er desværre bare så realistisk, at den knalder med både postbuddet, mælkemanden og politibetjenten, men er træt, hver gang Sofus gør tilnærmelser.
Selve ideen med en sexdukke, der ikke gider knalde, er måske til den platte side, men sketchen får et andet glimt i øjet, når det, hver gang Sofus overrasker Tanja Shaggy-style, italesættes, at postuniformen er forældet, mælkemanden er et reklamestunt, og politimænd vist ikke går med frakke og hjelm i 2020.
En anden bærende fortælling handler om Prisholms Business-far, der i forsøget på at hyggeoptimere børnefamilien får fyret sin kone, fordi »han simpelthen ikke kan mærke hende«. Latterliggørelsen af mellemlederflosklerne er ikke banebrydende, men effektiv og grinagtig, og Stine Bjerregaard (‘Pleaser’) som den knap så ’business’ mor er en gave til alle indslag, hun medvirker i.
At kalde ‘Pøllehullet’ mørk og absurd er en tilsnigelse. Men med det åbenlyse humoristiske talent og den gejst, duoen lægger for dagen, er det i sidste ende ligegyldigt.
Det er herligt med et sketchshow, der nok bruger mindre tid på at deltage i samfundsanalysen, men til gengæld er så sjovt, at man griner sig igennem det. Mange gange uden helt at forstå hvorfor.
Den mest absurde karakter er muligvis også en af de sjoveste. I showets sidste par afsnit møder vi tendensfetichisten Hr. Klumme, der med grisetryne og cottoncoat som en festdementor formår at ødelægge den mindste flig af autentisk hygge med sit »skarpe blik på tidsånden«. Som han efterfølgende med vampyrisk ophidselse nedfælder i en klummeparodi derhjemme – »Når nutidens unge taler, taler de om ingenting«. Nåsåen Benny fra The Julekalender har ikke levet forgæves.
Der er ikke et sekunds tvivl om, hvilke komiske forbilleder der har formet ‘Pøllehullet’s fædre. Men serien er et bevis på, hvor stor DR-satires arv egentlig er med adskillige karakterer, der nikker til ‘Casper og Mandrilaftalen’, ‘Gramsespektrum’ og ‘Rytteriet’. En arv Stensgaard og Prisholm bestemt formår at løfte.
Den uappetitlige bar ‘Pøllehullet’ er uforudsigeligt og morsomt selskab. Serien er bevis på, at Danmarks komiske fremtid er i sikre hænder hos Stensgaard og Prisholm, der i deres første sketchshow måske ikke opfinder den dybe tallerken, men til gengæld får os til at grine igen og igen.
Kort sagt:
Selvom ‘Pøllehullet’ ikke skarpt spidder samfundet eller sprænger grænserne for, hvad satire kan eller skal, er dets unikke trumfkort, at det virkelig er sjovt.
Anmeldt på baggrund af alle seks afsnit.