’Industry’ sæson 4: HBO’s finansserie er lige så fucked up som den tid, vi lever i
SERIE. Jeg fatter stadig ikke, hvad de taler om i ’Industry’ størstedelen af tiden.
Men det er alligevel dig, det er mest synd for, hvis du trods (eksempelvis mine) insisterende anbefalinger stadig ikke har fået set HBO’s ‘American Psycho’-sorte serie om afstumpede unge børsmæglere.
Misser du fjerde sæson, vil du gå glip af en af de bedste seriesæsoner meget, meget længe. Såvel som det eneste stykke tv-drama i verden, der kan slippe afsted med at afholde trekantsex på et østrigsk nazi-slot i et rum med et billede malet af Hitler hængende på væggen. Eller lade en karakter få knækket begge sine ben til tonerne af Alphavilles ’Forever Young’.
Der er egentlig ikke ændret på grundformularen, men skaberne Konrad Kay og Mickey Down, der selv startede deres karrierer i Londons finansdistrikt, cementerer sig nu som de mest zeitgeist-rammende serieskabere overhovedet.
Det, der startede som et lidt retningsløst pengedrama med foruroligende sexscener, virker nu som en profetisk fortælling, der i unik grad er støbt af tjæren, der er kloden anno 2026.
Da ’Industry’ fik premiere i 2020, talte vi ikke om financebros, og der var slet ikke lige så meget kulturelt spillover fra pengeverdenen. Mens så godt som ingen serier længere får lov til at vokse sig stærkere over tid, er det en ren gave, at ’Industry’ sæson 4 findes.
Først blev ‘Industry’ kategoriseret som ’Succession’-wannabe. Bagefter begyndte alle andre serier at spinde satire på den ene procent, indtil alle fiktive rige mennesker var forvandlet til en plat punchline. Men ’Industry’ har perfektioneret sin egen unik måde at fremstille eliten. Alle i serien er idioter, men de ligner det sjældent.
Og selvom det ikke er en overraskelse, at den nye sæson er god, er den alligevel en uventet vild forening af luksuriøs seriekunst og detaljeorienteret kapitalismekritik – som altid med ungdommelig kynisme.
Hvor tredje sæson havde en både beskidt og MeToo-betændt faderknude i fokus og sluttede af med lige dele tragisk romance og egyptisk opkøb af Pierpoint, er fokus i alle henseender nu sex.
Voila: Åbningsafsnittet hedder ’The PayPal of Bukake’. En titel, man kan klage lige så lidt over,som gensynet med en toptunet Myha’la, der sporter alt fra en verdensbank af betagende skræddersyede fits til en strap-on-dildo.
Hendes ustoppelige finance-brat Harper Stern er endnu engang klar til at dø for en pludseligt opdaget short-manøvre, og alle, der ikke er hundrede procent om bord, kan selvfølgelig rende hende. Hun skrider fra sin fond, der blev finansieret af Yas’ nye svigerfar Otto i sidste sæson, og starter forfra sammen med sin gamle mentor Eric Tao, der keder sig som pensionist.
Firmaet, hvis undergang hun vil vinde på, er betalingsmidlet Tender, der har profiteret stort på platforme a la OnlyFans og den fiktive gigant Siren.
Det ledes af Whitney (Max Minghella med en autentisk anstrengt amerikansk machostemme) og Harold fra ’Harold & Kumar’ (Hal Pen). Der skal dog gøres rent i biksen, efter en ny Labour-regering agter at straffe pornodistributører, og i stedet skal de være en demokratisk neobank (a la danske Lunar). Men som Harper tiltusker sig viden om på skruppelløse måder (Rishi er stadig med!), er rebrandingen mest af overfladisk art.
Den samme fornemmelse har finansjournalisten Jim Dycker (Charlie Heaton), der ligeledes uordentligt prøver at hverve Whitneys assistent Hayley (Kiernan Shipka) som kilde ved at score hende i byen. ’Stranger Things’-alumnen Heaton er en overraskende strålende tilføjelse til helvedesilden af ynkelige skikkelser.
Yas (bjergtagende Marisa Abela) prøver til gengæld at få Tender til at ansætte hendes mand Henry Muck (Kit Harington så god, så man glemmer Jon Snow), der døjer med en afgrundsdyb depression efter sidste sæsons fejlslagne Lumi-projekt efterfulgt af en kort, men ydmygende politisk karriere.
Allerede i afsnit to får vi serveret et exceptionelt ridt ind i deres forskruede fornuftsægteskab på Henrys forbandede 40 års-fødselsdag, der starter med, at Yas giver husbonden hans fars istandsatte armbåndsur. Velvidende at hele dagen er indhyllet i traumet fra, at selvsamme far tog sit eget liv, da han fyldte 40. Senere er der udklædningsfest med Versailles-tema og total nedsmeltning.
På den måde er ’Industry’ så dedikeret anti-basic, at det ville være umuligt at fremhæve alle detaljerne i seriens forrykte lækkerhed.
Subtilitet er der ikke meget af, og selvom det kan virke latterligt overfortalt, at nutidsherskabet er klædt ud som Solkongen og co., eller at magtpositioner cementeres med flagrende plastikpikke, er det jo netop sansen for altædende livsførelse, der gør ’Industry’ så fed.
Alle scener rummer noget grotesk. Selv et basalt plotnødvendigt telefonopkald piftes op med, at den ene part lige går rundt med en abnorm grimsmart hund. ’Industry’ kropsliggør, hvorfor vi glor på de rige, vi egentlig afskyr.
I mange andre prestigeserier er der gået Valdemarsro-forudsigelig opskrift i Det Enestående Afsnit, Der Skiller Sig Ud Fra Mængden Og Inspirerer Til Særskilte Thinkpieces I Medierne. Sådan er det ikke her. Alt er lige lidt sygere og på lidt mere kokain, men det står også klarere end nogensinde, at ’Industry’ også er en banebrydende serie med sin egen form.
Det er på en måde en skam, at ’Industry’ handler om finansfolk, for selvom det er nødvendigt, er det også dens store dramatiske brist, at det kedeligste er hovedplottet.
Fra afsnit to og frem overgår det ene afsnit til gengæld det andet, så serien føles decideret cinematisk. Indsvøbt i et yuppie-hjemsøgt inferno af 80’er-hits.
I sidste ende er det kun en overproppet Epstein-parafrase, der slår skår i mesterværksmomentummet.
Kort sagt:
På fjerde sæson har ‘Industry’ taget skridtet videre fra cool sæbeopera til at være den eneste serie, der er lige så fucked up, som den verden vi lever i. Og som kan forvandle det til lige så syg underholdning.