REPORTAGE. Regnen nåede lige at stilne af, inden det for alvor gik løs på Soundvenue-scenen til Distortion X Rådhuspladsen.
Heldigvis, kan man sige, for allerede klokken 18 stod Sira Jovina klar til at charmere med sin lige dele forførende og flabede neosoul.
»Jeg prøver virkelig at stay in character, for jeg er altså normalt ikke så sur«, forsikrede hun om efter ildevarslende ‘Håber det gør ondt’, men det er jo en smal sag for en af dansk musiks største karakterskuespillere lige nu.
Derefter gjaldt det Lord Siva, der fik publikum til at agere Hans Philip på Ukendt Kunstner-samarbejdet ‘Fortæl dem’, inden han selvfølgelig rundede koncerten af med fællessang til kæmpehittet ‘Solhverv’.

Zar Paulo tog over med deres energiske poprock, hvor der blev plads til både gamle sange og udpluk fra deres seneste album, ‘Ex_Europa’.
Fra scenen forklarede frontmand Emil Vammen, at koncerten markerede det ellers festivalvante bands første optræden på Distortion, men de fem efterskolevenner virkede alligevel til at føle sig godt til rette.
Til sidst gjaldt det Von Quar, der lukkede ballet med deres selverklærede hooligan-rock. Allerede inden koncerten var holdkaptajn Mikkel Øster som bekendt flyttet ind på Københavns Rådhus, så han havde ikke langt hjem.
Se alle billederne fra Distortion X Rådhuspladsen herunder.


















Find hele Soundvenues dækning af Distortion HER.
