’Spider-Man: Brand New Day’: Tom Holland er Spidey for fjerde gang – og bedre end nogensinde
FILM. Tom Hollands tre forgangne roste ’Spider-Man’-film, sat i Marvels voluminøse superhelteunivers, er i sig selv fine og blandt de bedre MCU-tilføjelser. Men skal jeg være lidt hård, så toppede serien først i slutningen af treeren ’Spider-Man: No Way Home’.
Særligt de skelsættende øjeblikke, hvor Peter Parker både mistede surrogat-moderen Tante May på traumatisk vis og efterfølgende lod Dr. Strange udviske hans eksistens fra kæresten MJ’s og bedstevennen Ned Leeds’ bevidsthed, fik tårerne til at trille.
Alligevel var det scenen i filmens døende minutter, hvor den nu fremmedgjorte Peter møder dem begge igen med planer om at genintroducere sig selv, men indser, at de måske er bedre tjent uden ham og den fare, der følger med at være tæt på en superhelt, som ramte mig hårdest.
Blandingen af ensomhed, sorg og modenhed, der kommer til udtryk i Tom Hollands øjne i scenen, gør mig stadig grådlabil, fordi den indfanger noget helt grundlæggende ved Spider-Man: villigheden til at træffe de svære valg og leve med konsekvenserne. Endda på bekostning af sin egen lykke.
Det er bagtæppet for den længe ventede ’Spider-Man: Brand New Day’, som både lever op til forventningerne og på sin vis overgår de tre forrige film med sikker instruktion fra Destin Daniel Cretton (bag den vellykkede serie ’Wonder Man’), en stærk historie og Tom Holland, der krænger sit hjerte ud i sin bedste præstation hidtil som den altid hårdtprøvede titelfigur.
Som det altid er tilfældet med Marvels (og i dette tilfælde også Sonys) største titler er hemmelighedskræmmeriet i forhold til plot, detaljer, spoilere og alt derimellem ekstrem. Hvem Sadie Sink spiller, og hvilke kulørte cameos og overraskelser, der dukker op i løbet af filmen, og hvad der sker efter rulleteksterne, skal jeg ikke afsløre her.
Så derfor holdes resumeet på et vanligt minimalistisk og ufarligt plan:
Kronologisk foregår ’Brand New Day’ fire år efter begivenhederne i ’No Way Home’, hvor Peter har dedikeret sig fuldt ud til sit hverv som Spider-Man, mens hans civile alter ego er glemt af alle fra The Avengers til Ned og MJ. Poor Peter Parker …
Han hyldes og forgudes dog af indbyggerne i New York, som han har hjulpet ved at placere skurke som Tombstone, Scorpion og syndikatet The Hand bag lås og slå.
Tomheden og ensomheden fra mindelserne om hans tabte forhold til sine kære, tager dog hårdt på ham. Men superhelte får hverken ordineret syge- eller fridage, så da en ny og usynlig trussel skaber panik i New York, må Spider-Man atter komme storbyen til undsætning.
’Brand New Day’ er først og fremmest begunstiget af sin nye instruktør, Destin Daniel Cretton, der har et sikkert greb om filmens mange medrivende actionsekvenser, hvor Hollands akrobatik og den (for det meste) polerede CGI kommer fuldt ud til sin ret.
Men heldigvis lader han os også komme helt tæt på Peters spøgelseslignende og generelt triste tilværelse, hvor han ømt længes efter sine venners nærhed og selskab. Det er bevægende og relaterbart.
Cretton bruger samtidig New York til at skabe en stemning og ikonografi, der læner sig tæt op ad forlægget, hvor Spider-Mans interaktion med byens indbyggere gør karakteren jordnær, mens de omstændige spring mellem de gamle art deco-bygninger giver sus i maven.
Filmens skurk (som jeg heller ikke må afsløre) og det øvrige karaktergalleri er veloplagt og får godt med plads – herunder en mildere version af Jon Bernthals The Punisher, der fungerer som ligeledes sjælesøgende pendant til Spidey. Men i sidste ende tilhører filmen ene og alene Tom Holland.
Ovenpå sin flotte præstation som Telemachus i Christopher Nolans epos ’The Odyssey’ er Holland i gang med sit bedste år som skuespiller.
Som denne følelsesmæssigt martrede udgave af Peter Parker giver han en inderlig og nuanceret præstation, der krydres med en fin skildring af den melankoli og identitetssplittelse, der ofte rammer, når man er i 20’erne. Han glemmer dog aldrig at have det sjovt med karakteren.
Hårene i suppen – dem er der trods alt – er filmens massive spilletid, som mærkes, når snakken går for meget på pseudovidenskab, og når den ujævne humor i manuskriptet tager overhånd.
Først og fremmest er den fjerde installation af Hollands Spidey dog en forrygende syntese af inderlig melankoli og skamløs popcornunderholdning.
Kort sagt:
’Spider-Man: Brand New Day’ leverer fanservice og pompøs superhelteaction for alle pengene. Det er dog Tom Hollands stærke præstation og filmens modne udtryk, der løfter den op blandt de bedste fortolkninger af superhelteikonet.