KOMMENTAR. Taylor Swifts annoncering af, at sidste års ’The Life of a Showgirl’ nu blev udvidet med fire nyindspillede sange, kom hurtigt til at handle om noget andet.
»Sidste år gjorde I noget helt utroligt. Noget, der fuldstændig blæste mig bagover … I sørgede for, at ’The Life of a Showgirl’ fik de højeste salgstal på en enkelt uge for et album nogensinde«, skrev hun. Taylor Swift kan godt lide høje tal.
Hver eneste nye udgivelse følges med usvigelig sikkerhed af et Instagram-opslag, hvor hun – overrasket, efter alt at dømme – beretter om de nye salgsrekorder, hun nu har slået. (»That’s a lot of numbers«, tihiede hun, da sangen ’Opalite’ tidligere i år nåede førstepladsen).
»You’re only as hot as your last hit, baby«, lød det på ’Elizabeth Taylor’ – et af mange rekordslående hits på det rekordslående ’The Life of a Showgirl’ – og hvis det er sandt, er Taylor Swift hottere end nogensinde før. Og hun vil gerne fortælle dig om det.
Nu er Swift atter fløjet til Sverige for sammen med Max Martin at give os fire nye sange, hver af dem en potentiel fremtidig salgsrekord – hver af dem praktisk talt allerede hits – så hun kan fortsætte med at være hot, baby.
Uretfærdigt forfulgt paria
Nu er det ikke, fordi der er noget i vejen med at fejre sin succes, men i takt med, at den ene salgsrekord har overtaget den anden, og overraskede annonceringer af egne salgstal er blevet en hyppigere og hyppigere forekommende begivenhed, er det som om, at en aura af glædesløshed har overtaget Swifts musik.
»I’m married to the hustle«, sang hun på ’The Life of a Showgirl’, hvilket er en meget iværksætter-agtig måde at tale om musik på. Helt spekulativt mistænker jeg oprigtigt de fire nye sange for at være et forsøg på at sætte en stopper for Ella Langleys rekordslående 23 uger på førstepladsen af den amerikanske singlehitliste.
For de lyder bare ikke som produktet af en kunstner, der er inspireret, kreativt stimuleret og fyldt med skabertrang. Som det gjaldt resten af ’The Life of a Showgirl’ er sangene plaget af en snigende fornemmelse af, at Swift træder vande. At hun simpelthen ikke er interesseret i at udfordre sig selv.
Værst af de nye sange er ’Cleveland!’, en æstetisk tvilling til »hey kids, spelling is fun«-hittet ’Me!’ fra 2019, som med insisterende marchtrommer og et musical-klingende omkvæd genbesøger en yndlingstematik: At Taylor Swift er en forhadt og uretfærdigt forfulgt paria, som bliver behandlet dårligt af alle andre end Travis Kelce.
»The taste of me is acquired, but it’s his favorite dish / He says I look like an angel, they say, ’I hate that bi–’«, synger hun, og får heldigvis censureret sig selv, før PG-ratingen bliver sat over styr.
»You only need to find one person in this entire world / Who doesn’t find you completely insufferable«, lyder konklusionen, som akkompagneres af musik så højstemt, solbeskinnet og sukkersødt, at det næsten er foruroligende.
Resten af sangene er mindre åbenlyst pinlige. ’Pink Clouding’ stiler lovende efter eksplosiv, neonskinnende 80’er-pop a la ’1989’, men mangler det store melodiske overskud, den uimodståelige energi og det charmerende glimt i øjet, der gjorde det album så godt.
’Patient Zero’ – hvor Swift gennem sygdomsmetaforik giver søsterlige råd til en kvinde, der er blevet »inficeret« af en fyr, som hun selv har været »smittet« af tidligere – er en god idé, der fortjener en bedre udførelse end den aktuelle sangs rigide trommer og urværksrytmik.
Det samme gælder ’Babylon’, hvor tabet af den mytiske oldtidsby bliver et billede på, hvordan hjertesorg kan ophøje tidligere forhold til nærmest mytologisk status. Endnu en god idé, der får mig til at længes efter den gang, hvor Swift gjorde sig umage med at forfine sine tekster.
I hørte det her først
I modsætning til, hvordan det måske lyder, kan jeg faktisk godt lide Taylor Swift.
Jeg elsker den Taylor Swift, der sang linjer som »You made a rebel of a careless man’s careful daughter, »We’re dancing ’round the kitchen in the refrigerator light«, »I lived in your chess game, but you changed the rules every day« og »If I’m dead to you, why are you at the wake?«.
Jeg savner den Taylor Swift, der var i stand til at fremmane følelsen af forelskelse med svimlende, filmisk storhed: »When you are young, they assume you know nothing / But I knew you’d linger like a tattoo kiss / I knew you’d haunt all of my what-ifs / The smell of smoke would hang around this long / ‘Cause I knew everything when I was young«.
Den Taylor Swift var fuldkommen fraværende gennem hele ’The Life of a Showgirl’ og er det fortsat på de fire nye sange. Derfor håber jeg også, at albummets nye ’Encore’-udgave bliver enden for Swifts mest uinspirerende æra nogensinde.
Og mon ikke, det også bliver sådan? Når MTV’s Video Music Awards løber af stablen på søndag, bliver Swift nemlig belønnet med årets »Artist Director Honors«, en splinterny pris tilsyneladende opfundet med det ene formål at få Taylor Swift til at dukke op til prisshowet.
Jeg kan allerede se hende stå på scenen, opulent statuette i hånden, og smilende annoncere sin næste gigasællert af et album, mens hele den amerikanske musikindustri ser frygtsomt til – velsiddende om, at de er forvist til hitlisternes periferi det næste halve år. I hørte det her først.
Det glæder jeg mig til, omend jeg godt kan have min tvivl om, hvorvidt Swift nogensinde kommer til at lave god musik igen. I hvert fald så længe hver eneste sang, hun udgiver, slår salgsrekorder med en selvfølgelighed, der begynder at ligne guddommeligt forsyn.
Men jeg bliver ved med at give musikken en håbefuld chance, fordi jeg stadig ikke har glemt, hvor god hun var engang. Eller som Swift netop har formuleret det: »You never knew that it was Babylon / ‘Til it was gone«.
‘The Life of a Showgirl: The Encore’ er ude nu.