Syv serier, der kan udfylde (lidt af) tomrummet efter ’Game of Thrones’

Intet kan leve op til ’GoT’, men noget skal man jo fordrive tiden med, før femte sæson kommer næste forår. Så her er en række fine bud med gore, magtspil eller overnaturlige kræfter.

Machiavelli’sk politik: ’Boss’

’Game of Thrones’ kyniske blik på kampen om magten deles i den grad af Starz-serien ’Boss’, hvor Kelsey Grammar spiller borgmester i Chicago Tom Kane. Han males som en nærmest shakespear’sk figur, der muligvis gik ind i politik med gode intentioner, men nu ingen midler skyer for at beholde magten.

Især anden sæson af ’Boss’, som desværre blev den sidste, er et machiavelli’sk magtspil af høj klasse, og det kølige forhold mellem Kane og hans hustru Meredit (spillet af danske Connie Nielsen) minder en hel del om Frank og Claires i ’House of Cards’. Netflix-serien er måske nok en flottere og mere ambitiøs serie, men til gengæld er psykologien i ’Boss’ mere overbevisende og skræmmende. Kelsey Grammar har sit livs rolle som den majestætiske bykonge.

Kan ses på Viaplay.

Mænd i lændeklæder: ’Vikings’

Hverken produktionsværdi eller karaktertegning i History Channels vikingeserie kan naturligvis måle sig med ’Game of Thrones’, men mindre kan også gøre det, hvis man vil have lidt underholdning af historisk tilsnit.

Sagaen om Ragnar Lothbrok, hans kone Lagertha og de øvrige barske skandinaver er en guily pleasure, hvor man som dansker kan more sig over de kostelige udtalelser af skandinaviske ord. Efter sigende skulle serien blive bedre og bedre, og vi har ligefrem hørt nogle udtale, at de foretrækker ’Vikings’ overskuelige ensemble frem for ’Game of Thrones’ utallige fortælletråde. Blasfemi – men alligevel…

Kan ses på HBO Nordic.

’Penny Dreadful’

Der er ingen tvivl om, at gore-værdien er ét af ’Game of Thrones’ ypperste kendetræk, og der bliver sjældent sparet på blod, vold og afhuggede hoveder. Vil man have et overnaturligt miljø kombineret med uhygge til overflod, kan John Logan og Sam Mendes’ ’Penny Dreadful’ være et bud.

Det er en mørk og gotisk serie sat i Jack the Rippers London, hvor vi møder et utal af monstre og uhyrer, og her tænker vi ikke på Timothy Dalton eller Josh Hartnett i et par af de bærende roller, men typer som Dracula og Frankenstein.

Vores anmelder var lunken i sin bedømmelse, men giv den da en chance. Det kan jo ikke være ’GoT’ det hele!

Kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Anmeldelse af ‘Penny Dreadful’

Sexet kostumedrama: ’The Tudors’

Folk med hang til politik blandt folk i store kostumer, har også andre muligheder end ’Game of Thrones’. Som denne fine irsk-canadiske serie om kong Henry d. 8. i England i 1600-tallet, som deler fokus på intriger, magt og sex med ’Game of Thrones’.

Ligesom ’GoT’ viser ’The Tudors’, at det ikke behøver være stift og kedeligt, bare fordi folk har korset på. Og så har serien glimrende skuespillere med – Jonathan Rhys Meyers, Sam Neill, Henry Cavill og Peter O’ Toole for nu at nævne nogle af de vigtigste.

Serien nåede at få fire sæsoner, før den sluttede i 2010.

Kan ses på Viaplay.

Mafiametoder: ’Gomorrah’

Et utal af det seneste årtis store serier har behandlet hårdkogte mænd i strid om magt, penge og damer: Fra ’The Sopranos’ til ’The Wire’ og ’Boardwalk Empire’.

Selvom ’Game of Thrones’ har stærke kvindelige karakterer, er også denne præget af barsk hanekamp i et patriarkalsk samfund. Ja, her er politik faktisk nogenlunde at sammenligne med maskuline idealer i mafiaen. Er man til den slags, kan man kaste sig over tv-fortsættelsen af filmen ’Gomorrah’, som byggede på en bog af Roberto Saviano. Både film og serie giver et usædvanligt realistisk indblik i livet som mafioso, og hvordan samfundsstrukturer  tvinger unge mænd ind i de suspekte miljøer, hvor de øjner muligheden for hurtige penge.

Kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Anmeldelse af ‘Gomorrah’

Maksimal klamhedsfaktor: ’American Horror Story’

’Penny Dreadful’ er langt fra den eneste serie, der har så meget gore, at den får ’Game of Thrones’ til at ligne et afsnit af Postmand Per.

Også ’American Horror Story’ kan i den grad være med. Det er en antologiserie, hvor hvert afsnit byder på en ny historie. Karaktererne er nye hver gang, men skuespillerne går igen med folk som Jessica Lange, Sarah Paulson og Dylan McDermott.

Serien skulle især blive god fra anden sæson, som foregår på et sindssygehospital, så hop roligt første over. Hvis du tør.

Kan ses på amerikansk Netflix.

Ham med Khaleesi: ’Jack Taylor’

En god måde at komme sig over en yndlingsserie er at fange skuespillerne i andre roller. Alene af den grund kan ’Jack Taylor’ være værd at tjekke ud. Den har nemlig Iain Glen, som vi har lært at kende som Jorah Mormant i ’Game of Thrones’, i titelrollen som den irske politimand, der bliver fyret fra sit job efter at have overfaldet en minister, og i stedet starter som privatdetektiv.

Han gør det glimrende, og om ikke andet er det i hvert fald et langt bedre bud end at tvinge sig selv til at se ’Pompeii’ med Kid ’Jon Snow’ Harington i nedtrapningens navn.

Kan ses på Viaplay.

Læs også: Anderledes politiserier til at udfylde tomrummet efter ‘True Detective’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af