’Penny Dreadful’
Dennis Jürgensens hyggelige børnebøger om drengen Freddy og den fantastiske amerikanske 80’er-perle ’The Monster Squad’ samlede Dracula, Frankensteins monster, The Mummy og The Wolf Man til veloplagt sjov og spas.
Monstre og overtro er dog ikke til at spøge med i den nye serie fra den tredobbelt Oscar-nominerede manuskriptforfatter John Logan (’Gladiator’, ’The Aviator’, ’Hugo’), der har sin ’Skyfall’-kollaboratør Sam Mendes (’American Beauty’) tilknyttet som producer. Tidens trend er som bekendt, at alt det, der ville gøre sig bedre som farverig underholdning, helst skal være så dystert og seriøst som muligt.
Vi befinder os i den victorianske æras London, nærmere bestemt i september 1891, dengang frygten for Jack the Ripper spredte rædsel i natten, og billige skrækblade – såkaldte penny dreadfuls – holdt børn oppe til ud på morgenstunden.
Bag de to første afsnit står J.A. Bayona (’Børnehjemmet’, ’The Impossible’), og når han får lov til at udfolde sig til fulde, skaber hans præcise og tålmodige instruktion effektiv suspense og en trykkende atmosfære med lange, ubrudte kameraskud i stemningsfulde sets. Man fornemmer ondskaben, der gemmer sig i skyggerne.
Logan gør også et ihærdigt forsøg på at appellere til den gotiske fanbase, der vil nikke genkendende til en genial doktor med et gudekompleks, en amerikansk mand i London og hieroglyfinstruktioner fra den egyptiske dødebog. Referencevællingen afføder en automatisk nysgerrighed: Hvordan kommer det hele mon til at hænge sammen?
De mange sammenrørte elementer fra 1800-tallets verdenskendte litteratur i ’Penny Dreadful’ leder ens tanker tilbage på film, det ellers næsten var lykkedes at fortrænge, de skrækkeligt mislykkede ‘The League of Extraordinary Gentlemen’ og ’Van Helsing’. I forhold til disse har Logan ambitioner om at byde på andet og mere end blot letbenede løjer, men desværre forekommer hans historie på samme tid overfyldt og langsommelig, så man tager sig selv i at dagdrømme om flere konfrontationer med forbandede væsener og blodsugende yngel.
En betydelig del af kedsomheden skyldes, at inkarnationerne af de legendariske skikkelser, hovedparten af spilletiden bliver brugt til at etablere (heriblandt Victor Frankenstein og Dorian Gray), ikke gøres tilstrækkeligt fængslende, selvom de jo netop burde have været seriens trækplastre. Ej heller Eva Greens gådefulde, tilsyneladende djævlebesatte sandsigerske Vanessa Ives eller Josh Hartnetts cowboycharmør Ethan Chandler udmærker sig.
Størst indtryk gør Timothy Dalton som den sammenbidte opdagelsesrejsende Sir Malcolm. I den klart mest spændende handlingstråd søger han efter sin datter Mina Harker, der er i en vis vampyrs magt, og Dalton fremsiger lavmælt sine replikker – manuskriptets bedste – med en forpint intensitet, der leverer meget mere substans end de mange småtørre dialogudredninger af gumpetung mytologi.
Kort sagt:
Plyndringen af de gotiske litteraturklassikere til den stemningsfulde kvalitetsproduktion ’Penny Dreadful’ har resulteret i en lidt sløv horrorpastiche, der takket være enkelte velinstruerede sekvenser og engageret skuespil fra en rå Timothy Dalton undgår at blive en regulær fuser.