‘Gomorrah’ – sæson 1

Det er svært at undgå at blive gammeltestamentelig, når et værk har så symbolsk en titel som det nye italienske gangster-epos ‘Gomorrah’, der fra denne uge kan ses på HBO Nordic.

Hvor Sodoma blev synonym med alverdens outrerede seksuelle udskejelser, har Gomorra altid spillet andenviolin. Den tid er slut nu. Gomorra står på egne ben som en hyperrealistisk skildring af den organiserede synd i det sydlige Italien, nærmere bestemt havnebyen Napoli.

For et par år siden gik journalisten Roberto Saviano undercover i Camorraen (den napolitanske mafia) og afslørede alt fra kokainhandel og prostitution til kopivarer i designkvalitet. Bogen gav Roberto Saviano indtil flere dødstrusler på halsen, og han er fortsat nødt til at flytte adresse under regeringens beskyttelse.

Det er en anelse ironisk, at manden må frygte for sit eget liv og samtidig er medforfatter og producer på først en spillefilm og altså nu også en serie, som med stor kærlighed bliver skudt on location i den slum, som vil ham til livs. Men det er samtidig denne autenticitet, der er ’Gomorrahs’ styrke. Man føler sig virkelig til stede i både den gritty underverden fyldt med machismo-attitude belyst af kradse lysstofrør og i den tacky guldbelagte overklasse, der nok har penge, silkeskjorter og stoffer, men ingen smag – i hvert fald ikke i den udenforstående skandinavs øjne.

Læs også: Stort interview med folkene bag ‘Gomorrah’-serien

’Gomorrah’ er en klassisk karrierehistorie, hvor vi følger den unge, smukke og talentfulde gangster Ciro, der arbejder sig fra bund til top i et gangsterimperium ledet af den karismatiske og nådesløse Don Pietro.

Don Pietro er bekymret for familiens fremtid, for hvis han bliver likvideret eller ender bag tremmer, så havner magten hos hans søn, den forkælede og inkompetente Genny. Don Pietro beder Ciro træne sin vattede søn til at blive en rigtig mand, så familien ikke går i opløsning. Og det kun akkurat i tide, for Don’en havner bag tremmer, og Pietro-klanen må slås på flere fronter – mod myndighederne, rivaliserende klaner og en stikker inden for egne rækker.

Imens udvikler Ciro og Genny et broderskab midt i et drama af Shakespeare’ske dimensioner.

Samtlige scener åbner og lukker på en gruppe mænd, som kigger tvært på hinanden. Det gør serien en anelse statisk, for hvor er begejstringen? Hvorfor risikerer de liv og lemmer for et liv, der er så blottet for glæde? Der mangler dynamik i form af positive menneskelige følelser, og hvor ’The Sopranos’ (som simpelthen er nødt til at være en sammenligningsfaktor) konstant var sig sin pseudo-italiano-machismo bevidst, så virker det, som om ’Gomorrah’ dyrker det italienske, overspillede mandeideal uden megen humor.

Det giver selvfølgelig en autentisk følelse af at være i selskab med nogle bad asses, men til tider virker det ufrivilligt sæbeoperaagtigt, at samtlige replikker leveres gennem et stenansigt.

Men man tilgiver nemt seriens svagheder (læs: afvigelser fra den gængse hollywoodformular), for ’Gomorrah’ er spækket med intense, billedskønne scener, der er helt anderledes gestaltet end de skabelonagtige amerikanske pendanter, som altid gerne vil chokere.

I ‘Gomorrah’ er lydbilledet klaustrofobisk tæt, og alt ses gennem et uroligt håndholdt kamera, der følger knudemænd fra syndens by gøre det, de gør bedst: handle i stedet for at tale.

Læs også: »Jeg var forbløffet over, at de andre aldrig var blevet truet med en pistol«