Skuespilleren Marco D’Amore læner sig frem i stolen. Han placerer sin albue på knæet og maser pegefinger og tommelfinger sammen, som skulle han til at kaste en dartpil.
»Lad mig stille dig et spørgsmål. Tror du virkelig, at vi ville have kunnet optage et helt år i Napoli, hvis vi havde fået dødstrusler?«
Blandt den store skare af internationale journalister, der er samlet i Rom til verdenspremieren på den nye italienske storserie, ’Gomorrah’, er rygterne gået på, at produktionsholdet måtte skifte location hver anden dag under optagelserne i Napoli og omegn, hvor den lokale mafia, camorraen, holder til.
Serien ’Gomorrah’, der kan ses på HBO Nordic, er løst baseret på dels Roberto Savianos bog af samme navn fra 2006, der er en journalistisk undersøgelse af virkelighedens mafia i Napoli, og filmen ’Gomorrah’ fra 2008. Og på pressemødet efter visningen af de to første afsnit havde det samstemmende lydt fra skuespillere, manuskriptforfattere og producere, at de ingen problemer havde haft med mafiaen. Overhovedet.
Mafiaen kan se forskel
Men hvordan kan det være, når Roberto Saviano har levet under jorden med konstant politibeskyttelse siden bogens udgivelse? Det er det spørgsmål, Marco D’Amore, som har en af hovedrollerne i ’Gomorrah’, forsøger at afværge med sit gennemborende blik.
Seriens kunstneriske instruktør, Stefano Sollima, der har instrueret syv af seriens tolv afsnit, er mere affabel, da han forklarer paradokset.
»Roberto Savianos bog fortalte en virkelig historie. Han skrev om virkelige mafiosoer og offentliggjorde deres navne. Den type mennesker arbejder bedst i det skjulte og ville ikke have deres navne frem. Men vi lavede fiktion med andre navne. Mafiaen forstår forskellen på en fiktiv fortælling og en journalistisk fremstilling. Derfor blev vi ikke truet«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Gomorrah’
Men det betyder ikke, at der ikke var voldsomme oplevelser under optagelserne, der foregik on location i nogle af de mest socialt belastede områder i og omkring Napoli.
»Følelsesmæssigt var optagelserne en byrde. En dag blev en mand skudt i nærheden af, hvor vi skulle optage dagen efter. Jeg skulle skyde en mand i scenen, og jeg vidste godt, at det var skuespil. Men jeg så, at der stod små børn i nærheden og overværede optagelserne. De reagerede overhovedet ikke på scenen, fordi de kendte situationen fra virkeligheden«, fortæller Marco D’Amore.
Research blandt mafiafruer
For skuespillerne i serien var det meget forskelligt, hvordan de researchede til rollerne som mafiamedlemmer.
Maria Pia Calzone spiller i serien Immacolata Savastano, der er mafiabossen Don Pietros krævende og strikse high maintenance-kone, som konstant køber nye sofaer og har indrettet hjemmet med en gigantisk fladskærm med guldramme med krummelurer, der hænger over familiens spisebord.
Interviewet med hende foregår på et værelse på femte sal af det overdådige Boscolo Exedra Hotel på Piazza della Republica, mens de andre skuespillere sidder ved små cafeborde i hotellets mødelokale i kælderen.
Læs også: Tre serier, to film og et talkshow, du skal se i maj
Hun er klædt i en kropsnær turkisfarvet kjole med blonder og ligner en, der skal direkte til aftenens gallapremiere. Men hun er imødekommende, og da talen falder på hendes forberedelser til rollen, slår hun over i engelsk, fordi hun ikke kan vente på, at tolken oversætter for hende.
»Jeg talte med kvinder, der tidligere var i camorraen, men ikke er det mere. De retfærdiggjorde ikke deres livsstil. Det følte de ikke, at der var behov for. De havde deres egne bevæggrunde og moralske principper for at leve i den verden, som vi ikke kan forstå«, siger hun.
Pistoler var hverdagskost
For Fortunato Cerlino, der spiller mafiabossen Don Pietro, var det ikke nødvendigt at tale med mennesker, der har oplevet mafiaen på tæt hold. Han er født og opvokset i Napoli og kunne trække på egne erfaringer.
»Jeg kan huske præcist, hvordan der var. Camorraen er ikke en person, det er en livsstil. Man indånder den, når man bor der. Det er en sindstilstand. Pietro er ikonet på denne livsstil. Min familie bor i Napoli, og jeg forsøgte bare at huske tilbage«, fortæller Fortunato Cerlino.
»Det er svært for folk udefra at forstå, hvordan det er. Jeg forlod Napoli, da jeg var 17 for at studere. Jeg talte med mine nye venner, der ikke kom fra Napoli. Jeg var forbløffet over, at de aldrig havde set eller rørt en pistol eller var blevet truet med en pistol. Eller havde venner, der var blevet myrdet. Eller havde slægtninge, der ikke kunne arbejde, fordi de blev truet af camorraen. Sådan er det. Når man ikke er i Napoli, er det ikke normalt. Men som barn troede jeg, at det var normalt«.
Også Marco D’Amore havde på forhånd et kendskab til camorraen og nægtede af princip at lave research til sin rolle.
»Jeg kommer selv fra en del af landet, hvor det ikke er nemt at skelne mellem helte og skurke. Nogle af mine venner tog en anden vej end mig. Småtyverier, pushere, og nogle blev dømt for alvorlige forbrydelser«, siger han og fortæller, at han ikke tror på method acting.
»Jeg boede ikke på gaden og levede ikke som en mafioso. Jeg solgte ikke stoffer eller dræbte nogen. Men når man har gået ad den vej, kan man forstå det. Det var, som om jeg var blevet forprogrammeret. Når du har oplevet i det en ung alder, sidder det i din DNA«.
Den farlige humanisering
Selvom skuespilleren Fortunato Cerlino har haft mafiaen tæt inde på livet, var han ikke bange for at glorificere mafiabossen Pietro ved at give ham et menneskeligt ansigt.
»Han repræsenterer en slags mennesker, der findes, og som folk bør kende til. Pietro ved, at de ting, han gør, er onde, men hans ide om menneskelighed sætter ham i stand til at gøre det. En bad guy ser ikke sig selv som en bad guy. Han ser bare nogle opgaver, han skal løse. En mand kan ikke overleve, hvis han ikke ser sig selv som menneske. Deri ligger hans menneskelighed, som jeg forsøgte at fremstille«, siger Cerlino.
Samme overvejelser gjorde Maria Pia Calzone sig.
»Det eneste, jeg fokuserede på, var, at jeg ikke fordømte karakteren. Jeg forsøgte at forstå den verden, de kommer fra, uden moralsk fordømmelse. Ja, der er negative aspekter af karakteren, men det er nu engang deres måde at leve på. Man kan ikke forsvare hendes livsstil, men man kan forstå hendes bevæggrunde for at opføre sig sådan«, siger Maria Pia Calzone.
Den tredje udgave af Gomorrah
Nu er det så tredje gang, at et værk med titlen Gomorrah har premiere. Bogen fik stor opmærksomhed og ros, og filmen vandt juryens Grand Prix ved filmfestivalen i Cannes. Hvordan følger man efter disse succeser med en tv-serie?
»Det første, jeg gjorde, var at udelade alt det, Matteo Garrone havde fortalt i sin film. Så fortalte jeg resten af bogen«, siger instruktør Stefano Sollima.
»Men jeg fokuserede kun på den del af del af camorraen, der handler med stoffer. Vi ville ikke kun fortælle, hvordan camorraen påvirker lokalsamfundet, men også den globale økonomi. Gennem hvidvaskning af penge doper de den globale økonomi, fordi der kommer penge, som egentlig ikke eksisterer, ind i systemet. Så vi bredte vores historie ud«.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘Gomorra’ – sæson 1