Danske Nicolas Winding Refn måtte tage tomhændet hjem fra årets Cannes-festival, hvor Ken Loach som bekendt modtog Guldpalmen for ‘I, Daniel Blake’ – mens Refns egen model-horrorfilm ‘The Neon Demon’ delte vandene. Den danske instruktør fik på festivalen desuden tilranet sig en del opmærksomhed for at kalde sin danske kollega, Lars von Trier, for »over the hill«.
‘The Neon Demon’ får landsdækkende biografpremiere om to uger, men Nicolas Winding Refn har allerede rettet blikket fremad. Den danske instruktør er bedst kendt for de stilistiske og blodige billeder i sine egne film, men i løbet af de senere år har Refn også forsøgt sig som producer, blandt andet på det britiske remake af ‘Pusher’ fra 2012, ligesom han længe har talt om at lave en nyere version af exploitation-filmen ‘Maniac Cop’. Senest har han sagt ja til at producere en remake af den britiske horrorfilm ‘Witchfinder General’.
Og nu er Refn også på vej til at producere et remake af den italienske horrorfilm, ‘What Have You Done to Solange?’, der handler om en hævngerrig kvindelig seriemorder, og hvis soundtrack er komponeret af ingen ringere end Ennio Morricone. Det skriver The Playlist. Beslutningen om at lave et remake blev tilsyneladende foretaget på Cannes-festivalen, hvor Refn screenede ‘Planet of the Vampires’ og derefter faldt i snak med Fulvio Lucisano, der har produceret begge film.
Nicolas Winding Refn har kaldt originalen for en »absolut fantastisk italiensk giallo-film« og »en af de bedste horrorfilm fra den periode«, så det skal blive spændende, om remaket kan leve op til dette renommé.
Læs også: Alle Nicolas Winding Refns film – rangeret fra værst til bedst
Læs også: At være Nicolas Winding Refn
Læs også: Lars von Trier arbejder på seriemorderfilmen ‘The House that Jack Built’