Efter at have vundet Emmy-prisen for bedste komedieserie de seneste tre år lukker og slukker ‘Veep’ med en afsluttende syvende sæson. Den politiske komedie sikrede Julia Louis-Dreyfus en rekord-streak for bedste skuespillerinde i en komedieserie, da hun vandt Emmyen for samtlige seks sæsoner.
Men manden bag er mindst lige så interessant som hovedrolleindehaveren, og nu har Armando Iannucci, der selv hoppede af ‘Veep’ før sidste sæson, fået grønt lys til sit næste samarbejde med HBO.
Den engelske tv-forfatter har fået grønt lys til en pilot og backup-manuskripter på sin serie, der har arbejdstitlen, ‘Avenue 5’. Det er en komedie, som angiveligt foregår ombord på et rumskib, og selvom det ikke er den mest detaljerede beskrivelse, så lyder det som et spændende projekt.
Iannucci er mest kendt for sine politiske satirer, der foruden ‘Veep’ også tæller den britiske serie ‘The Thick of It’ (som ‘Veep’ byggede på) og spillefilmene ‘In the Loop’ og den kommende ‘The Death of Stalin‘. Men i starten af sin karriere var Iannucci ikke synderligt politisk, hvor han blandt andet stod bag ‘Alan Partridge’-serien med Steve Coogan i titelrollen.
Det vides endnu ikke, om ‘Avenue 5’ kaster sig over rumpolitik eller ej, men seriens pilotafsnit forventes at blive filmet i London i 2018.
Læs også: ‘Veep’ sæson 6: Stadig den sjoveste komedieserie på tv lige nu