Det var så let at affeje rebootet af 90’er-familiefilmen ‘Jumanji’ som et syndigt money grab med to af tidens mest indtjenende stjerner i Dwayne Johnson og Kevin Hart. Havde man dog studeret det lidt nærmere, ville man vide, at manuskriptet kom fra referencevittige Chris McKenna (‘Community’, ‘Spider-Man: Homecoming’), og at instruktøren Jake Kasdan før de afstumpede ‘Bad Teacher’ og ‘Sex Tape’ havde kreeret den smågeniale biopic-parodi ‘Walk Hard: The Dewey Cox Story’.
‘Jumanji: Welcome to the Jungle’ viste sig til manges overraskelse – minus vores egen anmelder – at være en selvironisk og fornøjelig blockbuster-opdatering af den, når alt kommer til alt, ret identitetsløse original med Robin Williams.
Honest Trailers’ job er normalt at påpege kejserens nøgenhed, men i tilfældet ‘Jumanji: Welcome to the Jungle’ har de gjort en undtagelse og blankt erkendt, at de blev taget på sengen.
Som så mange andre havde de ikke regnet med, hvor underholdende det ville være at se en halvbagt computerspilsrealisering med Dwayne Johnson splittet mellem typecastet actionhelt og tøsedreng og den tilsyneladende skrækkelige karakter, der alligevel fungerer: Jack Black, som imiterer en selvoptaget teenagepige, der opdager, at hun er Jack Black – med alt, hvad der følger af vom og andre udstående ting.
Læs også: Dwayne ’The Rock’ Johnson åbner op om depression: »Jeg græd konstant«