’Jumanji: Welcome to the Jungle’: Jack Black skraber bunden med pikjokes til overflod
Med film som ’Bad Teacher’ og ’Sex Tape’ på cv’et kan man ikke have de store forventninger til instruktør Jake Kasdan. ’Jumanji: Welcome to the Jungle’ ændrer dog heller ikke på Kasdans stime af elendige film.
Faktisk synes det bare at gå endnu mere ned ad bakke for sønnen til Lawrence Kasdan, der var med til at skrive ’Star Wars’ og ’Indiana Jones’. Farmand er næppe stolt. At der endda også har været fire manuskriptforfattere inde over for at færdiggøre det to timer lange miskmask af fladpandet dialog og tyndbenet plot, siger da heller ikke så lidt om elendigheden.
Man forestiller sig umiddelbart, at den ene forfatter efter den anden fordrukken af frustration har sendt lorten opgivende videre, indtil sidste mand er kommet i tanker om ’Ringenes herre’ og under et toiletbesøgs tid har færdiggjort handlingen på kummen. Og forhåbentligt også har kastet op i den af skam bagefter.
’Jumanji: Welcome to the Jungle’ er på alle måder en hån mod forgængeren ’Jumanji’ med Robin Williams fra 1995. Og den var såmænd ikke engang nogen åbenbaring, men blot en fjollet, familievenlig film, der dog imponerede i sin samtid med de visuelt flotte jungledyr, der gjorde livet faretruende for Robin Williams’ karakter Alan Parrish, der som barn bliver suget ind i brætspillet Jumanjis vilde verden.
’Welcome to the Jungle’ fortsætter mere eller mindre, hvor forgængeren slap. Ikke længere som brætspil, men konsolspil, som en uheldig teenager sætter strøm til anno 1996 og sporløst forsvinder ind i. 20 år senere står konsollen uforklarligt i kælderen på en high school, hvor fire vidt forskellige teenagere er samlet for at rydde op i som eftersidningsstraf.
En af de fire manusforfattere er tilsyneladende også kommet i tanke om ’The Breakfast Club’. Vi har den splejsede nørd, Spencer, og hans tidligere bedste ven, en mammut af en fodboldspiller, Fridge, samt de to diametralt modsatte tøser, den selvoptagede Instagram-bitch Bethan og den indelukkede Martha. Da de skider på deres opgave og i stedet kaster sig over at spille det gamle konsolspil, bliver de suget ind i Jumanjis verden. Ikke som dem selv, men som spillets karakterer. Og så har vi undskyldningen for at opleve fire Hollywood-navne på slap line som avatars.
Som trækplaster har vi den menneskelige bautasten Dwayne Johnson, der med sit voldsomme maskuline ydre skal foregive at være den skinny Spencer. Og på toppen af det helt tumpede har vi Jack Black, der får lov at folde sig ud som den overfladiske Bethany, der bare – ej hallo – slet ikke kan klare sig uden sin smartphone og bare slet ikke kan komme sig over, hvor crazy det er, at ’hun’ pludselig er udstyret med en pik.
Og nå ja, så er der spillets mission, hvor de fire for at vende hjem til virkeligheden skal bringe diamanten – ringen – tilbage til Jaguarbjerget, før dens ejer, skurken Van Pelt (Bobby Carnivale), får den erobret tilbage fra heltene. Ellers er det game over. Den som ofte glimrende Carnivale ser vi dog ikke meget til. Eller sprudlende visuelle effekter for den sags skyld.
I stedet er ’Jumanji: Welcome to the Jungle’ reduceret til et overflod af pinligheder og fordummende dialog i to stive timer, hvor man som anmelder kniber sig i armen for ikke at falde i søvn. Eller måske egentlig håber man er og kniber ekstra igennem for at vågne op fra mareridtet. Men ak. ’Jumanji: Welcome to the Jungle’ er modbydeligt virkelig.
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1