I går kunne vi fortælle, at ’Stranger Things’-skaberne Matt og Ross Duffer var blevet sagsøgt af instruktør, producer og manuskriptforfatter Charlie Kessler, der anklagede dem for at have stjålet idé og manuskript fra hans kortfilm ’Montauk’ fra 2012.
Ifølge søgsmålet skulle Kessler have pitchet en idé til Duffer-brødrene om at lave kortfilmen, der omhandler hemmelige eksperimenter foretaget af den amerikanske regering, til en serie. Nu afviser Duffer-brødrene anklagen:
»Hr. Kesslers påstande er fuldstændigt grundløse«, lyder deres officielle pressemeddelelse. »Han havde ingen forbindelse til skabelsen eller udviklingen af ’Stranger Things’. Duffer-brødrene har hverken set hr. Kesslers kortfilm eller diskuteret nogen projekter med ham. Dette er udelukkende et forsøg på at profitere på andres kreativitet og hårde arbejde«.
’Stranger Things’-holdet har netop startet optagelserne til den succesfulde Netflix-series tredje sæson, som endnu ikke har fået en premieredato.
Læs også: ’Stranger Things’-skaberne svarer på anklager om verbale krænkelser: »Vi er dybt rystede«