Hvis jeg skal være helt ærlig, døsede jeg hen undervejs, første gang jeg så ’The Usual Suspects’, som min ven Dennis havde taget med på vhs, og som han mente, jeg bare skulle se, for han havde lige selv tabt næse og mund over slutningen.
Det var sent, vi havde spist for meget slik, og jeg var træt. Men jeg skal love for, at jeg vågnede op i en blanding af chok og mistro, da der pludselig går en prås op for vores selvtilfredse politiefterforsker Dave Kujan, som ellers tror, han har regnet det hele ud efter udspørgningen af den ynkelige krøbling Verbal Kint (Kevin Spacey): Gabriel Byrnes kvikke Keaton var det diabolsk konspirerende forbrydergeni Keyser Sozë, som katalyserede det skudopgør på en båd, som resultererede i et utal af døde, og som politiet nu efterforsker.
Efter Verbal har forladt politistationen, kaster Dave et blik op på kontorets opslagstavle og taber sin kaffekop i dramatisk slowmotion, mens han bemærker navne som Quartet, Bricks, Redfoot, Guatemala og til sidst Kobayashi på undersiden af den smadrede kop – alle navne, som Verbal har brugt i sin vidneberetning – og styrter ud efter manden, som vi nu ser rette sin halte fod og forkrøblede hånd ud og blive samlet op af sin medsammensvorne i en sort bil.
Og mens Dave kigger desperat efter den virkelige Sozë, gentager lydsiden svindlerens tidligere, Baudelaire-citerende replik, der øjeblikkeligt blev en klassiker: »The greatest trick the devil ever pulled was convincing the world he didn’t exist«.
Det tog fuldstændigt pusten fra mit 13-årige jeg, og de kommende måneder så jeg vel filmen 30-40 gange for at kortlægge, hvordan filmen havde spundet sit bedrag, og hvilke dele af Verbal/Keysers fortælling der var sand, og hvilke der var det pure opspind.
Når en så hyppig gensynsfrekvens var til at holde ud, var det selvfølgelig, fordi Bryan Singers film baseret på et manuskript af Christopher McQuarrie også er en forrygende affære forud for det dramatiske twist:
Karaktergalleriet, titlens usual suspects, er på hver deres måde umanerligt cool og rablende vanvittige, fra Benicio Del Toros rable-mumlende Fenster (»he flip ya – flip-ya-for-real«) til Stephen Baldwins psykopatiske McManus. Alene lineup-scenen, hvor forsamlingen af forbrydere dasker til hinanden og griner indifferent, er mesterlig, og filmens motley crew har man lyst til at være i rum med for evigt, forstærket af den følelsesmæssig melankoli i Gabriel Byrnes desillusionerede Keaton og den effektive suspense i forbrydergruppens nøje gennemtænkte anslag mod båden.
Men i sidste ende er det selvfølgelig det ikoniske twist, der gør ’The Usual Suspects’ til en af tidens bedste kriminalfilm, og som i stor stil lancerede Kevin Spaceys karriere sammen med ’Seven’ senere samme år.
Den er udsøgt komponeret op mod afsløringen, og man kan blive ved med at finde flere niveauer i de spor, historien drysser ud undervejs: For eksempel er det i sig selv en åbenlys, men alligevel subtil ledetråd, at Verbal halter, ligesom Satan ofte er blevet beskrevet som halt i mytologien.
’The Usual Suspects’ er en forrygende kriminalfilm, der grundlagde min kærlighed til den slags fortællinger, som iblander suspense, excentriske karakterer og et intelligent overraskende plot. Simpelthen en af filmhistoriens største tryllekunster.
Læs også: Redaktionens yndlingstwist I – den tragiske sandhed om det hjemsøgte hus
Læs også: Også danske film kan trække tæppet væk under publikum – de 10 bedste plottwists i nyere tid
Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt
Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti
Læs også: Twistkongen M. Night Shyamalan er endelig tilbage