Redaktionens yndlingstwists I: Den tragiske sandhed om det hjemsøgte hus

Vi topper ugens tema om plottwists op med filmredaktionens helt personlige favoritter. Her skriver Lise Ulrich om ’The Others’.
Redaktionens yndlingstwists I: Den tragiske sandhed om det hjemsøgte hus
Alejandro Amenábars 'The Others'.

TEMA: PLOTTWIST-SÆSON! ’The Sixth Sense’s »I see dead people«-twist er ikonisk. Men jeg vil vove at påstå, at ’The Others’ er langt mere sofistikeret – og hjerteskærende.

Jeg så filmen første gang en mørk og stormfuld aften med forventningen om, at den ’bare’ handlede om et gotisk hjemsøgt hus langt ude på landet, hvor Nicole Kidman og hendes to små blege, solallergiske børn hører sære lyde i natten. Med et tæppe trukket godt op under hagen gøs jeg med den lille familie, der får tre nye, pænt creepy tjenestefolk, som jeg følte mig overbevist om, ville vise sig at være i ledtog med mørke magter, djævledyrkere eller lignende. Man havde vel trods alt set en gotisk gyser før, så watch out, Kidman!

’The Others’ foregår i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig, som manden i huset aldrig vendte tilbage fra. Mor Kidman er tynget af sorg og nervøsitet over at være mutters alene med børnene, Anna og Nicholas, men Anna kommer med hints til, at noget skrækkeligt skete »den dag, mummy blev gal«, og deres tidligere tjenestefolk forsvandt. Hvem er mon begravet på det lille gravsted tæt ved ejendommen… ?

Som filmen rullede sig ud, gættede jeg som en gal på, hvad den grumme afsløring, der syntes at lure forude, mon ville være: Havde Kidman slået sin mand ihjel »den dag, mummy blev gal«? Eller/og myrdet de gamle tjenestefolk, som så gik igen? Var de nye tjenestefolk familiemedlemmer til de myrdede, som ville have hævn? Alle muligheder virkede som både plausible og tilfredsstillende pay-offs, som jeg snildt havde slugt, hvorefter filmen formentlig ikke havde rumsteret yderligere i min bevidsthed som andet end en udmærket gyser.

 

Nicole Kidman i ‘The Others’.

Men instruktør Alejandro Amenábar ville det anderledes og meget værre som flere af hans spanske, ditto sindrige gyserinstruktørkolleger før og siden.

Da Kidmans mand, Charles, pludselig kommer gående ud fra tågen, der ligger tykt om husets grund, blev jeg taget på sengen. Han var ikke død! Eller, okay, det var han så måske alligevel, for han opfører sig virkelig mystisk, og insisterer på at tage »tilbage til fronten«, selvom krigen er slut. Næste morgen er han pist væk. Charles var et spøgelse! Vildt nok. Men så var der jo stadig de der lyde og de tre creepy tjenere…

’The Others’ åbenbarer sine hemmeligheder, ikke som en rose, der åbner sig, men som en blomst, der smider blad for blad med en skælvende krampetrækning, indtil den døde stilk er tilbage. For det er det, samtlige hovedpersoner er: Døde.

Kidmans mand kom aldrig hjem fra krigen, og i et anfald af vanvid slog hun begge sine børn ihjel. Herefter skød hun sig selv. Tjenestefolkene, der forsvandt døde af tuberkulose, og de ’nye’ tjenestefolk er ånder, der forsøger at få Kidman og børnene til at leve i fred med ’de levende’. For spøgelserne, de hører, er i virkeligheden husets nye ejere, der sammen med et medium forsøger at komme i kontakt med dem. »We’re not dead!« skriger børnene, mens jeg slow-clappede for Amenábar. Mind. Blown.

Kidman leverer en af den slags fabelagtigt indlevede præstationer, der langt om længe i start-00’erne gjorde hende til en superstjerne (filmen er fra 2001), og Amenábar balancerer historien på en knivsæg mellem bevidst campede gysertroper, man indbildsk tror, man kender alt til, og en velturneret, drømmerisk stemningsfuld genfortolkning af Henry James’ lille gysermesterværk ’Turning of the Screw’ fra 1898.

Twistet er af den fantastiske slags, der ligger lige under næsen på en hele vejen igennem, og som øjeblikkeligt forvandler hele filmen fra gyser til sørgmodigt drama, der kalder på dyb medfølelse snarere end rædsel – ikke ulig twistet i ’Børnehjemmet’ (spanierne kan bare noget med overnaturlige familietragedier). Og som fordrer utallige gensyn for at få alle ledetråde med.

I see dead people all over. Man kan nærmest høre M. Night Shyamalan vånde sig over, at han ikke kom på det først.

Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt

Læs også: Også danske film kan trække tæppet væk under publikum – de 10 bedste plottwists i nyere tid

Læs også: De 12 vildeste plottwists i dette årti

Læs også: Twistkongen M. Night Shyamalan er endelig tilbage

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af