Ren stjerneparade: Her er efterårets 16 mest ventede serier

Imødesete efterårsserier som ‘Kidding’, ‘The Deuce’ sæson 2 og ‘Mayans MC’ har allerede fået premiere, men det er bare starten på en særdeles stor sæson for serieentusiaster (dvs. alle mennesker). Vi optegner billedet af, hvad der er i vente.
Ren stjerneparade: Her er efterårets 16 mest ventede serier
Dar Salim i TV 2's kommende miniserie 'Kriger'. (Foto: Karoline Lieberkind)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Maniac’

‘Maniac’ slår fast, at efterårets serier vrimler med celebre navne til den helt store Hollywood-medalje. I ‘Maniac’ genforenes den fabelagtige duo fra ‘Superbad’, når Emma Stone og Jonah Hill leder an som de bærende roller i det nyeste værk fra Cary Fukunagas hånd, instruktøren bag første sæson af ‘True Detective’ og film som ‘Sin Nombre’ og ‘Beasts of No Nation’.

Stone og Hill spiller Annie Landsberg og Owen Milgrim, der kæmper med psykiske lidelser og mindreværdskomplekser, hvilket får dem til at melde sig til et medicinsk forsøg, der ved hjælp af en pille vil »løse alle deres problemer«. Det går dog ikke helt som ventet, og snart befinder de sig i alternative universer, mens grebet om virkeligheden løsnes i lyntempo.

Foruden Stone og Hill er blandt andre Justin Theroux, Billy Magnussen og Julia Garner at finde blandt castet.

Premiere på Netflix 21. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘The Romanoffs’

Det er tre år siden, vi sidst har hørt noget til Matthew Weiner, der efter en forfattertjans på ‘The Sopranos’ var hovedmanden bag ‘Mad Men’. Men til oktober udkommer Weiners imødesete ‘The Romanoffs’, en antologiserie, der følger otte handlingstråde om mennesker bosat rundt omkring på kloden, og som alle mener, at de er efterkommere af en russisk kejserfamilie, titlens Romanoffs.

Foruden de store forventninger, som Weiners seriearv unægteligt skaber, er den stjernebesatte rolleliste også med til at lægge forventningspres på premieren, blandt andet med et par ‘Mad Men’-gengangere som Christina Hendricks og John Slattery. De får selskab af Aaron Eckhart, Kathryn Hahn, Diane Lane, Amanda Peet, Corey Stoll og Kerry Bishé for blot at nævne nogle få.

Det er i øvrigt den første udgivelse fra Weiners hånd efter sidste års MeToo-skandale, hvor ‘Mad Men’-medforfatter Kate Gordon anklagede ham for eksplicitte seksuelle tilnærmelser.

Premiere på Amazon Prime 12. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Kriger’

TV 2’s næste store satsning hedder ’Kriger’, og den bugner af danske stjerneskuespillere, herunder Dar Salim og Dania Curcic i de bærende roller.

Salim spiller CC, en forpint officer der vender hjem efter 10 års tjeneste i krig, hvor han på den seneste mission mistede sin ven Peter på en opgave, han selv stod i spidsen for. Peters enke, politiefterforskeren Louise (Curcic), beder CC om at gå undercover hos rockerbanden Wolves for at få ram på den hårdkogte bandeleder Tom (spillet af en tatoveret Lars Ranthe), hvilket CC indvilger i uden de store overvejelser – han har intet at tabe.

Serien er instrueret af Christoffer Boe, der også snart er biografaktuel med Jussi-filmen ‘Journal 64’. Boe har også forfattet manus, i selskab med Simon Pasternak. Foruden Salim og Curcic glimrer rollelisten af navne som Søren Malling, Rudi Køhnke, Nicolas Bro, Natalie Madueño, Marco Ilsø, Andrea Vagn Jensen, Kenneth Kristensen og Katrine Greis-Rosenthal.

Premiere på TV 2 8. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘The First’

Sean Penn har kurs mod Mars i Hulus kommende ‘The First’, hvor Penn er hoppet i ubekvemt astronautkluns i rollen som eks-NASA-astronauten Tom Haggerty på den første menneskelige mission til den røde planet. Haggerty tilslutter sig et hold på fem astronauter, der tager på den farefulde rummission, samtidig med at vi følger deres efterladte tilbage på Jorden.

Den bærende rolle i ‘The First’ markerer Penns første tv-serie-optræden og kan måske være en vej tilbage til hans glory days, der de seneste år har lidt et knæk eller to, blandt andet med roller i tyndbenede actiondramaer som ‘Gangster Squad’, ‘The Gunman’ og instruktørfloppet ‘The Last Face’, der aldrig blev sendt på gaden. Manden bag astronautserien hedder nemlig Beau Willimon, der er kendt som ‘House of Cards’-skaber og desuden har skrevet manuskript til blandt andet ‘The Ides of March’ og den endnu ikke udgivne ‘Mary Queen of Scots’.

Penn må da også udpeges som det mest prominente navn blandt castet, der foruden en række mindre kendte ansigter tæller Natascha McElhone, LisaGay Hamilton, Oded Fehr, James Ransone, Hannah Ware og Melissa George.

Premiere på Hulu 14. september – dansk premiere uvis. 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘Escape at Dannemora’

‘Escape at Dannemora’ fortæller den bemærkelsesværdige historie om to fangers virkelige fængselsflugt fra Clinton Correctional Facility (Dannemora) i New York 2015.

I hovedrollerne har vi ingen ringere end Benicio Del Toro og Paul Dano, der spiller de to morddømte Richard Matt og David Sweat, som med hjælp fra fængselsmedarbejderen Tilly Mitchell (spillet af en ganske ukendelig Patricia Arquette) på opsigtsvækkende vis bryder ud af højsikkerhedsfængslet på den amerikanske østkyst. Foruden at være medsammensvoren i flugtforsøget indleder den 51-årige Mitchell et seksuelt forhold til begge fanger, der muligvis udnytter tilknytningen og Mitchells tilsyneladende tilbageståenhed til at genvinde friheden.

Serien er skabt af Brett Johnson og Michael Tolkin, og på instruktørposten sidder Ben Stiller, der debuterer som instruktør inden for serieformatet.

Premiere på HBO Nordic 19. november.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Camping’

Jennifer Garner brød for alvor igennem som skuespiller i tv-serien ‘Alias’ fra 2001, og nu vender hun tilbage i en hovedrolle på tv-skærmen i HBO’s kommende ‘Camping’, der er skabt af ‘Girls’-duoen Lena Dunham og Jennifer Konner.

I ‘Camping’ har en broget skare af venner og familie begivet sig på en nøje planlagt campingtur ført an af Kathryn (Garner), der har arrangeret udflugten for at fejre sin mand Walts (David Tennant fra ‘Broadchurch’ og ‘Jessica Jones’) 45 års fødselsdag. Turen går dog ikke helt som planlagt, og den kontrollerende LA-mom kæmper med pludselige vejrskift, umedgørlige familiemedlemmer og ubudne gæster, der snart forvandler turen til et udendørs mareridt.

Serien er et remake af den britiske udgave af samme navn skabt af Julia Davis, der sidder med som producer på Dunham og Konners amerikanske version.

Premiere på HBO Nordic 15. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Homecoming’

Endnu en seriearv skal løftes, når ‘Mr. Robot’-skaber Sam Esmail udgiver sit nye projekt ‘Homecoming’, der bygger på den hæderkronede podcast af samme navn med Oscar Isaac, Catherine Keener og David Schwimmer som stemmeskuespillere i en konspiratorisk thrillerfortælling.

Serien følger sagsbehandleren Heidi Bergman (Julia Roberts), der tidligere arbejdede på et behandlingshjem for hjemvendte soldater, som skal justere sig til en hverdag langt fra krigens rædsler. Fire år efter hun har forladt jobbet, bliver hun en dag opsøgt af en udsending fra forsvarsministeriet (Shea Whigham), der begynder at spørge til, hvorfor hun sagde op. Bergman bliver efterhånden klar over, at der foregår skumle aktiviteter på hendes gamle arbejdsplads, og at hun langt fra har undsluppet det klæbrige spind.

Roberts karriere har de seneste år været på slingrekurs med film som remaket af ’Øjnenes hemmelighed’ og ’Money Monster’ – der begge fik tre stjerner af vores anmeldere – og i 2016 blev hun sågar nomineret til en Razzie-award for værste kvindelige skuespiller i ‘Mother’s Day’. Måske kan Esmail hjælpe hende op af det middelmådige søle med denne psykologiske thrillerserie, der desuden har Sissy Spacek, Bobby Cannavale og Stephan James på rollelisten.

Kan ses på Amazon Prime 2. november.


Alexander Skarsgård og Florence Pugh i ‘The Little Drummer Girl’.

8. ‘The Little Drummer Girl’

‘The Little Drummer Girl’ er tidligere blevet udfoldet på film med Diane Keaton som hovedperson, men det er første gang, den ruller over tv-skærmene i serieformat, når Park Chan-Wooks  (‘Oldboy’, ‘Handmaiden’) version får premiere på Amazon Prime til november.

Serien er et spiondrama baseret på John le Carrés bestsellerroman af samme navn, der foregår i 1970’erne og følger skuespillerinden Charlie (Florence Pugh), som på en ferie i Grækenland møder den mystiske mand, Becker (Alexander Skarsgård). Det går snart op for Charlie, at Becker har skumle bagtanker, og inden længe bliver hun rekrutteret som dobbeltagent af bagmanden Kurtz (Michael Shannon), der er hjernen bag de lyssky forretninger.

John le Carré var også forfatteren bag bogforlægget til Susannes Biers krimiserie ‘The Night Manager’, der havde flere producere på holdet, som går igen hos ‘The Little Drummer Girl’, heriblandt Simon og Stephen Cornwell.

Premiere på AMC og BBC 19. november – dansk premiere uvis.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘American Vandal’ sæson 2

‘American Vandal’ er en satire over true crime-formatet, og første sæson havde stor succes, da den blev udgivet på Netflix i 2017. Mockumentary-serien har om lidt premiere på sin anden sæson, der forhåbentlig kan leve op til forgængerens enorme underholdningsværdi.

I sæson 2 følger vi igen dokumentaristerne Peter (Tyler Alvarez) og Sam (Griffin Gluck), der nu har forladt highschool og er blevet hyret til at opklare et kantinemadsmysterie på en katolsk skole, hvor Roskildesygen har inficeret både lærere og elever.

Det lugter umiskendeligt af satire over true crime-serien ‘The Keepers’, der er en grum historie om et uopklaret mord på en nonne og talrige overgreb mod helt unge piger foretaget af de katolske præster på en skole i Baltimore. ‘American Vandal’ er skabt af Dan Perrault og Tony Yacenda, der begge er velbevandrede i komediegenren med titler som ‘Shark Pool’ og ‘Extremely Dark Knight’ på cv’et.

Premiere på Netflix 14. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’30’

»Hej, jeg hedder Julie. Jeg er 30 år, og jeg er arbejdsløs«. Sådan starter traileren til anden sæson af YouSee-komedieserien ’29’, der nu meget passende hedder ’30’. Og livet lader ikke til at være blevet mindre problemfyldt, efter den sidste rest af ungdommens 20’ere har forpasset.

Et år er gået, siden vi fulgte Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags forskellige kriser over singlelivet, og nu befinder de sig på den anden side af det skarpe hjørne – mindst lige så forvirrede og krisebelagte som før.

Vi var svært begejstrede for første sæson, så der er forventningspres på anden sæson, der forhåbentlig har et par nye (gamle) tricks oppe i ærmet.

Premiere på YouSee den 17. september.



11. ‘House of Cards’ sæson 6

Kan ‘House of Cards’ finde sine ben at stå på uden Frank Underwood og samspillet mellem Kevin Spacey og Robin Wright som han livspartner Claire? Det er det store spørgsmål inden premieren på sidste sæson af den populære politikerserie, der som bekendt blev kastet ud i kaos, da overgrebs- og sexchikanesagerne væltede ned over seriens centrum.

I et lykketræf sluttede seneste sæson ‘House of Cards’ med Claire på tronen som ny amerikansk præsident, hvilket gjorde omskrivningen noget nemmere, end den kunne have været. Og Netflix har allerede forklaret i en teaser, at Francis er død – formentlig i håb om, at den kommende sæson kan lægge fortiden bag sig så hurtigt som muligt.

Premiere på ‘Netflix’ 2. november.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. ‘Forever’

Det fabelagtige SNL-makkerpar Maya Rudolph og Fred Armisen fører an som ægtepar i Amazons kommende komedieserie ‘Forever’.

June (Rudolph) og Oscar (Armisen) har de seneste 12 år levet et trivielt liv i den californiske forstad Riverside med den samme menu på middagsbordet og ferier i det samme sommerhus ved vandet. En dag får June den fuldstændig banebrydende idé at tage på skiferie, og fra den ene dag til en anden er June og Oscars liv vendt fuldstændig på hovedet.

Serien er skabt af de prisvindende forfattere Alan Yang og Matt Hubbard, der er særdeles skarpe på komedieserieformatet med titler som ‘Masters of None’, ’30 Rock’ og ‘Parks and Recreation’ bag sig.

Premiere på Amazon Prime 14. september.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

13. ‘Narcos: Mexico’

Efter to sæsoner om Pablo Escobar og en trejde, anderledes sæson, der fulgte narkobetjenten Javier Peña, sadler Netflix’ flagskib ‘Narcos’ nu for alvor om. Serien skifter lokation fra Columbia til Mexico og kommer derfor meget passende til at hedde ‘Narcos: Mexico’. Den rebootede serie følger opblomstringen af kartellet Guadalajara i løbet af 1980’erne og lader til ikke at være lige så brutal som seriens tidligere sæsoner.

På rollelisten finder man nogle af Mexicos mest kendte skuespillere. Diego Luna spiller Félix Gallardo, der arbejder for Guadalajara-kartellet og medvirker til opblomstringen af narkosmugling på tværs af landegrænser. Michael Peña (‘Ant-Man’, ‘American Hustle’) har rollen som narkobetjenten Kiki Camarena, der skal bekæmpe kartellet, men opgaven får store og voldelige konsekvenser.

Premiere på Netflix 16. november.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

14. ‘The Purge’

James DeMonaco, der står bag de tre ‘The Purge’-horrorfilm, har nu gjort mor(d)skaben til en serie, der kører videre på konceptet om 12 timers frihed til at gøre lige, hvad der passer dig – drab, kriminalitet, voldtægt, you name it: Altsammen helt lovligt i 12 utøjlede timer.

Seriens ti afsnit foregår i et alternativt USA, hvor vi følger forskellige mennesker og deres færd igennem den hæmningsløse vanvidsnat. For hvor langt vil man gå i straffelovsfrihedens navn?

Traileren lover forventelige mordmassakrer og skydegale mænd en masse. Lad os se, om scifi-gyset også byder på et par overraskelser, og ellers er det bare om at nyde galskaben og den løsslupne psykopati i et orgie af bankrøverier og afskårne lemmer. Som en overbegejstret kvinde melder ud i traileren: »Let the fun begin«.

‘The Purge’ får premiere på Amazon Prime den 4. september.


Castet til ‘Herrens veje’ sæson 2. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

15. ‘Herrens veje’ sæson 2

Efter en dramatisk slutning med et stort tab i første sæson vender Adam Prices afsøgning af tro og religion tilbage. Fortællingen om præstefamilien Krogh blev måske hverken den seer- eller kritikermæssige succes, som DR kunne have håbet på, og det skal blive spændende at se, hvor holdet tager historien hen i anden ombæring uden brødredynamikken som motor.

»Døden fylder meget her i slutningen af sæsonen, men den store fortælling i kristendommen er jo også at overkomme døden. Og det kan måske give en pejling på, hvad det er for en fortælling, vi er i gang med i anden sæson«, fortalte Adam Price til DR efter første sæsons afslutning.

Premiere på DR 14. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

16. ‘American Horror Story’ sæson 8

Mangen en ‘American Horror Story’-fans hedeste mareridtsdrøm gik i opfyldelse, da showrunner Bryan Fuller i sommer afslørede, at ottende kapitel i den gyselige antologiserie fletter første sæson, ‘Murder House’, og tredje sæson, ‘Coven’ sammen i en crossover-fortælling med den ominøse titel ‘Apocalypse’. Fuller – der i seriens syvende sæson gik i kødet på Trumps præsidentvalg –  har holdt plotdetaljerne tæt til kroppen, men vanen tro vender adskillige AHS-kendinge tilbage på skærmen, deriblandt Sarah Paulson, Evan Peters, Emma Roberts og Kathy Bates.

Veteranerne får kuriøst selskab af Joan Collins, men den bedste nyhed er, at seriens største stjerne og diva extraordinaire, Jessica Lange, gør comeback i universet for første gang siden fjerde sæson. Det bliver uhyggeligt godt.

Premiere på FX i dag, 12. september – dansk premiere uvis.

Læs også: Det skal du streame i september

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af