Stan Lee gik bort i onsdags i en alder af 95 år, og siden har han været ugens helt store samtaleemne. Armie Hammer har undskyldt for et tweet, der gik hårdt efter de mange kendisser, som hyldede tegneserieskaberen ved at lægge selfies ud på de sociale medier.
Og nu går den kontroversielle satiriker Bill Maher planken ud med et blogindlæg, der forbinder Stan Lee med Trump og USA’s kulturelle forfald.
»Manden der skabte Spider-Man og Hulk er død, og Amerika sørger. Dyb, dyb sorg over en mand, der inspirerede millioner til, tja, jeg ved det ikke, at se en film, går jeg ud fra. En Reddit-bruger skrev ‘Jeg er så taknemmelig for, at jeg bor i en verden, der inkluderer Stan Lee’. Personligt er jeg taknemmelig for, at jeg bor i en verden, der inkluderer oxygen og træer, men hver sin smag«, begynder Maher sit indlæg.
Han indrømmer, at han selv læste tegneserier, da han var barn, men at forventningen altid har været, at man ville vokse fra dem og begynde at læse »voksenbøger uden billeder«. Det skete bare aldrig:
»Voksne besluttede, at de ikke behøvede opgive børne-tingene. De lod som om tegneserier rent faktisk var sofistikeret litteratur«, skriver Maher og sviner samtidig USA’s uddannelsessystem, hvor »dumme mennesker får lov til at blive professorer« og skrive afhandlinger om tegneserier.
Maher afslutter med linjen: »Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis er blevet dummere. […] Problemet er, at vi bruger vores intellekt på dumme ting. Jeg mener ikke, det er en stor strækning at antyde, at Donald Trump kun kunne blive valgt i et land, der tror, tegneserier er vigtige«.
Bill Maher er ikke overraskende blevet mødt med stor kritik efterfølgende. Flere har blandt andet påpeget ironien i, at han selv havde en cameo i ‘Iron Man 3’.
Bill Maher sure didn’t mind taking that check to appear in Iron Man 3 tho ? pic.twitter.com/mixz8KGuRz
— Roy G. Biv (@reuelgomezbaez) November 17, 2018
Læs også: Farvel til Stan Lee: Vi hylder tegneserielegendens fem bedste cameos i Marvels filmunivers