Ny true crime-serie på Netflix inviterer os ind i seriemorderen Ted Bundys sind – se traileren

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Mit navn er Ted Bundy. Jeg har aldrig snakket med nogen om det her. Men jeg leder efter en mulighed for at fortælle historien, så godt som jeg kan«.

Sådan indleder en af verdens nok mest berømte seriemordere sin fortælling i traileren til den nye true crime-serie ‘Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’, der får premiere den 24. januar på Netflix og er instrueret af kongen af true crime, Joe Berlinger, som især er kendt for ‘Paradise Lost’-filmene. Dokumentaren skal gennem interviews, båndoptagelser og videooptagelser skildre amerikanske Ted Bundy, der er kendt for på bestialsk vis at have myrdet mere end 30 kvinder op gennem 1970’erne, indtil han i 1989 – efter flere flugtforsøg – endte livet i den elektriske stol.

Der er allerede blevet lavet flere film om Ted Bundy gennem tiden, blandt andet ‘Ted Bundy’ (2002) og ‘The Capture of the Green River Killer’ (2008). Men hvor begge film er fiktive fortællinger baseret på Bundys liv, tager ‘Conversations with a Killer’ udgangspunkt i en dokumentaristisk vinkel, der skal få os ind under huden på en morder, der i mange år formåede at gemme sig bag sit flotte og blankpolerede ydre, og som under sine sigtelser modtog foruroligende meget positiv opmærksomhed fra kvinder.

»Han var charmerende, flot og klog – er I sikre på, at I har fanget den rigtige fyr?«, er der således en kvinde, der udbryder i traileren, imens vi bliver præsenteret for videoklip af en nydelig Ted Bundy med jakkesæt og glimt i øjet.

I ‘Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ får vi ordene fra Bundys egen mund gennem diverse båndoptagelser, hvori han reflekterer over sit eget liv og motiver for at slå ihjel. Det hele er optaget, mens han sad på dødsgangen.

Instruktøren Joe Berlinger er snart aktuel med endnu en film om Ted Bundy. ‘Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ byder på Zac Efron i rollen som Bundy og får verdenspremiere ved Sundance Film Festival den 26. januar i år.

Læs også: De mest renlige mænd er de største psykopater – ifølge flere nye film

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af